#30 Grimme børn og fest i Aulaen

I nogle perioder er det er næsten for nemt at være børneopdragelsesblogejer. Lad mig starte med sidste uges dummeste historie, som er så dum, at jeg næsten ikke kan finde ord for det. Det er den med forældrene, der ser deres unger på skolefotos og beder fotograferne om at redigere dem, så de bliver til de fineste prinse- og prinsessebørn. En mor udtalte: ”Jeg synes jo, han er skøn, som han er, men jeg kan bare ikke bære tanken om, at han en dag skal se et billede af sig selv og så få ondt i maven over, at han så sådan ud, da han var lille.”


Jeg forestiller mig følgende: 16-årig velfungerende dreng med glat hud kommer hjem efter en eftermiddag med vennerne og falder over et gammelt fotoalbum, som hans forældre har siddet og bladret i aftenen før. Ved et tilfælde ser han et billede af sig selv i 0.b, hvor han har den mest tåbelige frisure samt et monstrøst snot-ellevetal fossende ude af næseborene. Han stivner i det samme indvendigt. Hele hans verden synker i grus. ”Så var det bare en stor fed løgn, når mine forældre sagde, at jeg var det smukkeste barn i hele børnehaveklassen. Så var det bare falsk selvværd, når jeg i alle de år gik rundt og troede, jeg var god nok, som jeg var. Havde mine forældre dog bare fotoshoppet al den grimhed væk, så jeg aldrig havde behøvet at forholde mig til det. Nu skal jeg i al evighed bære rundt på traumet om, at jeg måske var den grimmeste dreng på hele nulte årgang. Ja, måske endda i hele Danmark. Og alle ved jo, at permanent pænhed er noget af det vigtigste ved at være menneske. Min tilværelse bliver aldrig mere den samme.”





Foto: Unsplash.com




Og så er der implementeringen af Aula. Det er så stor en nyhed, at enhver børneopdragelsesblogejer med respekt for sig selv, bliver nødt til at nævne den. For denne uge har om noget været en Aula-uge, og jeg tror ikke, der er nogen, der har børn eller har hørt om børn eller har medier eller har hørt om medier, der har undgået at opdage, at man i den danske folkeskole har fået et nyt kommunikationssystem, og at dette kommunikationssystem bærer navnet Aula.


På P4 havde de (naturligvis) ryddet hele sendefladen mandag morgen for blandt andet at kunne interviewe en skoleleder, der kunne sige ting som: ”Ja, det bliver spændende at se, hvordan der bliver taget imod det derude, og det er jo nok lidt mere simpelt og brugervenligt end Intra, men til gengæld skal folk nok lige vænne sig til det.” Studieværten lovede at følge udviklingen nøje, og derfor fik vi også lov til at høre fra to lærere, hvor den ene synes, det var lidt mere bøvlet end Intra, mens den anden så et stort fremadrettet potentiale. Resten af dagen kredsede medierne om brugernes oplevelser med Aula, og man hørte både fra en superbruger, en smugtester-skole og to elever, der mente, at det vist mest henvendte sig til de voksne.


Ligegyldigt hvor man bevægede sig hen, var der mennesker - enten rigtige eller dem i fjernsynet - der forholdt sig til emnet. Men hvorfor gik alle fuldstændig amok over, at vi var nået frem til den dag i 2019, hvor folkeskolen skulle have nyt IT-system?


Tjaa, hvis man er et medie, er man nok rimelig begejstret, når man finder en historie, der har relevans for mere end halvdelen af befolkningen. Næsten alle danske børn og voksne skulle på den samme dag forholde sig til noget samtidigt, og hvornår oplever man ellers det i en individualiseret tid, hvor ikke en gang fodboldlandsholdet kan samle nationen. Ja, faktisk er Aula vel noget af det mest samlende, vi overhovedet har. Det er vel kun Facebook, der ligger inde med ligeså mange brugere og ligeså så meget data, som Aula lynhurtigt kommer til (hvis man var en fjendtlig stat burde man hacke Aula, afkode de kolossale mængder af data og knække befolkningen ved at spamme dem med ondsindede Aulabeskeder i et endnu vildere tempo, end vi kendte det fra forældreintra).


Men det handler nok også om, at vi danskere elsker at have noget ufarligt at være fælles om og tale om - vejret som det fineste eksempel. Vi er en nation af smalltalkere, og Aula er et gratis smalltalk emne, der pludselig er kommet dumpende. I mandags ville det ikke være mærkeligt, hvis man stoppede en fremmed mor på gaden og spurgte, hvor på Aula man kunne finde ugeplanen. Jeg oplevede selv på min søns skole, at en tilfældig mor stillede mig et Aulaspørgsmål, og kun fordi min kæreste havde orienteret mig grundigt om hendes oplevelser aftenen inden (jeg lytter heldigvis altid opmærksomt, når min kæreste taler), var jeg i stand til at svare nogenlunde fyldestgørende. Moren havde tydeligvis glædet sig til at sludre Aula, og det fornemmede jeg også gjaldt mange af de andre forældre.

Og så elsker vi også bare ny elektronik i Danmark. Vi er måske det mest digitaliserede land i verden, og når man giver os en ny app, skal den da tjekkes ud. For vi elsker at trykke på knapper, prøve os frem og se hvad der sker. Måske handler det om, at vi er rundet af en skoletradition og opdragelsestænkning, hvor der har været mere fokus på kreativitet og medinddragelse end repetition og udenadslære. Vi er vant til at blive inddragede, og vi er vant til at få lov til at prøve os frem - og derfor synes vi, det er fedt, når staten ligefrem forærer os et nyt stykke elektronisk legetøj (Og så tager vi det i øvrigt ikke så tungt, at selvsamme stats nedsatte stresspanel har som opfordring nummer ét at droppe forældreintra/aflyse Aula, fordi forskningen viser, at vi bliver ultrastressede af hele tiden at have skolen lige ved hånden. Gaab. Kedeligt perspektiv. Vi har fået et nyt legetøj, og nu skal vi finde ud af, hvordan det virker.)


Og endnu bedre: Vi har fået noget nyt at brokke os over. En typisk dansker skynder sig ind på Aula, trykker på alle knapperne og brokker sig højlydt, lige så snart der er noget, der ikke fungerer: ”Det er da fuldstændig idiotisk, at det skal være så svært at finde en ugeplan. På intra fik man den smidt lige i fjæset, på Aula skal man bruge jeg ved ikke hvor mange klik. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.” Mange års træning i autoritetskritik, systemkritik og vejrkritik har lært os, at vi alle sammen gerne må forholde os kritisk- og at der ikke er nogen dage, der er så solskinsfyldte, at man ikke kan forestille sig en lille regnbyge senere.


Endelig er det måske også et spørgsmål om timing. Det havde lige været efterårsferie, og der sker ikke det store i Danmark lige for tiden. Hvad fanden skulle vi ellers gå op i sådan en mandag morgen? De fleste af os skulle til at genstarte hverdagsmaskinen med dens sædvanlige serier af havregrynsophældninger, bleskift, tandbørstninger, hue-og-handske-påføringer, taskepakninger og meget mere. Så derfor passede det fint at kunne fokusere på noget vedkommende og familiært.


Og Gudskelov, at vi ikke lever i et land som England, hvor man bliver tvunget til at skulle forholde sig til komplicerede politiske problemstillinger fra morgen til aften. Eller USA, hvor de plaprer løs om fake news og korruption og løjerlige politikere. Her i Danmark har vi kun små problemer, vi er alle en slags socialdemokrater, og vi har masser af energi til at deltage, når staten inviterer til mandagsfest i Aulaen.


Tak fordi du læste med.

87 visninger