Tænk hvis der fandtes en verden befolket af pølser, og tænk hvis den mest koleriske, magtsyge og dårligt opdragede røde pølse kom til magten….
Jeg var aldrig bare en almindelig rød pølse. Jeg var født ind i en familie, hvor min far tjente kassen og min mor gik derhjemme og tog sig af mig. Vi var ikke som de andre svage pølser, der lå på køl dagen lang eller fandt sig i at blive kogt eller skåret i skiver. Vi var business-pølser, fremme-i-skoene-pølser, oppe-på-dupperne-pølser. Alle kendte os. Og frygtede os. Og min far sagde altid: ”Æd eller bliv ædt, kun de vigtigste pølser overlever, angrib, angrib, angrib.” Og derfor gik jeg ud i verden og følte mig mægtig og stor.
Men verden var ikke, som jeg troede. På pølseskolen respekterede de mig ikke. Vi havde en lærer, en Wienerpølse, der altid stod og prædikede: ” Alle pølser er lige meget værd, tænk ikke blot på dit eget skind, husk pølserettigheder og pølsepligter”. Og det lød jo fint, men jeg vidste, det var pølsesnak. Jeg vidste, at han gik hjem til sine overklassepølser, hvor de grinede af os, hånede os og kaldte os overfladiske og dumme. Ja, overklassepølserne havde skabt deres helt eget pølse-imperium af bedrevidende arrogancepølser. Et lukket kredsløb, hvor de drak cognac, læste tykke bøger og gav hinanden alle de gode jobs og pølseboliger.
Men heldigvis havde jeg penge, og penge er magt. Så jeg slog og sparkede mig til toppen, smadrede alle undermålere og paragrafpølser og beviste, at jeg kunne tjene endnu mere end dem. Og provinspølserne elskede mig for det. De elskede at jeg sparkede opad, at jeg kritiserede politikerpølser, dommerpølser, universitetspølser og bestemmepølser- og at jeg talte et helt almindeligt sprog. Uden fremmedord og komplicerede forklaringer.
Og så slog jeg mig sammen med et par store mediepølser, eller medisterpølser, som jeg kaldte dem. Og det var smart. For hvis man har penge og magt og kontrol over medierne, kan man komme rigtig langt. For så vil ens ord blive til sandhed, og verden vil forandre sig, så den passer til det man siger. Også selvom man nogle gange lyder selvmodsigende eller siger noget vrøvl.
Og det er også derfor jeg bliver skidesur, når der kommer nogle små cocktailpølser og siger, jeg tager fejl. Som for eksempel ham, der ville have min hjælp, fordi han var blevet angrebet af en kæmpepølse fra et naboland. Han var en taber, for det er man, når man bliver angrebet, og jeg gider ikke hænge ud med tabere. Og da slet ikke tabere, der ikke forstår, at jeg er ligeså stor som Gud, og hvis du vil have min hjælp, må du ned på knæ og underkaste dig og sige ”Jeg ved, at du er den mægtigste pølse i hele verden, og jeg skal nok gøre, hvad du befaler”. Men selv dér, mister jeg interessen. For det er også taberadfærd, og jeg hader tabere.
Nej, så kan jeg sgu bedre lide Frankfurtere og grillpølser og ostepølser, der tror på sig selv og skyder brystet frem. Ja, jeg kan endda bedre lide partypølser, der bare kommer og skaber fest og ballade. For hvorfor skal alting være så alvorligt og kedeligt?
Men heldigvis er verden ved at forstå, at det er okay med kun en enkelt pølse ved magten, så længe det bare er den rigtige. Flere og flere har gennemskuet, at alt det med rettigheder og demokrati var bullshit, som kun gavnede de kloge og dem fra den dybe pølsestat. Flere og flere forstår, at det er mere fair med rå magt, hvor de store banker de små, som det nu en gang er pølsens inderste natur. Der er jo en grund til at nogle pølser bliver store, mens andre bliver hakket til pølsemix.
Men nu får vi omsider deporteret de brune, de klamme og de skæve pølser, så det igen bliver helt okay at være en stor rød mandepølse, som kan råbe og skrige og tage, hvad han vil have.
Ja, nu bliver pølselandet omsider stort igen.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse (og pølser) hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments