#313 Har skærmene fået magten?

Forleden gik jeg rundt og tænkte på skærme. Altså telefoner og computere og den slags. Og jeg begyndte faktisk at småskændes med mig selv om skærmenes konsekvenser i småbørnsfamilien. Ugens indlæg er et nogenlunde uredigeret uddrag af denne indre tankestrøm:

Vi er fucked. Menneskeheden er fucked. Skærmene har invaderet os, gjort os zombieagtige og dumme og alle steder jeg bevæger mig, kigger folk på telefonerne og går glip af det ægte levede liv. Det er overalt. Selv i Vietnam sad folk, også de hjemløse, og scrollede med det der fraværende udtryk i ansigtet.

Jeg er knap så fucked. For jeg har ikke nogen smartphone. Så jeg går ikke og glor på min telefon hele tiden. Men jeg er næsten ligeså fucked. Jeg er halvfucked. For når jeg kommer hjem, tænder jeg øjeblikkeligt for computeren og undersøger mine sædvanlige ligegyldige universer, for algoritmerne bider også på mig. Jeg skal også have mit dopamin-fix. Tænk hvis jeg havde fået en mail. Eller en notifikation. Eller et like på et af mine indlæg. Det vil jeg sateme ikke gå glip af.

Men børnene er allermest fucked. For de vokser op med det og bliver fra starten nogle forstyrrede individer, der ikke kan fordybe sig og læse i en bog.  

Eller vent, de skal jo faktisk aflevere deres telefoner henne på skolen, hvilket vil sige, at de går rundt halvdelen af dagen uden en telefon. Hvor mange voksne gør lige det?

Ja ja, men så glor de jo på computerskærme i skolen i stedet.

Ja, men det er da noget andet. Og det er jo mest i de store klasser. Og selv der fornemmer jeg, at mange skoler er ved at skrue ned. Så ungerne møder begrænsninger og forældre, der sætter grænser for, hvad de kan tilgå, hvor de må oprette profiler og hvor lang tid de må være på.

Måske er det forældrene, der er mest fudcked. For der er ikke nogen, der sætter begrænsninger for os. Vi må det hele. Og Ultra lavede for nylig en undersøgelse, der viste, at børn synes, at deres forældre er alt for meget på skærm og for svære at komme i kontakt med. Og vi tror alle sammen, vi kan styre det, men vi ved godt inderst inde, at vi ikke kan, og hvis vi tjekkede vores timeforbrug, ville vi blive bestyrtede, så derfor lader vi være. Og hvis vi lavede et kritisk eftersyn af vores vaner, ville vi blive skuffede, så derfor lader vi være.  

Men børn kan jo heller ikke bare regne med, at de voksne står til rådighed konstant. Der var en ekspert ude og sige, at børn altid har oplevet voksne, der havde gang i noget andet. Tidligere var det bare arbejdspapirer, avisen eller eller radioavisen, der gjorde, at voksne sagde: ”Vær lige stille, sønnike, det passer dårligt lige nu.”

Men okay. Det er sgu da ikke det samme. Radioavisen har aldrig ligefrem haft en dopaminudløsende effekt eller sendt likes og kommentarer tilbage i hovedet på os. Jeg vil æde min gamle hat på, at folk er mere fraværende nu, end de var tidligere.

Omvendt går folk jo meget mere op i deres børn nu. SFO’en er nærmest støvsuget for mennesker kl. 15:30, fordi folk har så travlt med at hente deres unger.  

Der var en anden ekspert der sagde, at vi skulle passe på, at der ikke opstår et massehysteri i forhold til skærmene, for mange børn lærer jo faktisk at håndtere alt det digitale, og hvis vi så bare kan lære dem at være kritiske, så skal det nok gå alt sammen.

Kritiske! Hvordan fanden skal vi lære dem kritik, når de hele tiden bliver bombarderet med fakenews, AI, og konstruerede sandheder. Hvordan skal kommende generationer på nogen måder lære at blive kritiske individer, når alle deres dage går med digitale påvirkninger og informationsoverload og en livsstil, der udelukkende handler om et konstant flow af underholdning.

Okay. Ro på. Så er det vel heller ikke værre. Jeg kan jo godt snakke nogenlunde fornuftigt med mine egne unger, og hvis andre også kan snakke fornuftigt med deres unger, så kan vi vel finde nogle løsninger, hvor de på den ene side bliver fortrolige med deres telefoner, mens de på den anden side lærer at forholde sig kritisk og reflekteret til dem, og hvis skolerne samtidig underviser i teknologiforståelse, så går det måske nok alt sammen.

Ja, måske. Eller også er vi bare alle sammen fucked.

Tak fordi du læste med.

 Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her