#314 Trivsel på hjernen

Hvordan har du det egentlig? Er du okay? Og hvordan går det ovre i skolen? Vi spørger hele tiden vores unger, hvordan de har det? Fordi vi er optaget af, at de skal være glade og have et godt liv. Og fordi vi har vænnet os til, at det er vigtigt at tale om trivsel.   

I den pædagogiske verden går vi også meget op i trivsel. Det startede for alvor i starthalvfemserne, hvor princippet om undervisningsdifferentiering kom flyvende ind fra højre, altså princippet om, at undervisningen skal tilpasses den enkelte elevs behov og forudsætninger. Det gjorde det mere okay at tale om motivation, selvværd og "hvordan har du det egentlig i klassen?"

Og det tog fart med folkeskolereformen i 2014, hvor det blev et krav, at der skulle udarbejdes trivselsmålinger på alle skoler, og hvor man i det hele taget skulle fokusere utrolig meget på børnenes egen oplevelse af trivsel.

Og de senere år er det gået helt amok. Skolerne holder national trivselsdag d. 7 marts, fordi den dag skal vi i hvert fald trives, og der skal laves samarbejdsøvelser i klasserne, og emneuger om trivsel, og nedsættes en trivselskommisson, hvis resultater skal drøftes ude på skolerne. Man skal lære at blive "en god ven", en god samarbejdspartner og i stand til at vurdere, hvornår noget er okay, og hvornår noget ikke er okay.

Så både i familierne og den pædagogiske verden er der kommet fokus på trivsel og barnets velbefindende, og det er jo sådan set fint. Og da ubetinget bedre end de selvrealiserende forældre i 80’erne og en gammeldags sort-skole-undervisning, der går hen over hovedet på eleverne.

Men er det ikke som om, at det er kammet over?

Jeg oplever i hvert fald, at mange børn og unge i dag er enormt selvrefleksive og bruger meget tid på at gå rundt og fokusere på egen trivsel. Har jeg det egentlig godt nok? Har jeg venner nok? Og er livet, som det bør være? Og spørgsmålet er, om al denne selv-refleksion er sundt?

For hvis man først begynder at stille spørgsmålstegn ved sin egen trivsel, kan man sikkert altid komme på noget, der ikke sidder i skabet. Og hvis man så også møder forældre og lærere med store ører, der går ind i bekymringen og tager den alvorligt, ja, så risikerer man måske, at ganske små bekymringer kan blive blæst op og komme til at fylde det hele.

Og jeg er helt med på, at der findes unger, der virkelig mistrives, og som har brug for al den hjælp og støtte, de kan få. Punktum. Men jeg tror også, vi skal passe på med, at vi som forældre og lærere ikke kommer til at gøre vores børn en bjørnetjeneste ved hele tiden at bede dem om at mærke sig selv og tale om, hvordan de har det.

Måske er det meget sundere for børn bare at leve i "nuet" og være i deres følelser. Og det er børn jo heldigvis enormt gode til. Og når så de er færdige med den ene følelse, så kommer der sikkert en anden følelse. Og måske er det helt naturligt. Måske skal vi overhovedet ikke tale med ungerne om det, men bare vise dem, at alle følelser er okay, og at der ikke er noget underligt ved at være ked af det, vred og frustreret en gang i mellem.

Og i skolen skal vi måske fokusere mere på at lave god og spændende undervisning i stedet for at kigge så meget på børnenes trivsel. For når undervisningen er god nok, sker der jo det magiske, at ungerne glemmer tid og sted og har det så fedt, at de fuldstændig glemmer, at der er noget, der hedder mistrivsel.

Så mindre fokus på trivsel og mere fokus på at få ungerne til at leve i nuet og glemme tid og sted. Det må være hovedbudskabet herfra.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her