#324 Tidens mælketænder

Jeg skulle med ungerne til Jylland, og vi havde lige sat os ind i IC3-toget. UNO lå i tasken, fordi erfaringen viser, at det er vigtigt med underholdning, når man kører efter absolut-ingen-skærme-mens-vi-rejser-princippet. Og normalt går der to minutter, inden ungerne spørger, hvad vi skal lave.

Men ikke denne gang. Denne gang gav den store sig til at høre med musik med hovedtelefoner, og den lille spurgte, om han måtte lytte med. Og så sad de der og skiftedes til at vælge sange, som de godt kunne lide. Jeg skævede forundret over mod dem og så mit snit til at fiske avisen op af rygsækken. Og så begyndte jeg at læse.  

Aldrig sket før.

Jeg forsøgte at fordybe mig i gadeuroligheder i Los Angeles og besættelsen af Gaza, mens minutterne lystigt strøg af sted. Den var god nok. Mine unger har nu officielt nået en alder, hvor de er i stand til at fornøje sig selv i toget. Måske er det endegyldigt slut med at skulle indtage den enerverende position, hvor man skal beskæftige ungerne, samtidig med at man sikrer sig, at de ikke forstyrrer de øvrige passagerer.

Jeg oplevede lignende modenhedstegn et par dage tidligere. Her havde jeg den otteårige med til grundlovsmøde på vores lokale højskole, og der var tre sange og tre talere, og minsandten om ikke han stod den 40 minutter lange seance igennem uden at sige sætninger som ”jeg keder mig, er det snart slut?” eller ”må jeg godt gå hjem nu?”. Og han lignede faktisk en, der forsøgte at forstå borgmesterens ord om forsamlingsfrihed og lokalt forankrede demokratiske processer. Kun en enkelt gang måtte jeg bede ham om at lade være med at stampe i gulvet, men det kunne sikkert også være sket for en af de voksne.  

Så tiltagende tegn på en mindre ”børnet” fremtid. Og det åbner jo op for et hav af muligheder og oplevelser. Jeg forudser restaurantbesøg, hvor man ikke skal ankomme klokken 17 for at undgå romantiske par eller forretningstyper med krav om madro. Eller biografture, hvor filmene indeholder rigtige mennesker i stedet for overgearede tegnede karakterer i falset. Åh ja, bare tanken om at sidde i en biografsal uden andre menneskers larmende unger (for andres unger larmer som bekendt på en mere irriterende måde end ens egne).

Og udebaneture med fodboldholdet. Og koncerter rundt om i landet. Oplevelser og samtaler af en helt anden karakter. Forleden spurgte min ældste søn til den aktuelle situation i NATO og den yngste spurgte, om han ikke måtte begynde at gå til skak. Immervæk et stykke fra de sidste mange års beretninger om Paw Patrol, Minecraft og Gurli Gris.

Og så pyt med, at de mister lidt på nuser-skalaen og hvor-er-han-da-kær-blikkene fra de gamle damer. For til gengæld udvikler de rigtige menneskehjerner med meninger og personligheder, og pludselig bliver det vel som at gå rundt med en slags minivoksne, der i tankevækkende grad minder om en selv.

---

Så længe, selvfølgelig, at de gider hænge ud med mig.

---

For nu er den store begyndt at trække sig nogle gange. Og han er også begyndt at have hemmeligheder og relationer, jeg ikke kender til. Og om lidt er han vaskeægte teenager, og så skal han sikkert sove hele dagen, og hvis han bliver bare en lille smule, som jeg selv var som teenager, så gider han sgu da ikke hænge ud med sine forældre. Så vil han kun være sammen med sine venner. Og så vil han jo have dem med i biografen. Og til koncert.

Så det er om at gribe muligheden lige nu. I vinduet mellem Paw Patrol og Tik Tok. Hvor det stadig er bare nogenlunde cool at tage med sine forældre til koncert eller i biografen. Så jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at skrive mere nu. Jeg må straks i gang med tjekke udbuddet af ungdomsfilm og popkoncerter i VEGA.

Tak fordi du læste med.   

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her