#37 Adventssnak: Min ældste søn


Foto: Ældste søn juler

I denne lille serie vil jeg fejre den forestående højtid ved at interviewe særligt udvalgte personer på en uformel og uhøjtidelig måde. Håbet er at sprede hygge, men også at blive klogere på nogle af de emner, der optager os alle sammen op mod jul. I denne uge gælder det min yndlingssamtalepartner, min ældste søn (7 år), der har været så flink at være hjemme i dag i vores bolig i Roskilde.


-Hvad for en julekalender er egentlig bedst?


-Tinka.


-Hvorfor?


-Det er den bare.


-Er det fordi, der er nisser i?


-Nej.


-Hvorfor så?


-Hvad?


-Hvorfor er den så bedst?


-Det er den bare.


Pause. Min søn går rundt om sofabordet og leger med en mærkelig skeletmand, imens jeg prøver at stille ham spørgsmål. Det er min erfaring, at det er bedre at tale med ham, mens han foretager sig noget frem for at spørge, ”om vi ikke lige skal tale sammen”. Han hader alle former for kunstige situationer, og det allerbedste ville faktisk være, hvis vi kunne tage samtalen på vej hjem fra skole i vores ladcykel. Det er tit her, vi har de bedste snakke, fordi det bare føles naturligt at småsludre, mens man triller gennem Roskildes eftermiddagstrafik. Jeg har imidlertid brug for at kunne sidde og skrive ved computeren, så nu må det blive sådan:


-Hvad er det bedste ved julen?


-Gaverne.


-Hvad mere?


-Nisserne.


-Hvad er der sjovt ved nisserne?


-At de er der.


Pause. Det er fandeme svært det her. Han er opslugt af sin leg og elendig til at multitaske. Jeg bliver nødt til at være tale ind i noget, der ligger tæt på ham, og som han finder mere interessant. Jeg prøver med en skolevinkel:


-Hvad er det sjoveste ved julen henne i skolen?


-At man skal blive trækket. Den, der bliver trækket skal trække et navn, og hvis man bliver trækket, skal man først viske et lys ud på tavlen, og så skal man gå hen og hente en gave.


-Må man selv vælge?


-Ja, men man skal også åbne julekalender, Tinka og en chokolade. Men man må selv bestemme rækkefølgen.


-Er du blevet trukket endnu?


-Nej, jeg bliver måske den sidste.


-Hvad sker der hvis du bliver den sidste?


-Det er et problem, hvis der kun er min gave tilbage, og jeg er den sidste. For man må ikke tage sin egen gave. Og hvad skal jeg så gøre?


-Det vil jeg vædde på ikke sker. Din lærer er jo helt vildt klog. Jeg er sikker på, hun finder på en løsning, så det ikke sker.


-Jeg er ikke sikker. Hun har jo meget at se til.


-Ja, det er selvfølgelig også rigtigt.


-Hey, far?


-Ja.


-Ham der godt kan lide at kigge på fugle på dit arbejde, som tit kigger ud af vinduet. Hvis I nu har om fugle, så gør det jo ikke noget, han kigger ud, vel?


-Nej, det gør det vel ikke. Hvorfor kom du lige til at tænke på ham?


-Fordi jeg lige så en fugl ud ad vinduet, og så tænkte jeg på min kikkert, og så tænkte jeg på ham.


Pause. Det er bedre nu. Han leger heller ikke med skeletmanden mere, men hopper i sofaen ved siden af mig og har bedre overskud til at svare. Jeg kan huske, at jeg for nyligt talte med et hold studerende om, hvor vanskeligt det er at interviewe børn, fordi de altid forsøger at afkode de voksne og svare det, de tror, den voksne gerne vil høre. Sådan er det helt sikkert ikke med min søn lige nu. Han har rigeligt at gøre med at hoppe og svare samtidigt. Måske er det et generelt godt råd at sætte børn til at hoppe, når de skal interviewes.


-Det bliver da også meget sjovt at få juleferie, ikke?


-Jo, hvornår har vi det?


-Om en uge. Synes du det er lang tid?


-Det ved jeg ikke rigtig.


-Glæder du dig?


-Ja, men ved du hvad, jeg ikke kunne tænke mig? Hvis man havde det sådan med en dag skole og en dag ferie og en dag skole og en dag ferie.


-Nå, hvorfor ikke det?


-Jo, fordi hvis nu man har aftalt noget med en, som man skal lege i morgen, og så sover man, og så er det kun den ene, der kan huske det, men hvis man så har fri, kan det være, at han også glemmer det, og når man så kommer i skole igen dagen efter, så har begge to jo glemt det. Og det er jo dumt, hvis det er en god leg.

-Ja, det kan jeg godt se.


-Så er det godt nok bedre, som det er nu med en masse almindelige dage og så en ferie.


-Ja, det kan jeg godt se.


Pause. Hvor er det bare fedt, at han er begyndt at tænke højt. Syvårsalderen er ret sjov. Nu kan jeg imidlertid mærke, at han er ved at færdig med at snakke med mig, så jeg stiller ham lige de sidste spørgsmål:


-Hvad er en god gave?


-Det er noget, der duer. Altså en dårlig gave er sådan en kasse eller en glaskugle, der kun er glasskår, eller et spil, der er skåret over som en kage, eller en julesok, som der ikke er nogen bund i, og som man ikke kan hænge op. Ligesom det vækkeur, I gav mig, som ikke virkede. Det var en dårlig gave.


-Hvad er så en god gave?


-Det er en, der virker. Som for eksempel det elektriske tog, der bare skal have batterier eller Gurli Gris eller labyrinth spillet. Bare sådan noget, der virker.


-Får du tit gaver, der ikke virker?


-Nej, heldigvis da.


-Tak fordi du ville svare på mine spørgsmål. Det kan altså godt være, jeg bruger dem på min side på internettet. Er det okay med dig?


-Ja, du skal bare huske, at jeg godt kan læse det. Jeg kan også snart engelsk, så dig og mor kan ikke blive ved med at sige hemmeligheder til hinanden, på nær selvfølgelig, hvis jeg er gået i seng.


-Okay, det skal jeg huske. Tak for hjælpen.


-Det var så lidt, far.


Ja, det var så ugens juleinterview. Hvis du er i julehumør eller skrivehumør, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.


Tak fordi du læste med.



Foto: Unsplash.com


0 visninger