Jeg har en kæreste, der hader, når der kommer nye sygdomme. Da der var fugleinfluenza, kiggede hun skeptisk på alle fuglene, da der var SARS, overvejede hun at skrive testamente, og da ebolaen kom, mente hun, at alle mennesker burde tjekkes. Jeg er mere sådan en, der tænker rationelt og altid når den samme slutning: ”Vores beredskab i Danmark er i topklasse, og sådan nogle sygdomme giver kun problemer i den 3. verden.”
Men det er som om, noget er anderledes med coronavirus, eller COVID-19, som de hvide kitler kalder den. Det er som om, den kommer tættere på. I flere dage har min kæreste givet mig informationer om dens udbredelse, som hun plejer når der kommer nye sygdomme, men forleden morgen sagde hun noget, hun bestemt ikke plejer at sige: ”Jeg har lige læst, at der er en dansker, der er blevet smittet. Han er fra Roskilde! HAN SPILLER I DIN FODBOLDKLUB!!!.”
Okay. Den var ny. Jeg tjekkede navnet og mærkede en rislen ned ad ryggen. Fuck, jeg kender ham. Det er ikke længe siden, jeg trænede med ham. Var han med i lørdags? Eller i torsdags? Py ha. Nej, det var han vist ikke. Nå, nej, han har været på skiferie. Hvor går hans børn i skole? Er det samme sted som mine? Py ha. Nej, det er det vist heller ikke. Men han har vadet rundet i Roskilde i flere dage, og han har hostet på folk og talt med folk, og han er en flink fyr, så han har sikkert talt med mange. Og hostet på endnu flere. Sindssygt at der vader coruna-væsener rundt lige uden for vinduerne. Vi bliver nødt til at tage vores forholdsregler.
Heldigvis foregik panikken inde i hovedet, og som jeg har beskrevet tidligere, er jeg god til at være rolig, mens jeg sveder indvendigt, så jeg var rimelig cool, da min søn afbrød tankestrømmen:
-Vi har talt om det der coruna sygdom henne i skolen.
-Nå, hvorfor kom du lige til at tænke på det?
-Fordi de lige har snakket om det i radioen.
Okay, min søn sidder åbenbart og lytter med, når vi hører radioavis om morgenen, selvom han ligner en, der har nok at gøre med at fange løsrevne stykker Havrefras og slubre mælk op fra skålen. Og hvis han har fattet, at de talte om corunavirus, hvad har han så ellers opfanget med sine nyudviklede kæmpeører? Har han også hørt om borgerkrigen i Syrien, atomaftalen i Iran og præsidentvalgkampen i USA? Nå, det må jeg tale med ham om en anden gang.
-Var det jeres klasselærer, der snakkede om det?
-Ja, hun sagde, det er i mange lande, men at det ikke er farligt for børn.
-Det er rigtigt. Man skal være meget gammel eller meget syg, hvis man skal blive rigtig syg af det.
-Ligesom oldemor.
-Ja, ligesom oldemor. Men der er heldigvis en masse mennesker, der passer på hende, så hun er i gode hænder.
-Kan vi også få corona?
-Ja, det kan vi faktisk godt. Det er bare ikke farligt for os.
-Nå, det var godt. Skal vi så ikke lege taxa på vej ned i skolen?
-Jo, det kan vi godt.
-----
Jeg var glad for, at jeg formåede at pakke min egen irrationelle bekymring væk, da jeg skulle svare på hans spørgsmål. For selvom det er sindssygt, at den smittede er en af mine bekendte fra fodboldholdet, er det jo ikke noget at gå rundt og være ægte bange for. Corunavirus er farlig, hvis man er gammel og syg, og slår ikke nær så mange mennesker ihjel som influenza, som de fleste af os har lært at leve med. Og når verden er på den anden ende lige ny, skyldes det formentlig, at der er tale om en ny meget smitsom sygdom, som vi ikke har lært at forholde os til. Ifølge flere sundhedseksperter er det ikke usandsynligt, at vi om en årrække kommer til at tale om corona som en helt almindelig sygdom på linje med forkølelse eller influenza.
Men lige nu fylder det sendefladen, og jeg er glad for, at min søn ville tale om det, og jeg er også glad for, at han hurtigt ville tale om noget andet. For det viser mig, at han ikke er panisk angst for noget, som han slet ikke behøver bryde sit lille hoved med. Jeg har på det seneste hørt om begrebet klimaangst, hvor børn er så bange for klodens tilstand, at de tror, jorden går under, og at der slet ikke venter dem nogen fremtid. Og når jeg tænker på, at børn kan blive så bange for noget så abstrakt som global opvarmning, hvor bange kan de så ikke blive for en virus som denne, hvor man konstant bliver bombarderet med nye dødstal, maskeklædte mennesker og sundhedspersonale med dybe bekymringsrynker?
Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi taler med vores børn om Coronavirus, for de kommer til at høre om det alligevel, og jeg tror det er rigtig vigtigt, at vi griber fat i nogle enkelte fakta, som vi bliver ved med at gentage (lidt ligesom politikerne). ”Man skal være gammel eller syg før det er farligt, der er meget få, der bliver alvorligt syge” og ”når alle går så meget op i det lige nu, er det fordi lægerne rigtig gerne vil opfinde en god medicin.” For det nogle stærke billeder, der florerer netop nu. Og det er et emne, der appellerer til børnehjerner, fordi alle børn ved, hvad det vil sige at være syg.
Så jeg tror, man tage snakken. Men lade være med at piske en stemning op. Det skal resten af verden nok sørge for at gøre.
Tak fordi du læste med.
Hvis du mener noget om emnet, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Σχόλια