#49 Man skal savne sine børn


Foto: Unsplash.com


Jeg savner ikke mine børn, når jeg er væk fra dem i et par dage. Jeg ved ikke hvorfor. Nu har jeg efterhånden oplevet mange gange at holde weekend, eller at de er på miniferie hos deres bedsteforældre, og jeg har endnu til gode at mærke følelsen af savn. Jeg når det simpelthen ikke. Jeg har også prøvet at være af sted sammen med andre mennesker, også min kæreste, der relativt hurtigt siger ting som: ”Nå, nu begynder jeg da også at savne dem” eller ”det bliver da også meget rart at komme hjem igen”. Sådan har jeg det ikke. Jeg har det mere sådan, at det er sgu da meget fedt at vær lidt ”hjemmefra”, og jeg kunne da sagtens tage et par dage mere, hvis det skulle være.


Måske skyldes mit manglende savn, at jeg er så meget sammen med dem på hverdage, at jeg i højere grad end andre har brug for luft og oplever det som befriende at have nogle dage helt uden børn. Jeg synes i hvert fald, det er rart, at vi herhjemme i udgangspunktet ikke har kontakt med børnene, når vi er væk fra dem- med mindre selvfølgelig, at der opstår en krise, og de har akut behov for at tale med os. Så man lige kan mærke den der følelse af ansvaret, der letter og friheden der vender tilbage. Så man i en periode kan gøre præcis som man vil – uden at skulle tænke på andre menneskers behov.


Jeg har også overvejet, om mit manglende savn skyldes, at jeg generelt ikke er særlig god til at mærke ubehagelige følelser. At jeg skubber dem væk. Når jeg tænker tilbage på min barndom husker jeg ikke at have savnet ret meget, selvom jeg har været igennem et par skilsmisser, et par bedstefædres død og par brutale teenagebreakups, som måske burde have gjort mig til en mester i savn, men måske har gjort mig til en mester i savn-ignorance i stedet.


Jeg har også overvejet, om andre mennesker overdriver, når de siger, hvor meget de savner deres børn efter at have været væk fra dem i et døgn eller mindre. Måske fordi de har brug for at være sådan nogle der savner eller sådan nogen, der savnes. Savn er trods alt en rimelig massiv kærlighedserklæring, og det er jo på en måde ret fedt at være savnet, ligesom det at savne jo også er et tegn på, at ens liv giver mening. At man har noget eller nogen at leve for.


Jeg kan under alle omstændigheder mærke, at det er kontroversielt, når jeg siger til folk, at jeg ikke savner mine børn, når jeg er væk fra dem. De kigger lige en ekstra gang for at se, om jeg laver sjov, eller om jeg virkelig mener det. Der synes at eksistere en stærk uskrevet norm om, at man ret hurtigt skal savne sine børn og også gerne italesætte savnet, så alle kan forstå, at man er en normal far med helt normale følelser. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor tabuiseret det må være, hvis man er en ikke-savnende mor, der efter et par dage i et sommerhus med de gamle veninder kommer til at sige ”Gud, det er egentlig sjovt, nu har jeg været hjemmefra i tre døgn, og jeg kan mærke, at jeg har mere lyst til et par dage mere med rødvin, end at skulle se mine børn igen ”


----


Nå, men nu tror du måske, jeg er en følelseskold betonfar, der slet ikke gider være sammen med sine børn og hellere vil holde weekender og miniferier hele året rundt. Men her tager du heldigvis gruelig fejl. Der sker nemlig altid det forunderlige, at når jeg ser mine børn igen efter et par dages adskillelse, ja, så kommer jeg til at smile stort og mærker en fysisk trang til at kramme dem og tale med dem og læse bøger for dem, som om min krop siger til mit hoved, at de her små væsener i grunden er ret fede at hænge ud med. Og være tæt på. Men jeg oplever det altid først, når jeg kommer hjem. Aldrig mens jeg er af sted. Måske skyldes det, at jeg i virkeligheden er i stand til at savne dem, men bare gør det på sådan en forkrampet voksenagtig måde, hvor jeg ikke lader følelsen få plads og i stedet går rundt og siger til mig selv og andre, ”at jeg slet ikke savner mine børn, når jeg er væk fra dem i et par dage”. Hvis det virkelig forholder sig sådan, vil jeg kunne lære utrolig meget af mine drenge, der er gode til at mærke og sætte ord på savn, ligeså snart de mærker det. I sidste weekend, da jeg var af sted et par dage, gik den lille åbenbart rundt og sagde: ”Jeg elster min baba, jeg elster når min baba kommer hjem” og den store sagde: ”Nu skal han komme hjem. Han skal bare ikke være væk en dag mere”. Ja, der kan man da tale om at have noget rart at komme hjem til.


Tak fordi du tog dig tid til at læse denne uges indlæg om børneopdragelse i Danmark i dag. Hvis du mener noget om emnet, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen. Det kunne være så hyggeligt.

0 visninger