#52 Coronadagbog: Snobrød og børnebreaks






Lørdag d. 21/3 kl. 12:21

Hver gang jeg ser en gammel, tænker jeg: ”Hvad pokker laver du ude på gaden? Det er jo livsfarligt. Ved du ikke, at du lige om lidt kommer til at røre ved en liter mælk, som en smittet har rørt ved, og at det er den direkte vej til intensiv? Du burde ligge under dynen og vente på, at alt det her driver over.”

Og hver gang jeg ser en ung, tænker jeg: ”Er du mon en af dem, der ikke respekterer påbuddene og samles med andre unge, fordi ingen åndssvag virus skal anfægte jeres nedarvede ret til at drikke jer stive? Eller er du en af dem, der retter ind og opfører dig ansvarligt, fordi du har respekt for autoriteter eller bare er godt opdraget? Eller er du en af dem, der er en tand for angst, fordi du er psykisk sårbar i forvejen og ikke lige har brug for en verdensomspændende epidemi til at ryste dit i forvejen skrøbelige sind?

Mår jeg ser en børnefamilie, overvejer jeg, om de ligesom os har droppet legeaftaler og isoleret sig, eller om de stadigvæk tager på kommunale legepladser, fordi de holder fast i fortællingen om, at børn ikke særlig tit bliver smittede. Eller om de lader deres børn se deres bedsteforældre, fordi de bilder sig ind, ”at nu har vi gået en hel uge uden symptomer, så nu kan vi jo ikke være smittede."

Jeg er med andre ord begyndt at måle alle op mod coronaen, og jeg noterer mig, at alle andre gør det samme. Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind i et supermarked for at købe mælk og toiletpapir, kan jeg mærke, at stemningen er helt og aldeles forandret. Vi koncentrerer os. Vi anstrenger os. Vi har forstået, at der skal være 1-2 meter imellem os, og vi gør vi os demonstrativt umage for at holde afstand. Indimellem ser man folk, der gipper, fordi et menneske kom for tæt på, eller man oplever improviserede undvigemanøvrer, når to vogne ved en fejl har fået kurs mod hinanden. Jeg har også oplevet her i sommerhusområdet, at et ældre ægtepar nærmest sprang ind i en hæk, da de opdagede mig og min børneflok komme rundt om det nærmeste hjørne. Paranoiaen har, modsat coronaen, frit spil, og vi skyr hinanden som spedalske, hvilket åbenbart er lige det, der skal til.

----

Nå, men udover at vi som familie holder afstand til vores spedalske medborgere, er vi gået i gang med at pusle om vores egne navler her i sommerhuset. Man skal jo også leve, når pandemierne raser, og vi er begyndt at få etableret noget, der minder om en hverdag. Min kæreste og jeg arbejder og passer børn skiftevis, og indtil videre er vi velsignet med hundredvis af timers kold sol, så meget af formiddags- og eftermiddagstiden foregår i det fri. Og hvor er det bare meget rarere at køre hjemmearbejde og hjemmeskoling i et sommerhus med en kæmpe grund end i en tæt bebyggelse i Roskilde. Der er ganske enkelt længere mellem menneskene, og i en tid, hvor smitten ligger på lur allevegne, er det virkelig rart at kunne sende sine børn udenfor og være sikker på, at de udelukkende møder hinanden. Det betyder også, at forældrene kan sænke skuldrene noget mere, og det er som om naturen har en healende effekt, fordi den insisterer på at blive ved med at være, som den altid har været. Der skal mere end en pandemi til at få græsplænen til at stoppe med at gro.

Og så må vi leve med, at enkelte lokale sender os skulende blikke og ønsker og hen, hvor peberet gror med alle vores børn og al vores corona.

Søndag d. 22/3 kl. 12:09

Jeg tror, mange af os veksler mellem at tro, at vi selv er syge: ”Jeg føler mig lidt varm” og ”er min hoste ikke anderledes end den plejer” og så tro, at alle de andre er det: ”Jeg skal uden om ham der” og ”står den kvinde ikke væsentligt tættere på mig, end hun burde.” Jeg har besluttet mig for at lytte til ham der ”Peter forever tv-læge”, der siger, at man bare skal betragte sig selv som smittet og så sørge for ikke at komme i nærheden af nogen, man ikke er i familie med. De næste to måneder!

Der er i det hele taget meget dem og os-tænkning i sådan en pandemi. De smittede og de ikke-smittede. De nordlige lande og de sydlige. Danskerne og svenskerne. Amerikanerne og europæerne. De gamle og de unge. Kontraster og dilemmaer træder frem, og svaret på rigtig mange spørgsmål synes at være protektionisme og isolation. Når et land skal beskytte sig, lukker det grænserne og holder krampagtigt fast i respiratorerne. Jeg synes, det er vildt, så hurtigt EU blev irrelevant, da sygdommen ramte kontinentet. Ingen tænkte på italienerne som vores europæiske brødre, ligesom det ikke kunne falde os ind at låne sundhedsudstyr til svenskerne, hvis de skulle finde på at spørge. På den yderste dag tænker det enkelte land kun på sig selv, eksemplificeret ved, hvordan vi sidder og ser og vurderer hinandens strategier og dødstal, og selvom vi selvfølgelig ikke håber på død og tragedier i andre lande, så er vi da mange, der håber, at den danske strategi er den ”rigtige”. For et dansk menneskeliv er åbenbart meget mere værd end et tysk eller et svensk i en vanvittig situation som denne. Dem, der troede, at nationalstaten var under opbrud, må nu have lært, at det var den så ikke alligevel.



Foto: Unsplash.com

Mandag d. 23/3 kl. 12:37

Vi lavede snobrød i går. Gu gjorde vi så. Den ældste havde plaget om det længe, og eftersom vi er i sommerhus med sol og natur og bålplads og være-sammen-med-andre-forbud, kunne vi pludselig ikke finde på flere undskyldninger. Og så gik vi ellers i gang. Med at konstatere at bålpladsen ikke duede, så vi måtte bruge en grill. Men pyt med det. I gang med at finde pinde, som så skulle snittes med en sløv køkkenkniv, fordi vi ikke havde en udekniv. Og så et lille skænderi om, hvordan man tænder bål i en grill, mens man har snobrødsdej på fingrene. Og så nogle pølser ind i noget dej og noget dej på nogle pinde og ind over noget bål. Men hvor var børnene nu? Nå, de var gået i gang med en leg og gad alligevel ikke lave snobrød. Men kom nu lige og prøv, unger. Synes I virkelig, det er så kedeligt? Nå, okay. Ja, så smut bare tilbage og leg. Og så pakkede vi ellers sammen og gik ind igen, for det var i virkeligheden også for koldt, og så smed vi vores forkullede dejklumper i ovnen, så de modsat normale snobrød måske kunne blive spiselige. Men det blev de nu ikke. De smagte stadig af dej indeni og brændt brød udenpå.

Men det er coronakrisen, der får os til at gøre ting, vi ellers ikke ville have gjort. Vi ville aldrig have lavet snobrød, hvis ikke coronaen havde fået os til at løbe tør for aktiviteter. Vi ville heller ikke have spillet så meget bordtennis eller gået så mange ture nede ved vandet. Vi ville i det hele taget ikke have været så meget udendørs, hvis ikke coronakrisen havde sendt os ud, så der kunne blive ro til skypemøder inde i sommerhuset. Det betyder, at vores bybørn får en kæmpe dosis natur, som gør dem rødkindede og stagetrætte, så de falder i søvn omtrent samtidig med at deres hoveder rammer puderne. Coronaen fører til nye bevægelser og nye typer adfærd, og jeg er spændt på at se, hvad det fører til på den anden side (altså ud over recession, social uro og massearbejdsløshed).

Mette har lige indkaldt til pressemøde kl. 15.

Tirsdag d. 24/3 kl. 7:39

Hun havde kun småting med til os i går. Det havde vi også regnet med. Hvis man virkelig vil have folk til at rykke, holder man møder om aftenen og engagerer dronningen og laver massive kampagner i medierne. Her var det programsat til klokken 15 på en mandag, hvor mange var på arbejde, og man havde inviteret bipersoner som Jakob Bundsgaard og Stefanie Lohse med, mens vores normale hovedrolleindehavere Brostrøm, overpolitimand og rejsefyr stod i beggrunden og nøjedes med at observere.

Landet bliver lukket frem til påske, hvilket i denne tid er absolut forventeligt og en meget blid udmelding. Det ville have været breaking news, hvis hun havde sendt børnene i skole på mandag, mens en nedlukning til første maj ville have været hård for moralen. Altså totalt forventelig udmelding, og de store historier er nu, at man ikke skal fejre påsken med familien, og at Danmark er ved løbe tør for håndsprit og masker, som vi også kalder værnemidler (som er et underligt nyt ord, der ligger lidt for tæt op ad værnemager).

I England har jeg lige set, at Boris har lukket ned. Han havde ellers i lang tid kørt efter 2. Verdenskrigsmantraet ”ceep calm and carry on”, men nu gør han altså ligesom alle de andre lande. Bare med et par ugers forsinkelse. Det næste bliver vel, at ham den svenske sundhesdsgeneral også opdager, at der er en pandemi i gang.

Onsdag 25/3 kl. 07:45

I dag skal vi hjem fra sommerhuset igen. Jeg tror, jeg vil arbejde for at skabe nogle lufthuller til min kæreste, så hun også kan få nogle små breaks uden børn. Jeg tager næsten altid en time om eftermiddagen, hvor jeg cykler eller går en tur eller spiller med en bold, fordi jeg bare ved, jeg har brug for det. Det var Karl Ove Knausgård, der inspirerede mig, da han i en af Min Kamp bøgerne beskrev, hvordan han hver eftermiddag gik ned på en café for at læse eller stirre ud i luften, fordi det var nødvendigt for ham med en pause - for at samle energi til resten af dagen. Så det har jeg ligesom taget til mig. Altså ikke på hverdage, hvor det er umuligt, men i ferier og åbenbart også under pandemier. Men min kæreste gør det ikke. Hun hjemmepukler om dagen, og når hun har fri, tager hun sig af alle vores andres behov, så hun aldrig når at mærke, hvad hun selv har brug for. Og det er ikke så godt. Vi kan nemlig bedst lide, når hun har det godt, så jeg tror, jeg vil bruge de næste dage på at tvinge hende til at gøre nogle flere gode ting for sig selv.

Det har faktisk været en rimelig blid coronamorgen. Bevares, der er et hav af døde i Italien og Spanien, og der er vedtaget nogle trilliardstore hjælpepakker rundt omkring, men den slags er jo ikke breaking news i en tid, hvor coronaen har besluttet sig for at fucke rimelig meget rundt med normalitetsbegrebet.

Tak fordi du læste med.

75 visninger