#56 Coronadagbog: Humørsvingninger


Alligevel ret fedt at have et band til at spille i baghaven


Søndag

Jeg bliver glad, når jeg får besøg af et band, der bringer musik ud og skaber glæde i en tid, der mest er præget af dybe panderynker. Folkemusikanterne fra B-Siden har gjort det til deres speciale at bringe musik ud under coronakrisen, og jeg ringede til dem i søndags, fordi jeg trængte til at opleve noget anderledes og positivt, og fordi det føltes forfriskende med en dag, der ikke mindede om den i går eller den i morgen. Og det virkede præcis efter hensigten. Klokken ti minutter over ti stillede fire spillemænd sig op foran vores hus med et menukort, og så kunne vi i bedste pizzariastil vælge, hvad vi helst ville have. Jeg valgte en nr. 4 med ekstra tamburin, og min kæreste tog en nr. 5 og en nr. 8, og så begyndte de ellers at spille. Og hvor var det fedt at blive suget ind i universer om lystfiskeri og eventyr og blive mindet om, hvad kulturen kan, og hvilken kraft der gemmer sig i livemusikken. Men mest fascinerende var det at se, hvordan naboerne åbnede vinduerne og stillede sig ud på altanerne for at følge med på afstand. Som om lyden af instrumenter vækkede nogle sanser, der havde sovet alt for længe, og hvis der ikke havde været forsamlingsforbud for mere end ti personer, kunne de her drenge have forført hele Roskilde med deres smittende livsglæde (ja, den slags kan også smitte) og gode dansksprogede sange. Jeg tror, de har fat i noget stort, og nu er jeg den første, der har sagt det (det er fordelen ved at have sin egen blog).

Mandag

Jeg bliver lettet, når jeg igen kan undervise mine studerende, selvom det er på en tåbelig computerskærm og slet ikke det samme som at være der selv. I dag kunne jeg for første gang aflevere begge børn i institutioner og tilbyde noget, der bare minder en smule om traditionel undervisning. Og det var faktisk en overraskende god oplevelse at høre deres stemmer og se deres små ansigter i det store virtuelle møderum. Flere af dem havde haft det hårdt, kunne jeg fornemme og savnet undervisningen mere, end jeg havde troet. Og det fik mig til at tænke over, hvor brutalt det er for mange, især de særligt sårbare, når hverdagen fra den ene dag til anden bliver slået i stykker. Og det fik mig også til at tænke over betydningen at menneskeligt samvær. Jeg anede ikke, at jeg havde savnet at undervise de studerende, men da jeg mærkede nærværet, blev jeg pludselig bevidst om det. Coronakrisen udsætter os for en masse besynderlige ting, som vi sikkert først kender konsekvenserne af om lang tid, når vi er kommet over på den anden side.

Tirsdag

Jeg bliver vred, når jeg læser om en mor, der ikke kan forstå, at man aflyser afgangsprøverne i 9. klasse og en kørelærer, der ikke synes, det kan være rigtigt, at vejledningerne fra sundhedsstyrelsen først ankommer et døgn, før de liberale erhverv genåbnes: ”Halloooo. Har I ikke opdaget, at den spanske syge og pesten og spedalskheden er vendt tilbage i ny forklædning? Og har I ikke fattet, at der findes hensyn lige nu, som er langt vigtigere end jeres børns og jeres elevers kørekort? Og har I ikke bemærket, at politikerne og embedsmændene laver forandringer på få dage, som det normalt tager år at gennemføre? Så kan I ikke prøve at udvise en lille smule forståelse for, at klaveret ikke spiller hundrede procent fejlfrit? Man aflyser ikke afgangsprøverne i dansk og matematik, fordi man har som ambition at pille livslysten ud af en generation, som åbenbart havde glædet sig usigelig meget til at komme til eksamen. Og lad mig berolige dig, lille forurettede mor: Dine børn skal nok prøve at komme til eksamen ude i fremtiden. Det kan hverken coronaen eller klimaforandringerne forhindre. Og lad mig også berolige dig, lille ophidsede kørelærer: Selvom du synes, det er dejligt med tydelige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, er det ikke ulovligt at tænke selv i mellemtiden. Og jeg kan da komme på en seks/syv tiltag, man kan indføre for at begrænse smitterisikoen i en personbil, og jeg har ikke engang din uddannelse. Så mon ikke det går alt sammen? Også selvom myndighederne ikke kunne sende dig en detaljeret vejledning i samme sekund, som du havde brug for den. Jeg bliver vred, når jeg mærker egoismen og skyklapperne træde frem i en tid, hvor der er behov for, at vi alle sammen trækker vejret og tilsidesætter vores egne umiddelbare behov.



Foto: Unsplash.com

Onsdag

Jeg bliver ked af det, når Kåre Mølbak siger, at vi måske skal holde afstand et helt år endnu. Jeg synes, det var okay de første par uger, men tanken om, at det bliver ved, og at der måske heller ikke kommer nogen festivaler, fyldte fodboldstadions og koncerter til næste år, hvis der ikke bliver opfundet en vaccine, er en stor kamel at sluge (ud over massearbejdsløsheden, recessionen og alt det andet vi render rundt og sluger i disse uger). Det kan lige gå an, så længe solen skinner, og Philip Faber stadig er eksotisk, men forestil dig en regnfuld oktober- og novemberdag, hvor man skal gå og døje med den her virus. Heldigvis læste jeg en opfølgende artikel, hvor Kåre Mølbak modererer sine udtalelser og siger, at der stadig er et hav af ubekendte. Måske finder man en kur, måske udvikler man en vaccine, måske driver det over som en influenza, måske muterer den og bliver mindre farlig. Der kan ske en hulens masse ting, så lad lige være med at melde sådan ud en anden gang, Kåre Mølbak. På forhånd tak.

Torsdag

Jeg bliver frustreret, når Flixbus (dem som kører med propfyldte busser mellem Aarhus og København) tror, at vi vil godtage deres dybfølte undskyldning, som først kommer efter adskillige henstillinger og advarsler fra eksperter og epidemiloger og til sidst et direkte påbud fra transportministeren. Jeg har ikke selv læst deres undskyldning, men jeg forestiller mig, at den må lyde nogenlunde sådan:

Kære Danmark

Jeg hedder Flixbus og er verdens dummeste busselskab. Jeg vil gerne undskylde mange gange, at jeg var ligeglad med danskerne, da epidemien kom, og at jeg vurderede, at det var bedre at fokusere på indtjeningen end på smittefaren. Det skyldes, at jeg er rundet af en kultur, hvor profit er langt vigtigere end mennesker, og at jeg generelt ikke føler noget ansvar for de omgivelser, jeg kører rundt i.

Men nu kan jeg forstå, at det ikke længere er lovligt at proppe 82 sveddampende aarhusianere ind i en bus for at sende dem på weekend i København, og derfor kommer jeg med denne dybfølte undskyldning. Og det er bestemt ikke sådan, at jeg ikke vil erkende mine fejl. Jeg har bare et princip om, at jeg først gør det, når nogen siger, jeg skal.

Venlig hilsen

Flixbus (Et smittende bekendtskab)

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg hver fredag de næste 16 år og husk også, at siden ikke findes på sociale medier, hvilket er så usædvanligt, at det nærmest bliver lidt spændende.

97 visninger