Jeg er faktisk ikke særlig vild med børn på restauranter. Hvis jeg er ude at spise med min kæreste og kommer til at sidde ved siden af en småbørnsfamilie, er det ikke sådan, at jeg tænker: ”Yes, hvor fedt. Nu får jeg mulighed for at vise, hvor god jeg er med andres børn” eller ”det er jo kun hyggeligt med lidt liv under middagen”. Jeg er mere sådan en, der kigger mig omkring efter andre borde og overvejer, om det er uhøfligt at rykke væk.
Derfor er jeg heller ikke vild med at have mine egne børn med på restaurant. Jeg føler mig til eksamen. Jeg tror, at alle fokuserer på mine børns adfærd og opførsel, ligesom jeg fokuserer på andres. Og derfor bliver jeg anspændt og overopmærksom, og eftersom jeg har en treårig, der arbejder med trods og ”kunsten at overskride sine forældres grænser”, kan det blive noget værre rod. Det kan føre til scener, hvor jeg hviskeråber ham ind i hovedet: ”At nu opfører du dig ordentligt, ellers er der ikke nogen dessert” eller ”Hvis du nogensinde opfører dig sådan igen, kan vi aldrig mere tage på restaurant”. Indholdsløse og effektløse trusler leveret i ren desperation.
I sommerferien fik vi rig lejlighed til at træne ud-at-spise-disciplinen, og det startede ret dårligt. Vi skulle spise frokost på en udendørsrestaurant og var kommet rimelig tidligt, som vi altid gør i håb om at have stedet for os selv, og der var da heller ikke et øje. Men så fik den ældste lyst til at lege redningsaktion med nogle stole, og det var den lille med på, og så arbejdede de sig ud i den zone, hvor man som forælder er i tvivl, om det er okay, eller om det er lidt for larmende. Men der var jo ikke et øje. Og så var de da beskæftiget så længe. Men så kom kroejeren, og vi måtte kalde dem til orden. Men så ville den lille lege med den store, mens den store ville være i fred. Og så blev den store sur, fordi vi bad ham tage hensyn til den lille, og den lille begyndte at græde, fordi den store ikke ville lege. Og så sad vi der med to grædende børn, men så kom tjeneren heldigvis med sodavand. Men nu ville de pludselig ikke have sodavand. Sodavand, som plejer at være en attraktion på linje med juleaften, men nu var de pludselig ligegyldige. Eller nærmest åndssvage. ”Jeg vil ikke have noget! Jeg vil hellere have cola! Jeg vil hjem til Roskilde” Og sådan blev det ved. Og selvfølgelig kom der to mennesker fra ”vores børn fik ikke lov til at skabe sig på den måde- generationen og satte sig ved bordet ved siden af, så de kunne følge alle vores bevægelser, og det sker hver gang, jeg er på restaurant. Der er altid mennesker af den snerpede slags, der sætter sig i en vinkel, hvor jeg kan se deres hovedrystende ansigter og himmelvendte øjne. Og så bliver jeg rød i hovedet og ekstra opmærksom på børnenes opførsel, samtidig med at jeg bliver bange for, at vi er blevet dem, folk snakker om på vej hjem i bilen: ”Ej, så du som de unger skabte sig henne på restauranten? Deres forældre kunne jo slet ikke styre dem.”
----
Og lige præcis i sådan en situation – i restaurantsituation - ville det sgu være meget fedt med nogle knap så ”demokratiske” børn, som ikke havde behov for hele tiden at komme med deres mening. Ja, det ville faktisk være fedt med nogle børn, som tænkte: ”Når far hæver stemmen på denne måde, så ved man, at det gælder om at rette ind og tie stille. For far er en autoritet, og fars ord er lov, så nu skal jeg godt nok sørge for at være sød.”
Og den gang jeg var barn, var det faktisk sådan. I slutfirserne var der mere pisk en gulerod, og vi blev proppet ind i røgfyldte biler, og de voksne sagde ting som: ”Du skal spise op” og ”kun med kniv og gaffel” og ”du har bare at blive siddende ved bordet”. Og jeg ved godt, at det er en god ting, at børn i dag er i kontakt med deres følelser og alt det der. Det er sådan noget, jeg selv prædiker, når jeg taler med folk om børneopdragelse, og det er også sådan noget, jeg har skrevet om i denne her tekst, hvor jeg praler med, at mine børn får lov at slå i puder, når de vrede. Og jeg ved også godt, at jeg normalt synes, at det er fedt, at middagen er en rar begivenhed, som er forbundet med glæde og tilvalg, og jeg har selv erkendt, at min kæreste har fat i den lange ende, når hun insisterer på, at aftensmad skal være noget hyggeligt, hvor det er okay, hvis man kun har lyst til at sidde ved bordet i et par minutter. Og hvor det er okay, hvis der er noget mad, man ikke kan lide. Jeg bakker jo op om det. Jeg er enig. Mad skal være noget rart, en oplevelse, og børnene skal have et afslappet forhold til det. Og jeg kan derfor også godt forstå, at børnene har svært ved at forstå, at der pludselig gælder andre regler, når vi er på restaurant. Pludselig skal de ikke have et loose forhold til mad. Pludselig skal de ikke nøjes med at spise det, de har lyst til, og pludselig må de ikke gå fra bordet efter to minutter, fordi de er for udmattede til at sidde stille. Pludselig skal de kunne sidde stille. Spise med kniv og gaffel og spise alt det, der er på tallerkenen. Pludselig gælder der helt andre regler. Og jeg kan da godt forstå, at det er forvirrende for dem.
Men derfor ville det godt nok være rart med noget autoritetstro alligevel.
---
Nå, men vi besluttede os for at tage gøre os umage og indledte en ud-at-spise-træningslejr. Vi talte med dem, forklarede dem vigtigheden af god restaurantopførsel, hvorfor det er vigtigt at tage hensyn til andre mennesker, hvorfor det er anderledes, når man er ude frem for hjemme. Og så tog vi dem med igen. Til et nyt sted. Til en rigtig aften-middag, hvor alle forudsætninger for katastrofe var til stede. Stangtrætte hoppeborgsnedslidte børn og to nervøse forældre. Det burde være dømt til at gå galt.
Men så gik det faktisk fint. Pludselig kunne de sidde og hygge sig og konversere og være deres mest sympatiske, og man kunne jo tro, at det skyldtes træningslejren, og det håber jeg da også, at det til dels gjorde. Men det skyldtes i høj grad også en indskydelse, vi fik få minutter, inden vi skulle ud ad døren. Nemlig at tage et spil kort med. Begge børn elsker at spille UNO med os, og måske ville det gøre processen bedre, hvis vi kunne foretage os andet, mens vi ventede på maden end kun at sidde og holde øje med ”den forbedrede eller forværrede evne til at deltage i restaurantbesøg på tilfredsstillende vis”. Og det var åbenbart lige præcis det, der skulle til. Pludselig vidste børnene, hvad de skulle foretage sig, og ventetiden med de voksne blev noget hyggeligt, som vi var fælles om.
I resten af ferien havde vi konstant et kortspil på os, og selvom jeg ville ønske at jeg havde fundet en grundlæggende pædagogisk formel for god børneopførsel på restauranter, må jeg bare i dette tilfælde blive i de mere overfladiske luftlag og foreslå, at man altid medbringer et kortspil, når man skal ud at spise med sine børn. Så går middagen (eller i hvert fald ventetiden) som en leg.
Tak fordi du læste med.
Hvis du også har prøvet at gå på restaurant med små børn eller kender nogle der har, er du meget velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Fredag d. 24/7 var jeg i øvrigt i Go´aften Live og tale om, hvordan mange forældre kommer til at falde ind i de traditionelle kønsroller. Du kan se en del af indslaget her.
Comments