#8 Søndagsbjerget

Regnen plasker i mod ruden. Det bliver bare ved. Jeg har drukket så meget kaffe, at jeg umuligt kan drikke mere, og klokken er kun 7:42. Det bliver en lang dag. Drengene leger egentlig fint med hinanden, men hvad i himlens navn skal jeg lave? Jeg har allerede læst avisen. Jeg har også surfet på de sider, jeg plejer at besøge: Altinget, bold, DR, Politiken, SIF, Information, Gaffa, hele dynen. Jeg orker ikke en tur mere, der sker heller aldrig noget om søndagen, og klokken er kun 7:52. Det er håbløst. Jeg kan selvfølgelig give mig til at lege med drengene, det ved jeg, de vil blive glade for, men jeg orker det ikke, og de hygger sig også fint. Jeg kunne også gøre rent, men jeg gider ikke, og her er ikke rigtigt beskidt, så det ville føles åndssvagt.


Hvis det var solskin, kunne vi gå på skaterbanen, og jeg kunne købe en croissant og en filterkaffe på risteriet, og måske ville vi møde naboen, der var ude med hunden, og så kunne vi sætte os på en bænk og tale om parkeringsforhold og vejret, mens børnene kunne lege ved jordbunken og tiden flyve af sted. Eller vi kunne tage på piratlegepladsen, og den ældste kunne hoppe på trampolin, og den yngste transportere sand, mens jeg kunne læse avisen, og før vi så os om, ville der være gået en time, og jeg ville spørge, om vi ikke skulle gå hjem, og de ville sige nej, og så ville jeg lige give dem ti minutter mere, mens jeg skimmede kultursektionen, som jeg ellers aldrig når at få læst. Og det ville være hyggeligt. Og når vi så kom hjem, ville min kæreste være stået op og spørge, hvor vi havde været henne, og hun ville synes, det lød dejligt, og hun ville sige, at det havde været skønt at sove længe i et stille hus, og jeg ville kunne se på hende, at hun havde fået masser af energi til resten af dagen. Og så ville det blive frokost med middagslur til den lille og giro 413 og karrysild og Liga på P3 og vupti ville hele dagen være gået, og vi ville blive enige om, at det havde været en dejlig søndag.


Men sådan er det ikke i dag. Klokken er 8:12, det er søndag og regnen plasker stadig ind på vinduet. Og vi er fanget indendørs. Og vi har ingen morgenrutine. Ingen nu-skal-der-smøres-madpakke-og-børstes-tænder-og-pakkes-taske-afbræk. Ikke en gang en børnefødselsdag eller en legeaftale eller andet, som kan give dagen et knæk. Og jeg skal ikke mødes med nogen eller på stadion og følge FC Roskildes heroiske kamp mod matchfixing, konkurs og nedrykning. Og sige hej til Jørgen og Benny og mine andre perifere bekendtskaber. Og jeg skal ikke en gang arbejde, så jeg kan trække mig tilbage senere på dagen og sige: ”Jeg bliver altså nødt til at rette de her opgaver til i morgen”, mens jeg i virkeligheden læner mig tilbage, arbejder uhyre langsomt og nyder at have et par timer i mit eget selskab.


Jeg skal ingenting. Ikke andet end at bestige søndagsbjerget i selskab med mine drenge. Og selvom det er livsbekræftende at være sammen med dem, er der bare noget demoraliserende ved udsigten til at skulle være sammen tolv timer i træk uden mulighed for at kunne gå ud. Med næsetørring, tøjvaskning, konflikter, træthed, oprydning, trøstning, mere træthed, affodring, spildt mælk, spontane udbrud, tunge bleer og putninger. Det forekommer uendeligt, selvom jeg godt ved, at det vil føles anderledes, når vi kommer længere frem i programmet. Det vil opstå lommer, som nu, hvor de leger harmonisk og er ved at bygge en hule henne ved spisebordet, og der vil være pauser omkring middagsluren, ligesom det formentlig heller ikke vil regne non stop hele dagen, selvom det unægtelig ser sådan ud lige nu, hvor klokken har passeret 8:29.


Selve følelsen af uendelig søndag har jeg først stiftet bekendtskab med, da jeg blev familiefar. Tidligere var søndag en frihedsdag, melankolsk ja vist, men fyldt med spontanitet og muligheden for at gøre præcist, som man ville. Og pleje tømmermænd og komme på benene, når det passede ved 10-11 tiden. Som familiefar er søndagen blevet en dag, hvor det handler om at skabe struktur og finde på aktiviteter for sig selv og børnene. En søndag uden projekter er et uden-for-kategori-bjerg, og derfor handler det om at finde på noget at lave. Besøge nogle venner, tage i skoven, på stadion, gå på en legeplads eller cafe.


Og skulle man have mest lyst til bare at slappe af og lave ingenting, kan man godt glemme det. Så skal børnene nok sørge for, at man kommer til at længes efter hverdagen og det at sidde i et forsinket DSB-tog og kigge ud ad vinduet eller lige blive hængende i kantinen ti minutter længere. For små børn har absolut ingen forståelse for forældre, der har lyst til at ligge på sofaen en hel dag. Og det er også derfor, det ikke kan betale sig at drikke sig fuld, når man har små børn. Og det er også derfor, at mange småbørnsforældre forsigtigt hvisker til kollegaen, ”at det faktisk er meget rart at komme på arbejde og slappe lidt af”.


Heldigvis ved jeg fra den store, at opmærksomhedsbehovet damper lidt af, når barnet nærmer sig de tre år. Så er det som om, man vinder lidt af det tabte land tilbage. Og hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg allerede om et års tid se frem til en søndag, der ikke starter klokken 5:30, og hvor det ikke nødvendigvis kræver flere kopper stærk kaffe bare at få kroppen til at gå i gang. Og hvis jeg er rigtig rigtig heldig, vil søndag-uden-planer igen blive noget jeg ser frem til som en dag, hvor alle i husstanden kan få lov til at lave det, de allerhelst vil- selvom det også bare er at ligge på sofaen en hel dag og lave ingenting.


58 visninger