#82 Vis mig din skolemælk


Tegning: Brit Landling

-Hvorfor får man egentlig mælk i folkeskolen?

Sådan spurgte en far mig forleden, da vi stod og så vores sønner spille fodbold, og min umiddelbare tanke var: Tja, det er egentlig et meget godt spørgsmål.

Og på en måde er det jo skræmmende. Både at jeg er blevet sådan en, som man helt naturligt begynder at drøfte skolemælk med, men også at jeg faktisk synes, det er spændende. Men sådan er det nok bare at være en familiefar, der nærmer sig de fyrre. Så er man nok et sted, hvor legeaftaler, søvnrytmer, flyverdragter - og ja, nu også skolemælk – får lov til at fylde noget.

Men hvad er det så med den skolemælk? Jeg kom i tanke om, at den jo faktisk også var et tema i min egen skoletid, hvor lærerne ofte sagde ting som: ”Hvem skal have skolemælk? Duksen skal huske at hente mælk. Hvem er det nu, der drikker skummetmælk?”

Jeg kan også huske, at der var en pige i min klasse, der altid fik kærnemælk, og hun spildte tit eller havde sådan et kærnemælksmælkeskæg, og jeg syntes, det var vildt ulækkert. Jeg fattede ikke, at hun kunne sidde og søbe i syrnet mælkeprodukt dag ud og dag ind. Og der var også en overvægtig dreng, der altid fik sødmælk. Og man kunne få kakao. Alligevel vildt nok. Jeg tror, jeg ville have været et lykkeligt barn, hvis jeg havde været på kakaoordningen bare en enkelt måned i min skoletid.

Men de fleste fik pasteuriseret og homogeniseret letmælk. Og så var der alle os, der ikke fik noget. Fordi vores forældre synes, det var for dyrt eller dumt eller ”det er bedre at drikke vand”. Eller dem der fik saftevand i drikkedunkene, så de blev helt klistrede og ildelugtende (altså dunkene).

Så det fyldte noget for børnene i 90’erne. Man kunne være mælkeveninder, kakaodrikkere, kærnemælkssøbere, almindelige letmælksbørn eller dem, der ikke havde lyst eller råd. Vis mig din skolemælk, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.

Men nu er er vi nået til en ny generation af skolemælkere. Nye børn med nye mælkeoplevelser. Og et helt nyt sortiment. Nu er der økomælk, Jersey skummetmælk, laktosefri minimælk og 25 andre produkter, der afspejler et langt mere komplekst samfund med sundere, mere økologiske og kræsne forbrugere.

Men hvorfor er det egentlig, at man år efter år kan få mælk ude på skolerne? Hvorfor får man ikke gulerødder? Eller skole-broccoli? Eller besøg af frugtpatruljen? Hvorfor er det, at mejerierne har eksklusiv adgang til at sælge produkter på de folkeskoler, der normalt ikke rører private virksomheder med en ildtang?

Her er mit bud:

Danmark er mælkelandet over dem alle. Vi er vokset op med Morten Korch film med køer på markerne og Shu-bi-duas ”Koen har et dejligt yver”. Vi har opfundet andelsbevægelsen, hvor hver flække havde et mejeri, og hvor mælkemanden hver morgen stillede frisk mælk på flasker foran døren. Vi har set Michael Laudrup, Egon Olsen og vores egne forældre drikke mælk, ligesom vi har fået litervis på vores morgenmadsprodukter. Hvor mennesker i andre nationer primært får mælk i det første leveår, er brystmælken for danskerne blot begyndelsen.

Og derfor har mejerierne en helt særlig position i vores samfund. Jeg forestiller mig, at der i 80’erne udviklede sig en mælkemafia, hvor bosserne i de fusionerede kæmpemejerier kløede sig i mælkeskægget og udviklede en plan for, hvordan mælken kunne bevare en helt central placering i samfundet. Og efter en ordinær brainstorm, hvor ord som morgenmad, sponsorater og konkurrencer kom på tavlen, var der pludselig en ung yuppie, der udbrød:

-Vi skal sgu da have det ud på skolerne! Så alle børn forholder sig til mælk hver eneste dag i deres skoletid.

-Hurra, råbte alle de gamle mælkedrenge, det er selvfølgelig sådan, vi kan blive ved med at skumme fløden ha ha.

Og politikerne har været til at tale med i slutfirserne. Poul Schlüter havde travlt med at feje tamiler ind under gulvtæppet, så han har sikkert sendt mælkebaronerne videre til en ung Brian Mikkelsen (jeg vil næsten tro, at han var mælkeordfører i 80’erne). Og han har syntes, det var en glimrende ide med skolemælk, for han kom jo selv fra et konservativt hjem, hvor man drak masser af mælk, fordi man altid havde gjort det. Og så har han lynhurtigt fundet sig et mælkeflertal. Og da muren samtidig faldt, og alle havde travlt med at kigge mod øst, var der ingen, der opdagede, at det pludselig flød med mælk på skolerne.

Og det er nok derfor, at situationen er blevet, som den er. Derfor at generation efter generation vokser op med, at mælk er det mest naturlige produkt i verden, og man er da lidt underlig, hvis man ikke har en liter mælk til at stå i køleskabet.

Men måske er tiden ved at være moden til forandring. Jeg ser i hvert fald veganere spire frem, ligesom jeg oplever, at havremælk er blevet et rigtigt ord, selvom det vel egentlig ikke har noget med mælk at gøre. Jeg har også hørt, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er sundt at drikke mælk hver eneste dag.

Jeg har ikke selv besluttet mig for, om jeg vil til at være kritisk over for mælk. I første omgang synes jeg det er flot, at jeg er begyndt at interessere mig for emnet.

Tak fordi du læste med.

Hvis du godt kan lide at læse om mælk, kan du jo overveje at læse denne oldgamle tekst med titlen klimamælk. Du kan også skrive en kommentar eller oprette et mælkeindlæg i Jagtstuen.

69 visninger