Mine børn får absurd meget sukker. De får yoghurt med pære og banan eller guldkorn til morgenmad. De får fredagsslik om fredagen (og lørdagen), de får tit cookies om morgenen i weekenden og så får de en hel del snacks i løbet af ugen. Det er ikke usædvanligt, at de får tigget sig til et stykke lakrids eller et bolsje om eftermiddagen, og den store får ret tit kage og slik i skolen eller SFO’en.
Det var slet ikke sådan, jeg troede, det skulle være. Jeg troede, at en barndom skulle være fyldt med grøntsager og havregrød, og at sukker var noget, man kun fik til jul og ved helt særlige lejligheder. Jeg troede, det var en vigtig og ikke-til-debat-overhovedet-opdragelsesnorm, at små børn selvfølgelig ikke skulle have sukker, som jo fremkalder både Karius og Baktus, sure tandlæger og ikke mindst overvægt og langvarige mobberier i skolen.
Men sådan ser min kæreste ikke på det. Hun insisterer på, at vi skal have et hjem med masser af lækkerier i skabet, hvor det er en reel mulighed, at man får stukket noget lækkert i hånden, også selvom man ikke en gang har bedt om det!
Jeg tror, det skyldes, at vi er rundet af noget forskelligt. Jeg kommer fra et hjem, hvor jeg slet ikke fik sukker de første tre år og derefter kun afmålte doser med en stærk koncentration om fredagen. Her blev ”hyggebakken” bragt ind foran fjernsynet, og så skulle vi ellers hygge os og spise Rittersport, franske kartofler og Matadormix, mens det blev understreget, at alle skulle holde igen med slikskålen. Hvis jeg så alligevel kom til at tage en for stor håndfuld slik eller chips, blev jeg straks bedt om at lægge det tilbage: ”Der skal jo også være noget til os andre”, var en populær formulering sådan en fredag aften. Det betød, at jeg brugte nogenlunde lige så lang tid på at kigge på slikskålen som på tegnefilmene. Hvornår måtte jeg mon tage igen? Var der ikke gået et par minutter nu? Og skulle min stedfar ikke snart på toilettet, så jeg kunne få helt frit spil i et par minutter?
Da jeg blev ældre, kom min tilværelse til at handle om at få adgang til lækkerier som slik, sodavand og kage (og fjernsyn, som du kan læse om her), og da jeg på et tidspunkt blev ansat i en døgnkiosk med bland-selv-slik, stak det helt af. Jeg brugte en uforholdsmæssig stor del af min løn på slik, som jeg tog med hjem på værelset og spiste foran fjernsynet med døren lukket. Jeg kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig på en måde lettet og befriet, når jeg sad og guffede, men jeg nåede også altid til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed. For jeg vidste jo godt, at slik var noget ondt noget, som man kun skulle have i ganske små doser. Jeg var slet ikke opdraget til at sidde og køre lækkerier i gabet i en lind strøm. Jeg måtte på en måde være et barn ude af kontrol.
Min kæreste er rundet af noget ganske andet. Jeg oplevede det ved selvsyn, da vi første gang overnattede hos hendes forældre og sad ved morgenbordet næste formiddag. Efter at rundstykkerne var pakket væk, fiskede svigerfar en pose Matadormix frem og spurgte, om vi havde lyst til noget slik. Altså slik! Om formiddagen! Fuldstændig uhørt der hvor jeg kommer fra. Det blev endnu vildere, da vi skulle holde jul med dem, og svigermor diskede op med chokoladekringler, slikposer, vaniljekranse, brunkager, hjemmelavet konfekt, fyldte chokolader og pebernødder, som alt sammen stod på sofabordet til fri afbenyttelse. Jeg var i gang med en af mine selvudslettende boykotperioder (som jeg også praktiserer med fodbold indimellem, som du kan læse om her), så jeg skulle ikke nyde noget, men jeg tænkte, at det må have været meget overvældende som barn at vokse op i. De havde (og har) også et virkelig afslappet forhold til sodavand. Jeg har altid hørt, at sodavand smadrer tænderne, så man skal have en smule dårlig samvittighed hver gang, man drikker det. Mine svigerforældre betragter det mere som en vare, som man skal huske at købe rigelig af i Tyskland.
Nå, men da vi så selv fik børn og skulle til at udvikle en sukkerpolitik, tænkte jeg, at det lå lige til højrebenet, at de selvfølgelig ikke skulle have sukker i det første lange stykke tid. Vi boede også i København dengang, og jeg fornemmede, at storbyen var enig med mig. Der blev talt om nul-sukker-politik i institutionerne, og en sundhedsbølge skyllede ind over landet. Men min kæreste var lodret uenig. Hun sagde ting som: Du har jo et helt fucked up forhold til sukker, og vil du virkelig overføre det til dine børn?
-Nej, men vi kan sgu da heller ikke bare overdynge dem med slik og sodavand?
-Mine børn skal have lov til at have noget lækkert. Basta.
Og når jeg tænkte over det, kunne jeg også godt se, at hun havde ret. Mine børn skulle ikke vokse op og sidde og kigge på slikskålen under Disneysjov. Mine børn skulle heller ikke bruge deres mange første lønninger på bland-selv-slik, fordi de ikke havde udviklet et naturligt forhold til sukker. Men de skulle vel for pokker heller ikke have lov til at blive sådan nogle tykke børn med huller i tænderne, som bare sad og skovlede sukker ind i fjæset? Så hvad skulle jeg egentlig gøre?
Jeg besluttede mig for at give op og lade min kæreste bestemme det. Min analyse var, at hun trods alt havde et sundere forhold til sukker end mig, og så var det nok bedst at tie stille og lytte, selvom det føltes (og stadig føles) forkert, når hun giver dem kakaomælk og smoothies og cookies i en lind strøm. Men Roskilde synes at være enig med hende. I Roskilde er man ikke sukker-forskrækket, og min ældste søn får guf i skolen hver fredag, ligesom de får kage og flødeboller og slik, når en af klassekammeraterne har fødselsdag.
Så jeg tænker, at vi på en måde er på en bedre kurs, end hvis jeg havde fået lov til at bestemme. Og jeg konstaterer også, at vores børn ikke er maniske og sukkerfokuserede i en sygelig grad, hvor de ikke kan fokusere på andet. Især den ældste er i stand til at sidde med sit slik i flere timer, mens jeg sidder som 39-årig med tom slikskål forbløffet over, hvordan han egentlig bærer sig ad.
Tak fordi du læste med
Husk at det her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Huk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Commentaires