#92 Nytårstalen


Foto: Unsplash.com



Kære læsere

Corona. Corona. Corona. Corona. Corona. Corona. Corona. Corona. Corona. Coronaen har fyldt det hele i 2020, og vi har fået Philip Faber, Mads Steffensen, Søren Brostrøm og Kåre Mølbak og den nye Kåre Mølbak for alle pengene. Og vi har fået et hav af pressemøder, hvor Mette Frederiksen har stået med hendes fyrretyve myndighedsmænd og lukket ned og åbnet op og lukket ned igen. Og vi har fået døde mink i massevis og massegrave, og vi har gravet ned og gravet op og gravet i reglerne, fordi grundloven vist blev sat en lille smule ud af kraft, men det var der bare ikke noget at gøre ved! Og vi har sagt ting som: ”Det er sgu nok meget godt, at det er mor Mette frem for det-går-nok-alt sammen-Løkke, der sidder med nøglerne netop nu.” Og vi har set egoisterne, der styrtede ned efter toiletpapir, mens vi andre kiggede i skabet og åndede lettet op, fordi vi havde toiletpapir og derfor slap for at blive egoister. Og der var ingen, der vidste, hvorfor vi alle sammen hamstrede toiletpapir, men det gjorde vi, og så fik vi også lært den side af mennesket at kende.


Men nu er det rædselsfulde 2020 heldigvis slut, og forleden begyndte de at stikke i pensionisterne i Ishøj, og dagene bliver længere og lysere - ligesom sindene - og måske kommer vi alle sammen (altså os der overlevede) til at tænke tilbage på året som vores ”2. verdenskrig”, hvor hele verden var i undtagelsestilstand, og måske vil vores børnebørn sige: ”Hvor var det bare sindssygt, at du levede den gang bedstefar, og er det rigtigt at alle havde masker på, når de var ude at handle?” Ja, måske kan vi snart gå i gang med at fokusere på familieproblemer, vejret, fodboldkampe, I-landsproblemer klimakrisen, migrationskrisen og alt det andet, som vi gik og puslede med, inden en flagermus smittede et menneske på et madmarked et sted i Kina (eller hvordan det nu var).


Og nu orker jeg heller ikke skrive om coronaen mere (selvom den viser tænder lige nu). Jeg har fået nok. Jeg har ført coronadagbog, skrevet om coronastudenterne, nævnt virussen Gud ved hvor mange gange, og jeg kan bare mærke, at den åndssvage virus har fået opmærksomhed nok fra min pen. Nu er det slut. Slut prut finale. Basta.


Nu vil jeg nemlig til at skrive om noget fedt og perspektivrigt og fremadrettet, men jeg vil starte med at sige tusind tak, fordi du læser med. Jeg synes, det er så fedt, at det lykkes dig at finde denne side, der gemmer sig så godt blandt tusindvis af andre gode sider ude på nettet. Og jeg ved godt, at du synes, at jeg skal have en Facebookside, så jeg bliver mere synlig, men jeg synes stadig, at det er utrolig romantisk, at jeg bliver ved med at insistere på et univers, der ikke er afhængig af amerikanske tech-giganter og sociale medier. Og nu har jeg også prøvet at gå viralt nogle gange, blandt andet med en lektion fra eller til og afskaf fædreturen, og jeg må bare sige, at jeg ikke har nerver til det. Min kæreste har nogle gange vist mig udsnit af glødende kommentarfelter på sociale medier, hvor mine tekster bliver diskuteret, og hvis det alt sammen tikkede ind i mit eget synsfelt, ville jeg slet ikke kunne sove om natten. Jeg er virkelig rystet over, hvor aggressive og personlige folk er i deres måde at skrive på (jeg er vist ikke den første, der er nået til den erkendelse), så det skal jeg ikke nyde noget af.


Til gengæld kan jeg vældig godt lide, når du deler mine tekster og giver dem liv ude i verden. Så ved jeg nemlig, at det bliver gjort i kærlighed, og det synes jeg er vildt fedt. Ligesom jeg godt kan lide, når du skriver kommentarer eller opretter indlæg i Jagtstuen (jeg har endnu ikke fattet, hvordan jeg får dig til at gøre det regelmæssigt, men jeg arbejder på sagen). Og bare så du ikke er i tvivl: Jeg er altid interesseret i dialog, debat, kommentarer, tegninger, ris, ros og indlæg i Jagtstuen. Og hvis du synes, det er federe at sende mig en mail med gode forslag eller kommentarer, må du endelig gøre det på jesperkoerstz@hotmail.com. Jeg lover at svare hurtigt tilbage.


Og nu vi er ved bloggen, har det faktisk været et ret vanvittigt år i 2020. Det startede i januar, hvor mit hente-tidligt-indlæg spredte sig i en grad, så jeg pludselig blev kimet ned af journalister fra tv, radio og aviser, der ville høre mere om, hvordan i alverden det kan lade sig gøre at hente sine børn inden klokken 15. Og jeg blev lynhurtigt nødt til at tage stilling til, hvor tæt jeg skulle lade journalisterne komme på. Jeg hader selv sådan nogle helt-inde-i-soveværelset-indslag, så min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at de ikke skulle i nærheden af vores hjem, ligesom der ikke skulle være billeder eller lignende af vores børn. Det er ikke dem, der har fundet på, at jeg skal have en hjemmeside om børneopdragelse. Så jeg endte med at sige ja til Deadline, Radio 4 og BT (efter lange overvejelser og krav om gennemlæsning), og det var faktisk en rigtig fin oplevelse. Senere på året blev jeg så kontaktet af Deadline igen i anledning af fars dag, hvor jeg havde skrevet teksten tillykke til den moderne far, og så røg jeg i møllen igen med et interview i Kristligt dagblad og en tur i TV2 live (der var meget mere vildt og showbizz-agtigt end Danmarks Radio). Så jeg mærkede for alvor suset ved at ”være på”, ligesom jeg oplevede tomheden ved at blive sluset ud af studierne hurtigere, end man kunne nå at sige ”tak for i aften”. Jeg lærte, hvor stærkt et drug opmærksomhed er, og jeg forstod, hvorfor der findes mennesker, der gør det til en levevej at sidde og kloge sig på TV. Men jeg lærte også, at det er teksterne og ikke synligheden, der er det vigtige for mig. Det ærgrede mig meget, at medierne var vilde med mine holdninger, men ikke gik ret meget ned i teksterne. De ville have overskrifter og punchlines, mens de ikke bekymrede sig synderligt meget om nuancerne (ja, det er måske ikke en raketvidenskabserkendelse, men det er altså noget andet at mærke det selv). Og derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil fokusere endnu mere på teksterne i 2021, så de forhåbentlig en dag bliver så gode, at det er dem, der er det interessante.


Og så har jeg opfundet to karakterer, Hønemor og Superdad (baseret på virkelige personer), som har kigget forbi et par gange, og det har været sjovt at skrive lidt mere skønlitterært, og det tænker jeg, at der kommer mere af i 2021.Jeg kan i det hele taget mærke, at jeg har lyst til at eksperimentere lidt med genrer og konventioner, så siden ikke kommer til at gå i stå eller træde vande. Det skal helst være en kreativ legeplads, men selvfølgelig primært med fokus på børneopdragelse, forældrerollen, pædagogik og folkeskole - og du må altså endelig melde ind, hvis du har ideer til noget, som det kunne være sjovt, hvis jeg skrev om.

Og så vil jeg gerne sige tusind tak til David Seeberg, Josefine Najbjerg Hansen, Mette Jensen og Brit Landling, der alle sammen har bidraget med tegninger til bloggen i årets løb. Jeg synes, I er svinedygtige, og jeg håber meget, at jeg også kan lokke en tegning eller to ud af jer i det nye år (tegninger er i min optik en meget undervurderet kunstart).


Og så vil jeg gerne sige tak til Silkeborgs fans for at tage så godt imod teksten om SIF, tak til Shubiduafansene for at lave en masse lister med favoritsange efter at have læst mit indlæg. Tak til Prince Henry for at lade sig interviewe om strukturel racisme og tak til Ole Ditlev Nielsen for at stille op til interview om at udleve drømmen og leve af sin hobby. Og endelig tak til Roskilde Festival Højskole for at invitere mig over og holde foredraget ”Gud, hvor jeg bare elsker at få 12”, på et år, hvor foredragsbranchen ellers har været helt i knæ.


Men altså allermest tak til dig, der læser med. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg får lov at stjæle din tid, og jeg håber meget, at jeg kan blive ved med det de næste mange år.


Godt nytår.


Tusind mange tak fordi du læser med.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle