Der er altid en grund til ikke at tage på fodboldrejse. Man kunne forestille sig, at man var smaskforelsket i sin nye kæreste og ikke havde lyst til at være sammen med andre. Sådan havde jeg det i efteråret 2010, hvor jeg gik rundt i Barcelona og varmede op til topbraget mod Valencia. Min fodboldrejseven og jeg havde valgt Barca på grund af Eniesta, Messi og særligt Xavi, som jeg vildt gerne ville nå at se live. Jeg elsker hans måde at modtage bolden, vende og aflevere i en og samme bevægelse. Det snakkede vi en del om, mens vi slentrede ned til stranden og fandt de listige udskænkningssteder i den gamle bydel. Indimellem tog jeg nogle pauser, hvor jeg trak mig lidt væk, og jeg husker, hvordan jeg en eftermiddag stod ved en slotsruin, kiggede ud over byen, mens jeg snakkede i telefon med min kæreste om, hvor rart det var at stå sådan et sted og savne hende.
Man kunne også forestille sig, at man havde en højgravid kæreste, som gjorde det tricky at tage til udlandet. Hvad nu hvis hun skulle føde? Hvad nu hvis vandet pludselig gik? Sådan var situationen i 2012, hvor jeg stod overfor at skulle være far for første gang, samtidig med at det var blevet efterår og fodboldrejsetid. Vi snakkede frem og tilbage om mulighederne og opfandt kompromisset Hamborg og en konstant tændt mobiltelefon. Så ville jeg hurtigt kunne tage en flyver eller toget, hvis hun nu skulle give sig til at føde 8 uger før tid. Heldigvis kom jeg af sted og så en overraskende 3-2 hjemmesejr over Dortmund, hvor særligt Son viste, at der ventede ham en karriere på en langt større adresse. Men mere end selve kampen husker jeg optakten, hvor vi trådte op af metroen til et skue, der på samme tid var langt mere barskt og langt mere fredeligt, end det man oplever til de store kampe i Danmark. Kampklædt politi med maskinpistoler stod på rad og række og holdt øje med tusindvis af fans fra begge lejre, der bevægede sig mod stadion på fredeligste vis – side om side – uden optræk til ballade. På tribunen blev vi blæst bagover af det lokale rockorkester, der blev hævet op af en lift for at gejle de mest hardcore fans op, og vi fik lov til at se stadionuret, der talte minutterne Hamborg havde haft i den bedste række (det var inden den historiske nedrykning for et par sæsoner siden). Det var en vild oplevelse. Især på grund af fansene, både den gule udebanemur og de blå hjemmebanefans, der alle sammen opførte sig, som om det var en Champions League finale og ikke en tilfældig ligakamp i midten af oktober.
Man kunne også forestille sig, at man havde små børn og en travl hverdag, hvor det ikke virkede logisk at rive tre overnatninger ud af kalenderen for at se en åndssvag fodboldkamp et sted i Europa. Sådan var forholdene, da vi var i Amsterdam, i Rom, i London, i Madrid og en række andre byer. Her kunne vi sagtens være blevet hjemme og have fortsat vores hverdag med flyverdragter, putninger og punktlige måltider i stedet for at videreføre traditionen med at skiftes til at vælge en europæisk fodbolddestination, som vi efterfølgende tager af sted for at udforske og opleve.
Men vi valgte, sammen med vores kærester, at det var en god ide at fortsætte traditionen. Gevinsterne var simpelthen for mange og for store.
Og her de så - gevinsterne:
Småbørnsfamiliemennesker har engang imellem brug for at sidde på et skodhotel i West Ham og spise bacon & eggs og sige sætninger som: ”Morten Olsen er så meget over the hill, Lasse Schøne er stærkt undervurderet, og har Danmark virkelig aldrig haft en bedre højreback end John Sivebæk?” Og vi har også brug for at sove længe efter at have drukket lidt for mange fadøl i Milano eller Dublin.
Småbørnsforældre har brug for - nogle gange - at være noget andet end kun småbørnsforældre. Vi har brug for at have nogle dage, hvor vi kan gå til højre og til venstre, når vi føler for det, uden konstant at skulle tænke på andres behov. Nye oplevelser og nye indtryk. Små breaks, hvor vi hverken er forældre eller kæreste, men bare os selv eller måske i selskab med en rigtig god ven.
For jeg tror også, at det er en selvstændig pointe, at man har brug for nogen breaks uden sin partner. Man skal selvfølgelig også have nogle romantiske weekender i løbet af et år, men jeg tror, det er mindst lige så vigtigt, at man får nogle pauser, hvor man står lidt på egne ben. Hvor man får testet, om man stadig behersker et bykort. Om man stadig er den samme, som sidst man var af sted. Når man bor sammen med en kæreste og går op og ned ad hinanden hver dag, bliver man nemt sammenviklet i vaner og handlemønstre, som man ikke tænker over, men som man ligesom bare praktiserer, fordi det på en eller anden måde fungerer. Og her kan fodboldrejsen være med til, at man stopper op og tænker over tilværelsen – samtidig med at man får mulighed for at savne dem derhjemme.
Fodboldrejsen handler også om at give. For et par år siden var jeg ved at få ”baby på hjernen”, og så gav min kæreste mig en ekstra fodboldrejse, hvor jeg selv kunne vælge nogle kampe i Danmark, som jeg kunne tage ud at se, mens jeg boede på hotel. Det er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg synes, der er noget enormt fint ved, at min kæreste havde gennemskuet, hvad jeg havde mest behov og så gav mig en gave, som jeg ikke selv ville turde bede om. Oven i købet en gave, der handlede om en oplevelse, hun ikke selv skulle være en del af.
Og det er nok også det, fodboldrejsen handler om. Tillid og kærlighed. At man styrker forholdet og tilliden til hinanden ved at unde hinanden oplevelser og tid uden en selv: ”Tag du bare afsted og nyd friheden, min elskede. Så skal jeg nok tage mig af hus og børn så længe. Og du behøver ikke at ringe hjem. Vi skal nok klare det helt fint.”
Og lad mig lige skære det ud i pap. Det her gælder selvfølgelig også strikkerejser, håndboldrejser, veninderejser, yoga-retreats og hvad pokker man ellers kunne have interesse i. Og det gælder selvfølgelig begge køn. For både mor og far har gavn af alle gevinsterne ved, at man et par gange om året sender sig selv eller sin partner på en hårdt tiltrængt selvrealiseringstur.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Comments