#95 Børnezombier i soveværelset


Foto: Unsplash.com

JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF BØRN, DER SOVER ALLE MULIGE UNDERLIGE STEDER. JEG KAN SIMPELTHEN IKKE FORSTÅ DET. HVORFOR ER DET, AT MAN IKKE BARE KAN LÆGGE DEM TIL AT SOVE INDE PÅ DERES VÆRELSER, OG SÅ BLIVER DE LIGGENDE DER, STILLE OG ROLIGT, INDTIL DET ER MORGEN OG EN NY DAG BEGYNDER? HVORFOR ER DET, AT DE SKAL VÅGNE OG VADE RUNDT OG SOVE I VOKSENSENGE, OG JEG VED SNART IKKE HVOR?


Måske er det kun hos os, men jeg har en mistanke om, at det er mere udbredt, så derfor bringer jeg det op her. Altså det der med børn i soveværelset.


Hos os er der udviklet en praksis, hvor den yngste bliver lagt i seng inde på sit værelse, og når klokken bliver et sted mellem 22 og 01 vågner han, tager sin dyne og går ind i soveværelset, fordi han åbenbart har brug for at sove tæt på sin mor. Det tager jeg så konsekvensen af og rykker ind i gæsteværelset, hvorefter den ældste dukker op og lister ind i soveværelset og erobrer min (tidligere) plads, så de ender med sove tre mennesker i dobbeltsengen, mens jeg ligger alene inde på gæsteværelset. OG DET ER JO HELT FORKERT. Det burde være sådan, at vi puttede drengene på børneværelserne, så lagde vi os selv i soveværelset, og så lå alle ellers og sov sødt i otte timer i træk.


Sådan var det da i gamle dage. Var det ikke?


Og jeg har skam prøvet at gøre noget ved det. Jeg har snakket med børnene om det. Prøvet at putte dem de rigtige steder. Aftalt med min kæreste, at nu må vi lige se at være lidt mere konsekvente. Men der sker altid præcis det samme igen. Den treårige kommer trippende ind, lægger sig imellem sine forældre og begynder at slå på sin far i søvne hvert tiende sekund, så han til sidst er ved at blive vanvittig og flygter resignerende ind på værelset.


Og det er åbenbart umuligt at bekæmpe. Man kan ikke forhandle med små børn om natten. De vader rundt som nattezombier og tager, hvad de vil have. Hvis man spørger dem om noget, svarer de ikke. Hvis man hæver stemmen, begynder de at græde. Det eneste man kan gøre, er at finde en plads til dem i dobbeltsengen og så ellers liste af, hvis man er mig. For der er ikke plads til alle. Maks tre personer.


Og så sidder du måske og tænker: Hvorfor er det nødvendigvis ham, der skal gå? Hvorfor kan det ikke ligeså godt være kæresten? Men det giver helt sig selv. Det er alene moren, der er attraktionen. ”Jeg vil sove hos mor, jeg vil ind til mor i sengen” er populære vendinger her på egnen. Og desuden sover jeg elendigt, når der ligger børn ved siden af. Jeg er simpelthen ikke programmeret til det, mens de tre andre sover glimrende. Jeg er flere gange kommet ind om morgenen, hvor de ligger helt sammenfiltrede, men alligevel har sovet fint.


Så sådan er realiteterne. Jeg er fordrevet fra mit eget soveværelse, fordi børn om natten er nogle behovsstyrede nattemonstre, der går hensynsløst efter det, de har brug for.



---



Okay okay. Det er måske nok lidt mere kompliceret end som så. Jeg er måske ikke helt så frustreret og offeragtig, som det lyder. Jeg er måske mere sådan en, der tænker ” at når det nu åbenbart er et vilkår, at jeg ikke kan være på min favoritplads, kan jeg jo ligeså godt forsøge at få det bedste ud af det. Og derfor er jeg begyndt at indrette gæsteværelset, så det er lidt hyggeligt. Så der er en læselampe og en god bog og nogle ørepropper. Og jeg er begyndt at sætte pris på, at jeg kan lægge mig til at sove i ro og mag uden at blive forstyrret af daskende og sengetissende mini-individer - samtidig med at det oven i købet er lidt synd for mig.


Ja, man kan måske ligefrem sige, at jeg holder så meget af mit nye sted, at min kamp for at få ændret tingenes tilstand er blevet mere teoretisk end praktisk. Altså, jeg taler da stadig med børnene og min kæreste om det (og skriver tekster om det), men jeg råber måske ikke helt så højt, som jeg gjorde tidligere. Ja, jeg er måske fanget i det klassiske småbørnsforældredilemma, hvor jeg skal vælge mellem det ”rigtige” og det ”rare”. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg synes, at børn skal sove på deres værelser, mens forældre skal sove sammen i soveværelset – men jeg kan godt nok også godt lide at ligge i fred og ro for mig selv hele natten.


Så hvad bør man egentlig gøre, når børnene invaderer soveværelset? Skal man råbe højt og stå fast på idealet om, ”at alle børn sover i deres egne senge” eller tænke, at de nok har behov for noget ekstra omsorg og lade dem blive? Og er det et skråplan, når den ene forælder begynder at indrette gæsteværelset som et singleroom på et mellemgodt provinshotel? Skriv gerne en kommentar eller et indlæg i Jagtstuen, hvis du selv har erfaringer med børnezombier i soveværelset.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle