#99 Superdad skøjter


Tegning: Josefine Najbjerg Hansen


Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, knap 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.


---


Det var blevet rigtig vinter i Roskilde, og jeg kom tilfældigvis forbi den lokale sø, hvor en masse mennesker tumlede rundt ude på isen. Fedt mand. Så var den blevet tyk nok. Det skal vi helt sikkert også prøve. Jeg skyndte mig hjem til huset, hvor børnene sad med hovedet nede i en iPad, selvom vi egentlig har en ingen-skærm-om-morgenen-politik, men vi var åbenbart kommet til at love, at de måtte se Disney Sjov forskudt, og den slags løfter skal man naturligvis overholde.

-Hey, unger, vil I ikke med ud på søen? Isen er blevet tyk nok.

-Nej, far. Vi gider ikke. Vi er på skærm.


15 minutter senere stod hele familien alligevel iklædt frakker, flyverdragter, handsker og huer, og motivationen var egentlig okay, og det krævede kun et par slikkepinde og et løfte om senere skærmtid at overtale dem. Min kæreste og jeg havde besluttet os for at købe kaffe på tanken, og vores børn begyndte at forestille sig det eksotiske ved, at man rent faktisk kunne gå på en sø.


Da vi kom derhen, konstaterede vi, at vi er den eneste familie i Roskilde, der ikke ejer nogen former for sneudstyr. Alle andre havde kælke, skøjter, ski eller i det mindste de der runde plastiksæder, som man kan bruge til at suse ned af bakkerne.


Vi havde ingenting. Og vi havde ikke en gang havde tænkt over det.


Heldigvis har vi nogle kreative børn, der med det samme gav sig til at kigge efter frosne fisk, glide hen ad isen og lave is-engle, mens de lå og baskede med armene.


Og bedst som vi stod der og fulgte bambiidyllen og missede med øjnene i den skarpe sol, så jeg Superdad komme skøjtende med halstørklædet blafrende i vinden og tre børn som en hale efter sig. Selv den mindste, som ikke var en dag over fem, kunne skøjte, og det var som om de kørte i en form for indøvet formation. Og var det også deres ”familie-fællessang”, jeg kunne høre? Jeg kiggede over på min yngste søn, som stod og prøvede at få et stykke sne til at sidde fast oppe i næsen.

Selvom jeg prøvede at gøre mig usynlig, fik Superdad selvfølgelig øje på mig og kom over for at sludre:

- Hej med jer. Er det ikke bare skønt, at det er blevet rigtig vinter?

- Jo, det er dejligt. Det er godt nok sejt, at I kan skøjte sammen hele familien, sagde jeg og forsøgte at smile anerkendende.


- Ja, men vi er jo tit på langrendsferier i Nordnorge, og der er der bare ingen vej uden om. Der må man bare lære at skøjte og stå på ski, hvis man vil være en del af festen. Tager I slet ikke på sådan nogle ture?

- Øh nej, vi er nok mest sådan nogle, der kan lide de varme steder.

- Det er også skønt. Men I må endelig sige til, hvis I vil låne nogle ski til børnene. Eller en god kælk. Jeg har lige bygget sådan en rigtig solid trækælk sammen med ungerne over i værkstedet.

- Jamen, det kan sagtens være. Jeg skal faktisk lige over på tanken nu og hente noget kaffe. Vil du have noget med?

- Nej, ellers tak. Vi prøver at skære lidt ned på affaldsstofferne og lidt op for motionen. Jeg tror, vi tager ti runder og en sang i stedet.

- Ja okay, gør I det.


Jeg kiggede endnu en gang over på den yngste, der nu stod og bankede på sine fødder med en pind, mens den ældste forsøgte at balancere en handske på sit hoved. Det kan godt være, de ikke kan stå på langrend eller skøjter, men deres fantasi fejler i hvert fald ikke noget.


Jeg besluttede mig for, at de havde fortjent nogle fastelavnsboller. Sådan nogle store nogle. Med masser af chokolade og flødeskum og affaldsstoffer. Og på mandag ville jeg også gå ud og købe en kælk til dem. Det manglede bare.

Tak fordi du læste med.



Hvis du godt kan lide at læse om Superdad, kan du følge hans indflytning her. Hans weekend alene med ungerne her. Eller hans tur i supermarkedet med hjemmelavede piktogrammer her. Du er som altid også velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen. Og hvis du er sådan en, der læser dine tekster til ende, vil du nu kunne læse, at jeg fejrer mit indlæg nummer 100 (som sjovt nok også falder sammen med min 40-års fødselsdag) med et stykke to-go-kage på Mørk kafferisteri i Roskilde på næste fredag d. 26 februar mellem 9:30-11:30. Så kig forbi, hvis du gerne vil sige tillykke til hjemmesiden og godt kan lide gratis kage og god kaffe.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle