Hvad er en debataften?
En debataften er en inspirerende og nærværende aften, hvor vi i fællesskab tager fat på nogle af de dilemmaer og udfordringer ved at være forælder eller bedsteforælder i dag suppleret med teori inden for børneopdragelse, pædagogik og didaktik. Det er en aften, der handler om at blive klogere sammen, men også en aften, hvor der er plads til uenigheder og forskellige opfattelser af rigtigt og forkert. Og så er det en hyggelig aften, hvor vi griner sammen. Jeg forsøger altid at etablere en behagelig atmosfære, hvor det er okay at sige noget forkert eller være i tvivl, og hvor det i det hele taget ikke er så højtideligt.
Er det ligesom et foredrag?
Modsat traditionelle foredrag er det jer som deltagere, der bestemmer, hvad vi skal tale om. Jeg vil byde ind med stor viden om børneopdragelse, pædagogik og didaktik, som jeg sætter i spil i forhold til de temaer, der fylder noget hos aftenens deltagere. Debataftenen er således en oplagt mulighed for dig, der går og tumler med pædagogiske eller opdragelsesmæssige udfordringer, som godt kunne tænke dig at høre andres erfaringer og meninger eller som bare har lyst til at blive lidt klogere på emnet.
Bliver man ”tvunget” til at sige noget?
Nej, det er vigtigt for mig at understrege, at al deltagelse er frivillig. Hvis man har lyst til bare at være med på en lytter, er det helt fint. Men jeg gør mig selvfølgelig umage for at skabe en stemning, der giver dig lyst til at deltage.
Hvad bliver der typisk talt om på sådan en aften?
Ja, det kommer jo meget an på, hvem der er tilstede på aftenen, men min fornemmelse er, at ”skærmtid”, balancen mellem arbejds- og familieliv og bedsteforældreproblematikker er noget, der fylder noget i mange familier lige nu.
Hvem kan deltage i en debataften?
Alle med interesse i opdragelse og pædagogik. Debataftnerne henvender sig primært til forældre og bedsteforældre, men man kan sagtens deltage, selvom man ikke har børn eller børnebørn.
Hvem kan booke en debataften?
Alle med interesse i opdragelse og pædagogik. Det kunne være aftenskoler, oplysningsforbund, virksomheder, forsamlingshuse, kulturhuse, biblioteker, højskoler, cafeer, menigheder eller fagpersoner med interesse i området- eller private for den sags skyld.
Hvad koster en debataften?
Priserne kan variere lidt, men i udgangspunktet skal man regne med 4.500kr + transport. Det kan variere lidt efter antallet af deltagere og arrangører, men skriv til eller ring til: 26794915. Så finder vi ud af noget.