Bloggen

Ugens indlæg består af fem glimt, jeg enten selv har oplevet eller har fået refereret af nuværende og tidligere kolleger i løbet af ugen: Glimt nummer 1: Jeg cykler hjem fra arbejde og stopper for rødt ved lyskrydset. Ved siden af står to nyudklækkede studenter på fortovet og giver hinanden et langt og inderligt knus. Helt sikkert kærester. Jeg tænker, at det er ren lykke og idyl, indtil det går op for mig, at pigen står og græder: ”Jeg ved ikke, hvad skal jeg sige til m

Sætninger der er blevet sagt herhjemme i løbet af den første VM-uge: "Jeg synes, du sagde, at du ikke kunne blive grebet af et VM med 48 hold" "Vær lige stille, jeg vil gerne se optakt til Canada-Bosnien" "Du kan lige så godt vænne dig til det. Det her er lyden af juni." "Far, hvorfor sagde du, at jeg ikke skulle have Messi på mit drømmehold?" "Hvis du skal se højdepunkter nu, skal du tage hørebøffer på og lade være med at sige noget. Jeg vil gerne se kampen senere" "Hvorfor

Ugens indlæg er en guide med tips og tricks til, hvordan du kan gribe eventuelle nonfirmationer an i fremtiden, selvom ordet non-formation er det rene vrøvl, hvilket du kan læse mere om i sidste uges indlæg. Nogle af tipsene kan sikkert også bruges, hvis du skal holde en ”rigtig” konfirmation, selvom jeg ikke er så opdateret på kravene til god kristen opførsel anno 2026. Tip nummer 1: Medbestemmelse. Vi havde givet nonfirmanten er hel del medbestemmelse på dagen, hvilket mi

Jeg sidder i kongrescenterets cafeteria og skriver. Og drikker en kop filterkaffe. Ved siden af sidder to håndboldkvinder og taler, og det bringer mindelser om min barndom, i en lille provinsby, hvor jeg husker det som om alle kvinderne spillede håndbold og sad og talte i cafeteriet bagefter. Min yngste er til fodboldtræning, men jeg har for meget uro i kroppen til at stå og se ham spille, så derfor sidder jeg her og skriver. Selvom jeg egentlig også har for meget uro til det

Sidste fredag var jeg på vej over mod supermarkedet, da jeg mødte Cykellars, der ligesom jeg bor i bydelen Musicon. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om foredraget med Emma Holten forleden: -Sjovt du spørger, jeg gik netop og tænkte over, at jeg synes, det var godt, svarede jeg. Han sagde, at han havde tænkt sig at skrive et indlæg om det, og det var endnu mere sjovt, for jeg havde også netop tænkt over, hvordan sådan et indlæg kunne skrues sammen. Og så grinede vi lidt af, at

Jeg bliver simpelthen nødt til at skrive et indlæg om Stig Møller, som døde i denne uge. Ingen vej udenom. Den mand har betydet meget for mig musikalsk, men egentlig også menneskeligt, hvilket er sjovt, når han er så langt fra et traditionelt forbillede, som man nærmest kan komme. Men han var bare noget særligt. Jeg stødte ind i musikken, da jeg gik på efterskole, og der var en flok langhårede musiktyper, der dyrkede Eik Skaløe universet og nørdede Steppeulvetekster, og jeg k

Det her sker inde i mit hoved, når jeg er til læringsfestival i København og to mennesker stiller sig op på en scene og beder mig om at spejle deres dansende, legende og gymnastiske bevægelser: ”Fy for fanden, skal jeg nu til at bevæge mig.? Åh nej, magter det ikke. Kan jeg stikke af? Nej, det er ikke en mulighed. Mine studerende vil se det, og jeg kan ikke slæbe dem til sådan et arrangement og så selv stikke halen mellem benene. Kan jeg være i det på en henslængt måde, hvor

Det er sjældent, jeg udtaler mig om andet end pædagogiske problemstillinger, opdragelsesrelaterede emner og måske en gang imellem fodbold. Men for nylig spillede jeg et kortspil, som gjorde så stort et indtryk, at jeg er nødt til at nævne det her. Det startede med, at min kæreste havde spillet det til en fest og fortalt om det, og så viste det sig, at den ældste søn også havde spillet det og synes, det var sjovt. Derfor købte jeg det som en hemmelighed og tog det med på ferie

Foto: Unsplash.com Dette indlæg er dramatisk. Kan lige så godt sige det som det er. Det handler om, hvordan jeg vågnede mandag morgen og tænkte: ”Fandens også det er mandag, men det er der ikke noget at gøre ved.” Og så kravlede jeg ud af sengen og tog tøj på, som jeg altid gør. Og forsøgte at lade være med at vække de andre, som jeg altid gør. Og så tog jeg lige en tallerken i hånden, som havde forvildet sig op ovenpå. Og så gik jeg hen til trappen. Og så tog jeg et skridt..

Vi fik øje på stedet på lang afstand, fordi der udenfor stod nogle af de maskiner, hvor man propper to Euro ind og drejer på et håndtag, så noget plastikbras eller tyggegummi falder ud. Sådan nogle, som der var en del af i Danmark for nogle år siden. Min yngste søn fik øje på automaterne og ville derhen. På Sicilien er de nemlig så smarte, at de har fyldt maskinerne med plastikfigurer, der relaterer til spillet Steal a Brainrot, som mange forældre til lidt større børn kender,

Torvet i Avola Vi sætter os ved et bord på det historiske torv med kirken, de gamle bygninger og et væld af steder med udendørsservering. Ved nabobordet sidder fire ældre italienske herrer, velklædte og med solbriller, og da de får øje på den yngstes AC Milan trøje med Modric på ryggen, rejser en af mændene sig i begejstring og råber: ”Modric, grande grande”, og de andre stemmer i og begynder at klappe. Kroatiske Luca Modric er en spiller som ældre italienske herrer forstår,

Foto: Valle Dei Templi Hvis I også har overvejet Sicilien som familie-feriedestination, kan I få et par tips og tricks i dette indlæg. Især hvis I også lurer på de lidt mindre turistfyldte områder på øst- og sydkysten. Hvis I planlægger at tage nattoget, kan I med fordel læse sidste uges tekst, som I finder her . Men lad mig varedeklarere med det samme: Dette indlæg bliver ikke spækket med anmeldelser af kulturelle attraktioner. Dem oplevede vi ikke mange af. Det blev langt m

Hvis du har fulgt med her på hjemmesiden i længere tid, vil du vide, at vi er en nattogs-familie. Eller måske mere præcist en offentlig-transport-familie med udtalt forkærlighed for nattoget. Vi finder det ganske enkelt genialt, at man kan trille igennem landskabet, kigge ud på spektakulær natur og lægge sig til at sove, inden man triller ind i midten af den storby, som udgør den endelige destination. Hvis du selv er en del af en familie, som vil prøve kræfter med nattogets v

Jeg sidder i en flyver på vej til Rom. Alene. Jeg er ikke vant til at flyve alene. Jeg har en gang for mange år siden fløjet alene til Mexico, ligesom jeg har prøvet det til London og Amsterdam. Men det er ikke noget, jeg gør mig i. Jeg er ikke sådan en, der lige flyver alene på en forlænget weekend, eller hvor mit arbejde påbyder mig at flyve til udlandet for at nappe et møde. Flyvning er for mig en social begivenhed. Noget man gør sammen. En sjælden gang imellem. Det har i

Som moderne forælder til et skolebarn kan man nogle gange komme i tvivl: Er mit barn egentlig godt nok, eller er der noget, der kunne være bedre? I denne uge får du mulighed for at teste, om det står nogenlunde til, eller om der er grund til bekymring. Hvis du kan genkende et eller flere adfærdstræk i nedenstående beskrivelser, kan du sove nogenlunde roligt om natten. Det gode skolebarns adfærd: Det gode skolebarn står op med det samme, når forældrene kommer og vækker det.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået mulighed for at kravle ind i spindoktorernes hoveder og høre deres tanker i forhold til diverse folkeskoleudspil: Socialdemokratiets spindoktor : Ha ha ha ha. Vælgerne er så dumme. Tænk at de hoppede på den med 14 børn i klasserne: ”Ej, hvor lyder det lækkert. Og hyggeligt. Der gad jeg godt sende mit lille barn hen.” Og så pyt da med, at det ikke er lige så effektivt som at give lærerne bedre arbejdsforhold eller have to voksne i klass

Sikke en uge. Jeg stod og underviste i det mægtige auditorium på mit arbejde, da jeg pludselig kunne mærke telefonen vibrere nede i lommen. Flere gange. ”Hm..der plejer ikke at være nogen, der skriver nu.” Jeg fandt en diskret lejlighed til at kigge efter, og jeg havde fået to beskeder med næsten samme ordlyd: ”Jeg tror sgu, hun udskriver det nu. Mette trykker på knappen”. Ja ja, jeg er gammel samfundsfagslærer og omgiver mig med en del politiske nørder. Men der var også en s

Foto: Unsplash.com Velkommen til den store forældretest. Måske går du nogle gange og overvejer: "Gør jeg det egentlig godt nok? Synes mine børn, at jeg er en god nok forælder?" I dag har du så endelig muligheden for at finde ud af det. Testen er ganske simpel. Herunder finder du en række sætninger, som børn synes er pænt irriterende. Hvis du har sagt mellem fem og ti af dem, er du højst sandsynlig en irriterende forælder. Hvis du har sagt dem alle, er du håbløs. Liste over

Nu hvor vi har det hele lidt på afstand, synes jeg det virker relevant at spørge ud i det åbne: Hvad fanden skete der for fastelavnsbollerne i år? De sneg sig ind alle vegne. Og jeg er ellers god til ikke at opdage fænomener og begivenheder. Jeg har for eksempel overset Valentinesday ti år i træk, ligesom jeg vel egentlig kun opdagede fastelavn, fordi min ældste søn pludselig begyndte at fabulere højlydt over, hvad han skulle klædes ud som til festen ovre på skolen. Men faste

For satan i helvede. Så forsvind dog tåbelige snevejr og bring mig mit elskede forår. Men næ nej. Ikke tale om: "Nyt snevejr på vej. Op mod 30 centimeter. Nye prognoser melder om snestorm og risiko for fygning." Og børnene elsker det. Eller nej. Faktisk ikke mere. De synes, det var eksotisk i starten: ”Far far, vil du med ud og kælke?” og ”skal vi ikke bygge en snemand?” Og jeg brokkede mig rutinemæssigt: ”Okay da, men det bliver under protest ho ho ho”. Og jeg medgiver, at d