Når vores børn og unge sidder på skolebænken og lærer om klimaforandringerne, og den udvikling den i tiden tager, kan det føre til frygt for fremtiden, frustration og håbløshed. Hvilken fremtid er det dog de tidligere generationer har udkastet os i? En reaktion hos børn og unge, som kalder på omsorg for forældrene. Problematikken er nu, at vi ikke kan forklare dem at “det nok skal gå” med ro i sindet. Vi ved at det går den gale vej og hvordan foretager man så den gode klima- og bæredygtighedsopdragelse?
Problemet er at vi ikke kan lære vores børn om “det gode liv” som vi selv har kendt det; det er for de fleste af os en ganske ubæredygtig livsstil. Vi står i det problem, at vi som samfund, og som forældre, ikke kan reproducere flere af de værdier og idealer vi har – da de er ganske ubrugelige i klimakrisen og absurde for de unge at overtage. Hvis vi lod vores børn og unge overtage vores sædvane, ville vi blot lære dem hvordan de gravede sig længere ned i hullet og ikke hvordan de kom op.
Vi må først selv lære de nye værdier, idealer og måder at leve på, som vores børn rent faktisk kan gøre brug af, og se sig selv i, når fremtiden kommer. Problemet er måske endnu: hvordan opdrager man nogen når man ikke selv ved hvordan man bør leve? Vi er jo selv en del af et ganske ubæredygtigt samfund, som stadigt køber aflad i kraft af grønne afgifter, Co2-kvoter og produkter af 30 % bambus.
Paradokset man kan stå i er, at man skal opdrage sine børn til hvorledes man bør færdes i verden og have sunde værdier, når de i samfundet stadigt er underudviklede og vi måske stadig har at opfinde nye pejlemærker for eksistensen.
Løsningen starter ikke med “dig selv” – som er så populært i tidsånden at sige – men rettere med os. Det samfund vi skaber. Det gode bæredygtige samfund er ikke noget den enkelte forbruger sig til eller skal kunne “vælge”. Det er noget vi skaber. Løsningen starter med et “vi” – en forening om et mål. En fælles konstruktion af den bæredygtige verden, vi skaber som land, arbejdsplads, familie. Målet for den gode opdragelse i en klimaoptik, må indebære at forældrene er med til at skabe et bæredygtigt samfund for de fremtidige generationer, og samtidigt i denne akt, vise vejen frem for de yngre generationer. Målet må være selv at være med til at sætte nye værdier, og gøre en bæredygtig livsstil til en selvfølge, før at vi kan opdrage vores børn til at gøre det samme. Af: Martin Enselmann (cand.psych.)
Nu hører jeg til den sjældne art af mennesker, som sagtens kan nyde en kaffe eller spise lækker mad – uden at jeg først må have et billede af det på sociale medier for at hjælpe min fordøjelse. Jeg kan sågar også være til sjove events uden at promovere dette på sociale medier. Derfor vil jeg næsten love at en sådan dokumentation nok ikke bliver overholdt fra min side. Men tak for din manglende tilgivelse.
Vil de rige filantroper vil være redningen? Ja nogle vil måske gøre en væsentlig forskel og de rette investeringer har vel muligheden for at gøre en reel og stor forskel. Bl.a. fordi at man ikke skal igennem et større bureaukratisk og demokratisk statsapparat – man kan bare handle (groft sagt). Det giver jo en stor frihed til at handle for klimaet.
Spørgsmålet er så, om man vil det eller har “interesse” i det. Hvis præmissen er en egennytteoptimering og profitmaksimering, følger det jo at man nok ikke er så opmærksom på det man gør, gavner det “alment gode” eller verdenssamfundet. Samtidigt står man også i det problem, at mange ekseptionelt rige også har deres penge og magt fra fossilt brændstof. Derfor er der nok mange som ikke har interesse i, at vi skal skifte brændstof eller bruge mindre fossilt brændstof. Det er vel efterhånden alment kendt at de store oliegiganter i mange år har brugt samme manøvre som tobaksindustrien: sået forvirring og givet penge til en masse forskning eller offentlige personer, som argumenterer i deres favør. I klimadebatten er der jo pseudo-videnskabsfolk som nogle steder (fx USA) får taletid, til at være skeptiske overfor forskningen. Jeg må tilstå at jeg på den front er pessimistisk anlagt og ser ingen grund til at de store oliemilliardærer pludselig har tænkt sig at sætte propper i pumperne og lukke biksen for at redde menneskeligheden. Man kan dog nok overtale milliardærer i andre brancher, som ikke har betydningsfulde mængder kapital i oliebranchen (eller andre klimabelastende brancher), til at ville gøre noget andet.
Måske er håbet for rigmandsfilantropi ligeså farligt som håbet på en revolutionær teknologisk løsning som dumper ned fra himlen: har man denne tro og dette håb, er det måske lettere at sige til sig selv, og det fællesskab man er den del af, at det jo ikke er os som skal gøre noget, men nogle andre. Vi kender det i hverdagslivet: hvis alle bare venter på at der er nogen der handler, sker der intet. Det jo fint at være håbefuld for fremtiden og en løsning – det må bare ikke føre til passivitet og udgøre en undskyldning.
Om kapitalismen er en del af problemet spørger du. Ja, det mener jeg. Hvis ikke man finder en anden løsning, skal den måske skifte form fx I hvad man forstår som “produktion” og “vækst”. Måske skal den økonomiske vækst komme fra andet end at lave materielle klimabelastende produkter, men i stedet noget mere immaterielt. Det er måske noget andet vi skal købe og sælge til hinanden en enormt klimabelastende ting, for at skabe vækst på en bæredygtig måde.
Som du nu har spottet og erkendt, har jeg en præference for at skrive om det filosofiske og politiske. Jeg vil hellere skrive om det fælles og almene, end om mit eget liv. Jeg vil dog gerne prøve at producere et svar, som måske kan være fra mit eget liv og alligevel alment (som du jo også gør meget i dine indlæg). Det vedrøre forbrugerismen og børneopdragelse, men den må du vente lidt på i et nyt indlæg. Jeg ser at vores debat har taget en anden drejning og det måske kunne være på tide at skifte emne til noget mere med børneopdragelse. Glædelig søndag!
Kære Martin
Dejligt at høre fra dig. Jeg tvivlede i svage øjeblikke på, om jeg ville høre fra dig igen, fordi du måske syntes, at det var for meget forlangt at skulle agere klimapræst med beføjelse til at dømme og tilgive en børneopdragelsesblogejers synder. Men du gjorde det, noterer jeg mig. Du skriver ordret ”Jeg kan da tilgive det, men…”, og det er mere end nok for mig. Jeg føler mig lettet og befriet og kan nu sætte mig ind i, hvordan det må føles at være en katolsk skoledreng, der har været i skriftestolen, og hvor er der dog rart at vide, at der mulighed for tilgivelse, hvis jeg en skønne dag skulle komme til at putte mad i restaffald eller komme til at flyve for mine blå øjnes skyld. Så skriver jeg nok igen og prøver at få dig til at gøre det én gang til (fedt eksempel med hvidvaskerne i øvrigt).
Og så beder du mig om ikke at tilgive dig, at du ikke er mere politisk aktiv, og der sætter du mig på noget af en opgave. Jeg er opdraget til, at hvis nogen spørger mig, hvordan jeg har det, ja, så spørger jeg dem tilbage, og når nogen tilgiver mig mine synder, ja, så tilgiver jeg også deres.
Men bevares, som du ønsker:
Jeg tilgiver dig ikke, at du ikke er mere politisk aktiv. Du burde være betydelig mere aktiv, for når man er oplyst som du, bærer man en særlig forpligtelse til at antænde sin indre Greta Thunberg. Det er for nemt bare at være klimatisk bevidst inde for hjemmets fire vægge, og du er velkommen til at sende en selfie til Jagtstuen næste gang, du går til en Fridays for future- demonstration, eller når du begynder at dele grønne genbrugspapirbrohurer ud nede på gågaden. Og hvis du bare lover mig at gøre det, altså handle politisk og dokumentere dine handlinger (man er vel rundet af en New Public Management tænkning), ja, så lover jeg, at jeg nok skal blive ved med at lade være med at tilgive dig.
Jeg synes, det er interessant, det du skriver om forbruget og med, at det en gang var forbundet med noget skamfuldt at købe noget overflødigt, mens virksomheder i dag finder på alle mulige krumspring for at få dig til at få en feel-good oplevelse, mens du køber deres produkt, som i virkeligheden er overflødigt. Som for eksempel min lokale kafferistermand, som er det mest klimavenlige menneske, jeg kender. Han gør alt, hvad han kan for at være klimavenlig, men kan aldrig løbe fra det faktum, at han prøver at få mig til at drikke mere af sit produkt, som transporteres halvdelen af kloden rundt for at nå frem til mig, og som, når jeg har travlt, bliver serveret i et indgangskrus som, selv om det er den mest bionedbrydelige af slagsen, stadig er et engangsmateriale og dermed skadeligt for klimaet. Hvis han virkelig ville gøre noget for klimaet, burde han sælge noget andet, og hvis jeg virkelig ville gøre noget for klimaet, burde jeg undlade at købe kaffe, når jeg havde travlt, så jeg slap for at modtage hans papbæger (dog sørger jeg for at undlade at spørge efter plastiklåget, som han i øvrigt også skjuler, så man aktivt skal bede om det). Men i grundessensen er det bare noget, vi leger. Han leger klimakaffesælger, og jeg leger klimakaffekunde. Og vi får en god klimafølelse i maven, men vi burde gøre noget andet, hvis vi virkelig mente det alvorligt. Og her er jeg nok i virkeligheden tilbage ved mit gamle argument om, at det er de privilegerede menneskers leg lige nu, og først når de privilegerede mennesker har lagt pres på nogle politikere, der har indført nogle reelle baske tiltag, vil der ske reelle forandringer. Indtil da er det fløjtende ligegyldigt, om jeg læser papiraviser eller tager lidt for lange brusebade. Det er og bliver den rene symbolik og et spørgsmål om at sove godt om natten.
Men jeg vil gerne bringe et nyt perspektiv på banen, som jeg synes lægger sig lidt op af din kritik af vores alle sammen forbrug i feel good industrien, og det drejer sig om kapitalismens overordnede udvikling (ja, jeg er så småt ved at erkende, at du hellere vil tale om filosofi og politik end om de helt nære ting, så nu kan vi lige så godt få det hele med). Rige mennesker er nu blevet så rige, at de ikke aner, hvad de skal bruge deres penge til, og det giver ikke længere livsværdi nok at geninvestere dem i nye maskiner, så de kan tjene endnu flere penge. Nej, de bliver nødt til at gøre noget andet, og her kan de enten vælge at købe en fodboldklub eller give sig til at redde verden. Og heldigvis er der en del, der vælger det sidste.
Det betyder, at vi udover at vente på de rigtige præsidenter i de rigtige lande også skal håbe på og trygle om, at den rigeste procentdel af verdensbefolkningen vælger at udødeliggøre sig selv, ved at ”brande” sig som dem, der redede klimaet. Det er som om kapitalismen er blevet så fremskreden og har skabt så meget ulighed, at der er opstået en form for rigmandsfilantropi, der måske kan være en del af løsningen på vores alle sammens klimakrise. ”Thank you, rich people”.
To spørgsmål: Deler du min analyse af, at kapitalismens udvikling i retning af ekstrem ulighed faktisk kan blive en del af løsningen i takt med at alle kræver handling fra de rigeste, samtidig med at kapitalismens krav om øget vækst og produktion selvfølgelig også er en del af, eller selve- problemet?
Og har du egentlig nogle forslag til, hvordan vi kan få denne her disputs tilbage til at handle bare en lille smule om børneopdragelse, så jeg kan forsvare at have den liggende på her min børneopdragelseshjemmeside? Jeg har lagt et billede ind af nogle børn, for i det mindste at opretholde en illusion om det.
Mange hilsner
Jesper
Interessant eksperiment, jeg kan da tilgive det, men præmissen for bekendelsen er måske forfejlet. Bør man ikke rettere lave tankeeksperimentet: kan de kommende generationer tilgive mig dette? Kan de tørke-, orkan- eller flodbølgeramte i fjerne lande tilgive mig dette?
Man kan forestille sig sine børn, oldebørn eller tipoldebørn i fremtiden, når de når din alder, ville de så tilgive det? Hvad ville de svare?
Det er jo nemt for mig fordi jeg lever i et miljømæssigt og økonomisk priviligeret land (globalt set) og i en tid hvor vi kun kommer til at se starten af klimaforandringerne. Det svarer måske lidt til at den ene rige hvidvaskende finansperson, spørger den anden, kan du tilgive mig min hvidvask? Den anden svarer at det kan han godt, og spørger så: kan du tilgive min? Hvortil svaret bliver et rungende ja. Hermed kan de begge blive skam- og skyldsforladte og fortsætte deres færd.
Desuden kan skam og skyld være vigtige moralske følelser, som måske netop kan holde os fra at gøre dårlige ting. Det er måske fornuftigt at skamme sig lidt når man handler moralsk forkert, fordi så mindskes sandsynligheden for, at man vil gentage sin adfærd.
Den Slovenske filosof, Slavoj Zizek, har et glimrende eksempel i denne anledning. I den gamle forbrugerisme, købte man noget og man havde det måske dårligt, hvis man fx vidste det måske ikke var nødvendigt og/eller det var uetisk fremstillet. Den moderne forbrugerisme er derimod kendetegnet ved forbrug uden skyld. Man ser det fx på Starbuckskaffe. Den er enormt dyr, men til gengæld får man fortællinger om hvor godt producenterne af bønnerne har haft det og hvor økologisk det er. Så har man det måske endda godt med sit forbrug – eller man slipper i hvert fald for skylden.
Et lignende eksempel ser vi med mange de “grønne” og “bæredygtige” produkter, som gør at man måske rimeligt skyldfrit føler, at man kan blive ved med at fornye alt interiøret eller tøj, hver gang moden skifter – fordi det jo er “bæredygtigt produceret” fx ved at være af 30 % bambus. Man glipper lidt pointen og glemmer måske, at det er forbrugerismen – at konstant købe nyt og opfylde falske behov – som i sig selv er problematisk. Det er jo selvfølgelig ikke noget der bare kommer indefra, eller fordi der er mange som “bare er sådan” – derimod er det er en milliardindustri at få mennesker til at købe de før levede fint uden, eller måske vil være bedre tjent med at leve uden.
Skulle jeg endelig bekende noget, kunne jeg godt selv være mere politisk aktiv end jeg er. Jeg holder mine klimagerninger for meget i privatsfæren. Jeg må samtidigt bede dig om ikke at syndsforlade eller at tilgive mig dette, fordi så er det mindre sandsynligt at jeg rent faktisk gør noget ved det.
De bedste klimahilsner herfra
Interessant eksperiment, jeg kan da tilgive det, men præmissen for bekendelsen er måske forfejlet. Bør man ikke rettere lave tankeeksperimentet: kan de kommende generationer tilgive mig dette? Kan de tørke-, orkan- eller flodbølgeramte i fjerne lande tilgive mig dette?
Man kan forestille sig sine børn, oldebørn eller tipoldebørn i fremtiden, når de når din alder, ville de så tilgive det? Hvad ville de svare?
Det er jo nemt for mig fordi jeg lever i et miljømæssigt og økonomisk privilegeret land (globalt set) og i en tid hvor vi kun kommer til at se starten af klimaforandringerne. Det svarer måske lidt til at den ene rige hvidvaskende finansperson, spørger den anden, kan du tilgive mig min hvidvask? Den anden svarer at det kan han godt, og spørger så: kan du tilgive min? Hvortil svaret bliver et rungende ja. Hermed kan de begge blive skam- og skyldsforladte og fortsætte deres færd.
Desuden kan skam og skyld være vigtige moralske følelser, som måske netop kan holde os fra at gøre dårlige ting. Det er måske fornuftigt at skamme sig lidt når man handler moralsk forkert, fordi så mindskes sandsynligheden for, at man vil gentage sin adfærd.
Den Slovenske filosof, Slavoj Zizek, har et glimrende eksempel i denne anledning. I den gamle forbrugerisme, købte man noget og man havde det måske dårligt, hvis man fx vidste det måske ikke var nødvendigt og/eller det var uetisk fremstillet. Den moderne forbrugerisme er derimod kendetegnet ved forbrug uden skyld. Man ser det fx på Starbuckskaffe. Den er enormt dyr, men til gengæld får man fortællinger om hvor godt producenterne af bønnerne har haft det og hvor økologisk det er. Så har man det måske endda godt med sit forbrug – eller man slipper i hvert fald for skylden.
Et lignende eksempel ser vi med mange de “grønne” og “bæredygtige” produkter, som gør at man måske rimeligt skyldfrit føler, at man kan blive ved med at fornye alt interiøret eller tøj, hver gang moden skifter – fordi det jo er “bæredygigt produceret” fx ved at være af 30 % bambus. Man glipper lidt pointen og glemmer måske, at det er forbrugerismen – at konstant købe nyt og opfylde falske behov – som i sig selv er problematisk. Det er jo selvfølgelig ikke noget der bare kommer indefra, eller fordi der er mange som “bare er sådan” – derimod er det er en milliardindustri at få mennesker til at købe de før levede fint uden, eller måske vil være bedre tjent med at leve uden.
Skulle jeg endelig bekende noget, kunne jeg godt selv være mere politisk aktiv end jeg er. Jeg holder mine klimagerninger for meget i privatsfæren. Jeg må samtidigt bede dig om ikke at syndsforlade eller at tilgive mig dette, fordi så er det mindre sandsynligt at jeg rent faktisk gør noget ved det.
De bedste klimahilsner herfra
Kære Martin
Jeg må lige irettesætte en enkelt ting. Papiraviser er gode. Entydigt gode. Hvis nogen er belærende på en irriterende måde, er det selvfølgelig noget rod. Men det kan aldrig være papiravisens skyld!! Og derfor er der ingen grund til at nævne den.
Nå, men jeg er ved at være lidt træt af, at vi er efterhånden er rørende enige om det meste. For jeg mener jo også, at man skal være et forbillede for sine børn, og gøre i stedet for at sige og være god mod dyr og alt det der. Men vi er også alle syndere, når det kommer til klimastykket, og i den katolske kirke har man i flere hundrede år haft stor succes med at bekende sine synder, så hvad siger du til, at vi nu og her etablerer et digitalt skrifterum, hvor vi kan udgyde vores synder, og måske opnå en form for tilgivelse.
Jeg er hvert fald villig til at tilgive dig, hvis du måtte have nogle klimasynder (selvfølgelig inden for rimelighedens grænser), og så håber jeg også, du er villig til at gøre det samme med mig. Jeg starter.
Mine fem største klimasynder:
1 Madspild- i min familie er vi ikke særlig dygtige til at sortere mad, og det sker virkelig tit, at der ryger madrester ned til restaffald, og nogle gange gør vi det endda med åbne øjne, fordi vi ikke orker at fiske en af de grønne bionedbrydelige poser frem.
2 Flyvning. Vi har nedsat flyveriet, men vi kan ikke slippe det. Om et par uger skal jeg til Irland, og ikke nok med, at jeg skal flyve. Jeg skal også mellemlande. Jeg kommer med andre ord til at strø et co2 spor ud over store dele af Europa- alene for min fornøjelses skyld.
3 Lange bade. Vi siger tit til hinanden, at vi nok ikke bruger ligeså meget vand som
gennemsnitsfamilien. Men det gør vi. Øv.
4 Kød. Vi prøver at spise mindre kød, men især frokosten er en forbandelse. Der findes ikke kødfri frokost jeg kan holde ud.
5 Papiraviser. Mit kryptonit.
Kan du tilgive mig?
Venlig hilsen
Jesper
Tak for dit svar. Sikke en billig kaffe du har fundet – kan man virkelig få den kaffe du beskriver til kun 45 kr? Du må vise mig det sted i københavn.
Ja, jeg har en datter på snart to. Mit take på det er egentligt relativt simpelt og består måske af to hovedtræk.
1. Gør selv det du prædiker. For alt i verden undgå hykleriske udtalelser som “gør som jeg siger ikke som jeg gør”.
2. Hvis man selv etableret en god bæredygtig livsstil og engagerer sig på en fordelagtig måde, vil børn jo (meget af tiden) indoptage mange af de samme værdier, som findes i det fællesskab de vokser op i.
Hvis familien har bestemte sunde bæredygtige værdier så overtager børn det også ved deltagelse og inklusion i familiens foretagender. Det er derfor første regel er vigtig. Praktiserer man den ikke, vil barnet jo mere sandsynligt komme ud med en værdi om at bæredygtighed er vigtigt at kommunikere til andre, men ikke noget man selv behøver at rode med så meget. Derfor: inkluder dine børn i dine bæredygtige fortagender og forklar fx hvorfor det godt at passe på naturen, genbruge, tage til demonstration, ikke overforbruge etc. Det skal jo selvfølgelig være alderssvarende det man fortæller dem – ikke nogle voldsomme skrækhistorier (som krisen indeholder og forskningen kan tegne). Det er ikke noget børn skal bekymre sig om, det er noget de voksne bør handle på. Derfor er der også en hvis absurditet, og på sin vis pinligt, at “Fridays for Future” overhoved opstår – de “voksne” har simpelthen ikke håndteret et helt centralt problem angående kommende og yngre generationers eksistensvilkår. Børn og unge overtager et voksenansvar – hvilket er dybt problematisk.
Jeg mener desuden ikke man bør “tvinge” børn (eller andre) til noget, det kommer der vel sjældent noget godt ud af for nogen. Jeg tænker at inspiration og inklusion er klar den bedste måde at vise vejen frem for sine børn. Det handler måske om selv at tage initiativ og gøre noget for at vise en vej frem – snarere end blot at sidde bag sin avis og være belærende. Hvad tænker du? God aften!
Kære Martin
Jeg sidder netop nu i et gammelt DSB-diesel tog, sådan et dobbeltdækkertogsæt, som pendlerne elsker for deres pålidelighed og sædekapacitet, men som klimatosserne hader for deres ekstreme partikeludledning og dieselforslugenhed. DSB har i årevis sagt, at de skulle udfases, men som alt andet vedrørende togdrift i Danmark, har det vist sig at være en umulig og uoverstigelig opgave at indkøbe nye tog. Og måske giver det også bedre mening at vente til jernbanenettet er endeligt elektrificeret om en 10-15 års tid, hvis tidsplanerne mod forventning skulle holde. Når vi taler offentlig transport i Danmark skal det hele helst være lidt sølle, lidt langsomt og en lille smule for dyrt. Så samtidig med at vi hører politikerne holde skåltaler om deres visioner om 70 procent, oplever pendlerne dagligt, at den mest klimavenlige transportform bliver ringere og ringere.
Nå, men togkørsel i Danmark går så langsomt, at det frigiver en masse kostbar skrivetid, og da jeg er superheldig at have opsnappet en smule internet i denne gamle dieselkrabat, havde jeg også lige mulighed for at gå ind og genlæse dit sidste klimaskriv i vores efterhånden omfattende korrespondence. Og jeg kan lide dit sidste indlæg af flere grunde:
For det første synes jeg, det er et genialt træk, når du skriver med en børneopdragelsesblogejer, at du refererer til selvsamme børneopdragelsesejers tekster på en anerkendende måde, der får børneopdragelsesejeren til at føle sig vigtig. Det er i den grad fremmende for dialogen.
For det andet synes jeg, det er en fed filosofisk regel, at den mest oplyste og magtfulde har den største forpligtelse. Det vil jeg gerne skrive under på.
For det tredje er jeg enig med dig i stort set det hele.
For det fjerde synes jeg, det er fedt, at du stiller spørgsmål til mine ytringer, som når jeg for eksempel siger, at debatten nogle gange bliver for skinger. For hvad mener jeg egentlig med det? Det har jeg tænkt lidt over, og jeg er enig med dig i, at det nok er det individualiserede udtryk, der er det værste. Der er blevet opfundet et ideal om, at det er noget cool og lækkert at være klimabevidst, og når man går igennem Østerbro i dag, er der så meget øko-second hand-vintage til overpris, at det føles som at gå i en form for kulisse for overklassen. Og det er jeg bare ikke så vild med. Det er et ekskluderende udtryk, hvor klima bliver en identitetsmarkør og avanceret hobby for de velstillede. Hvis disse mennesker virkelig ville gøre noget for klimaet, kunne de donere halvdelen af deres løn til de mest effektive grønne organisationer eller bare grave pengene ned i haven, så de udgik fra forbrugskredsløbet, men det vil de ikke, for det er en usynlig gestus, og det er meget federe at købe en økologisk cortado i en bionedbrydelig kop med en sjat havredrik til 45 kroner og så smide et billede op på Insta, så vennerne kan se, at man igen i dag har været klimacool. Jeg underkender ikke, at enhver revolution starter med en adfærdsændring hos en privilegeret gruppe i storbyen - jeg er bare ikke så vild med at kigge på det.
For andre dele af skingertheden (nyt ord) har jeg ikke noget i mod. Jeg kan godt lide, når teenagerne pjækker fra skole for at gå til demo, og jeg kan godt lide, når grønne unge mennesker køber genbrugstøj og overbeviser deres forældre om at blive veganere. Det minder mig om en politisk vækkelse a la 70’erne ,og det årti har det altid ærgret mig, at jeg ikke var en del af. Og det fede ved klimakrisen (hvis man kan sige det sådan) er, at det er nogle sunde værdier, der skal fremmes. Mindre forbrug, mindre kød, mere kollektiv transport og mere vind i håret.
Men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om dine tanker omkring børneopdragelse, jeg er jo ikke børneopdragelsesblogejer for ingenting: Har du børn? Har du gjort dig nogle overvejelser om, hvordan dine børn skal ”klimatiseres”? Skal de tvinges til at tænke klima på en bestemt måde? Og skal de tvinges til at være aktivistiske? Du er selvfølgelig lidt inde på det i dit første indlæg, men måske kunne jeg lokke dig til at være lidt mere konkret. Hvordan vil du helt specifikt opdrage dem klimatisk korrekt?
Venlig hilsen
Jesper