Når vores børn og unge sidder på skolebænken og lærer om klimaforandringerne, og den udvikling den i tiden tager, kan det føre til frygt for fremtiden, frustration og håbløshed. Hvilken fremtid er det dog de tidligere generationer har udkastet os i? En reaktion hos børn og unge, som kalder på omsorg for forældrene. Problematikken er nu, at vi ikke kan forklare dem at “det nok skal gå” med ro i sindet. Vi ved at det går den gale vej og hvordan foretager man så den gode klima- og bæredygtighedsopdragelse?
Problemet er at vi ikke kan lære vores børn om “det gode liv” som vi selv har kendt det; det er for de fleste af os en ganske ubæredygtig livsstil. Vi står i det problem, at vi som samfund, og som forældre, ikke kan reproducere flere af de værdier og idealer vi har – da de er ganske ubrugelige i klimakrisen og absurde for de unge at overtage. Hvis vi lod vores børn og unge overtage vores sædvane, ville vi blot lære dem hvordan de gravede sig længere ned i hullet og ikke hvordan de kom op.
Vi må først selv lære de nye værdier, idealer og måder at leve på, som vores børn rent faktisk kan gøre brug af, og se sig selv i, når fremtiden kommer. Problemet er måske endnu: hvordan opdrager man nogen når man ikke selv ved hvordan man bør leve? Vi er jo selv en del af et ganske ubæredygtigt samfund, som stadigt køber aflad i kraft af grønne afgifter, Co2-kvoter og produkter af 30 % bambus.
Paradokset man kan stå i er, at man skal opdrage sine børn til hvorledes man bør færdes i verden og have sunde værdier, når de i samfundet stadigt er underudviklede og vi måske stadig har at opfinde nye pejlemærker for eksistensen.
Løsningen starter ikke med “dig selv” – som er så populært i tidsånden at sige – men rettere med os. Det samfund vi skaber. Det gode bæredygtige samfund er ikke noget den enkelte forbruger sig til eller skal kunne “vælge”. Det er noget vi skaber. Løsningen starter med et “vi” – en forening om et mål. En fælles konstruktion af den bæredygtige verden, vi skaber som land, arbejdsplads, familie. Målet for den gode opdragelse i en klimaoptik, må indebære at forældrene er med til at skabe et bæredygtigt samfund for de fremtidige generationer, og samtidigt i denne akt, vise vejen frem for de yngre generationer. Målet må være selv at være med til at sætte nye værdier, og gøre en bæredygtig livsstil til en selvfølge, før at vi kan opdrage vores børn til at gøre det samme.
Af: Martin Enselmann (cand.psych.)
Nu hører jeg til den sjældne art af mennesker, som sagtens kan nyde en kaffe eller spise lækker mad – uden at jeg først må have et billede af det på sociale medier for at hjælpe min fordøjelse. Jeg kan sågar også være til sjove events uden at promovere dette på sociale medier. Derfor vil jeg næsten love at en sådan dokumentation nok ikke bliver overholdt fra min side. Men tak for din manglende tilgivelse.
Vil de rige filantroper vil være redningen? Ja nogle vil måske gøre en væsentlig forskel og de rette investeringer har vel muligheden for at gøre en reel og stor forskel. Bl.a. fordi at man ikke skal igennem et større bureaukratisk og demokratisk statsapparat – man kan bare handle (groft sagt). Det giver jo en stor frihed til at handle for klimaet.
Spørgsmålet er så, om man vil det eller har “interesse” i det. Hvis præmissen er en egennytteoptimering og profitmaksimering, følger det jo at man nok ikke er så opmærksom på det man gør, gavner det “alment gode” eller verdenssamfundet. Samtidigt står man også i det problem, at mange ekseptionelt rige også har deres penge og magt fra fossilt brændstof. Derfor er der nok mange som ikke har interesse i, at vi skal skifte brændstof eller bruge mindre fossilt brændstof. Det er vel efterhånden alment kendt at de store oliegiganter i mange år har brugt samme manøvre som tobaksindustrien: sået forvirring og givet penge til en masse forskning eller offentlige personer, som argumenterer i deres favør. I klimadebatten er der jo pseudo-videnskabsfolk som nogle steder (fx USA) får taletid, til at være skeptiske overfor forskningen. Jeg må tilstå at jeg på den front er pessimistisk anlagt og ser ingen grund til at de store oliemilliardærer pludselig har tænkt sig at sætte propper i pumperne og lukke biksen for at redde menneskeligheden. Man kan dog nok overtale milliardærer i andre brancher, som ikke har betydningsfulde mængder kapital i oliebranchen (eller andre klimabelastende brancher), til at ville gøre noget andet.
Måske er håbet for rigmandsfilantropi ligeså farligt som håbet på en revolutionær teknologisk løsning som dumper ned fra himlen: har man denne tro og dette håb, er det måske lettere at sige til sig selv, og det fællesskab man er den del af, at det jo ikke er os som skal gøre noget, men nogle andre. Vi kender det i hverdagslivet: hvis alle bare venter på at der er nogen der handler, sker der intet. Det jo fint at være håbefuld for fremtiden og en løsning – det må bare ikke føre til passivitet og udgøre en undskyldning.
Om kapitalismen er en del af problemet spørger du. Ja, det mener jeg. Hvis ikke man finder en anden løsning, skal den måske skifte form fx I hvad man forstår som “produktion” og “vækst”. Måske skal den økonomiske vækst komme fra andet end at lave materielle klimabelastende produkter, men i stedet noget mere immaterielt. Det er måske noget andet vi skal købe og sælge til hinanden en enormt klimabelastende ting, for at skabe vækst på en bæredygtig måde.
Som du nu har spottet og erkendt, har jeg en præference for at skrive om det filosofiske og politiske. Jeg vil hellere skrive om det fælles og almene, end om mit eget liv. Jeg vil dog gerne prøve at producere et svar, som måske kan være fra mit eget liv og alligevel alment (som du jo også gør meget i dine indlæg). Det vedrøre forbrugerismen og børneopdragelse, men den må du vente lidt på i et nyt indlæg. Jeg ser at vores debat har taget en anden drejning og det måske kunne være på tide at skifte emne til noget mere med børneopdragelse. Glædelig søndag!