Nogle gange får jeg lyst til at skrive noget vildt. Noget aggressivt. Noget, der får tastaturet til at ryste og adrenalinet til at koge. Noget, der giver afløb for vreden inden i mig. Derfor sætter jeg mig ned og skriver hurtigt, ligesom nu, men konstaterer, at det ikke har den forventede effekt. At jeg nok i virkeligheden burde gøre noget andet. Men hvad? Hvad bør man egentlig gøre, når man som velfærdsmand bliver vred og aggressiv og har brug for at komme af med frustrationerne på en måde, der hverken er psykopatisk eller til fare for sig selv eller andre?
Bør man melde sig til et Carl-Mar kursus og rende rundt med pikken flagrende om benene, mens man skriger ad sine lungers fulde kraft og banker hinanden i hovedet med køller og taler om hvor ”rigtigt” det er at være mand?
Bør man spurte rundt på en syvmandsbane i regnvejr og lave glidende taklinger og skrige overdrevet højt, når modstanderen strejfer en på skinnebenet?
Bør man løbe langt ud i skoven, eller tage ud til vesterhavet og skrige ad naturen, fordi man ved, at den kan rumme det og ikke råber tilbage.
Eller bør man tage til psykolog og tale om, hvorfor man har så stort et behov for at skrige?
Hvordan fuck kommer man af med vreden, når man lever i et samfund, hvor konsensus er endemålet, og hvor man danner en flertalsregering over midten, når man vil gøre op med det etablerede? Danskere er som skabt til at undertrykke vrede, og det ligger nærmest i vores DNA siden vi tabte store dele af kongeriget og blev invaderet af tyskerne og opfandt den knyttede hånds politik, hvor vi undertrykte aggressionen og mødte modstanderne med larmende tavshed. Og så selvfølgelig vejret. Vi er underlagt det mest irriterende middelmådige klima og er derfor tvunget til at undertrykke frustrationerne, fordi vi ellers ikke kunne bestille andet end at brokke os.
Men der er ingen grund til at give det videre til den næste generation. Fandeme nej. Det må stoppe her. Og det er derfor, vi herhjemme har opfundet sofapuden, som jeg tidligere har skrevet om, som man altid kan slå på, når man bliver vred og har brug for at komme af med sine aggressioner. Bare ud med den naturlige vrede, og så pyt med omgivelsernes fordomsfulde blikke og opfattelse af vrede som noget forfærdeligt, som må bekæmpes for en enhver pris. Mine unger skal ikke ende, som deres far, der gemmer vreden i maven og kun krampagtigt tør forsøge at skrive den ud i aggressive tekster om familieliv og børneopdragelse. Ikke tale om.
Tak fordi du læste med.
Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Kommentarer