Jeg ville have haft godt af at vide mere om, hvad det der fødselshalløj egentlig er for noget. Altså ikke sådan det rent tekniske. Det havde jeg rimelig godt styr på efter fødselsforberedelse på Hvidovre, samtaler med jordemødre og diverse bøger om emnet. Nej, jeg ville mere have haft gavn af at høre noget mere om, hvad der egentlig forventes af en up coming-far, når showet går i gang, og hvordan det er normalt, at man har det bagefter. Det er jo en ret underlig position at være i for en mand. Ens livs kærlighed ligger der og lider som ind i helvede, og man kan ikke gøre andet end at sige banale Hugh Grant-agtige ting som ”du klarer det så fint” og ”bare blive ved med at trække vejret dybt”. Og bagefter, når man har lyst til at være der for sin slagne, forblødte og hårdt kæmpende kvinde, er hun fuldstændig ligeglad med en, fordi al opmærksom samler sig om den lille slimede bylt, som hun har kendt i ni måneder, men som man selv kun har en vag antydning af, hvem er. Og så forventes det ovenikøbet, at man skal være lykkelig. Øjeblikkeligt.
Nå, men for os startede selve fødselsdelen med, at vi var i Kastrup Bio og se den nye James Bond film, fordi min kæreste er rundet af en slægt, hvor de altid har set den slags, og fordi man ikke stiller spørgsmål til filmvalget, når ens kæreste er så højgravid, at man ikke troede det fysisk muligt. Og bagefter gik vi hjem. Hele vejen fra Kastrup til Holmbladsgade, og måske var det det, der satte fødslen i gang. Det har vi i hvert fald udviklet en vag en teori om.
For næste morgen vågnede jeg tidligt, og min kæreste kiggede på mig og sagde, at det føltes underligt i maven, men at jeg bare skulle sove videre. Ja. Tak. Det kan du da sagtens sige. Du ligger der med udspilet gigamave, og mærker noget mærkeligt, og så vil du lige have, at jeg skal vende mig om og tage en halv time på den anden side!!
Morgenen og formiddagen gik med at følge udviklingen, og hvert andet minut troede vi, at det var plukkeveer, og hvert andet minut troede vi, at det var alvor. Omkring frokosttid begyndte det at tage til, men veerne passede ikke længdemæssigt med det, vi havde læst i bøgerne (og dem har vi respekt for), så det var nærmest modstræbende, at vi ud på eftermiddagen greb knoglen og ringede til Hvidovre:
-Hej, min kæreste har ondt i maven, og vi er lidt i tvivl om, om det er veer, for de er ikke så lange, som vi har læst, de skal være.
-Må jeg lige prøve at tale med hende, så jeg kan høre hendes stemme, når der kommer en.
-Ja
-Aaaaaavvvv
-Okay. Kom til Hvidovre med det samme.
Heldigvis er jeg stoisk rolig uden på, når jeg er ved at brænde sammen indvendigt, så jeg ringede efter en taxa, greb tasken, som vi havde pakket for længe siden og møflede min kæreste, hvis vand lige var gået ud over min legendariske lænestol, ned på gaden, hvor det føltes som en evighed, inden taxaen svingede om hjørnet nede ved Holmbladsgade.
I taxaen led min kæreste, men var samtidig bange for, at vi var taget for tidligt af sted. Vi havde begge hørt en stribe historier om par, der var blevet sendt hjem igen, eller havde ventet i timevis på, at fødslen skulle gå i gang, og hvis det er noget, vi ikke kan lide, så er det at være til besvær. Samtidig gjorde det også bare så ondt på hende i taxaen, at det ikke ville være til at bære, hvis det her kun var begyndelsen på det, der ventede.
Men det var det så heldigvis heller ikke. Da vi kom ind på fødegangen, kom en rutineret jordemor hen til os, mærkede lige efter en gang og sagde:
-Kom med herind. Du er ti centimeter åben, og barnet skal ud nu.
I mit indre skete der nogenlunde følgende: Nå, for søren. Jeg skal være far nu. Det er egentlig sjovt, at det sker, lige mens FCK skal møde AGF inde i Parken, og selvom jeg ikke har stærke følelser for den kamp, havde jeg egentlig glædet mig til at se den af en eller anden grund, men det kommer jeg da ikke til nu, for nu skal jeg være far, og når det først er sket, er kampen jo for længst slut, og superligakampe er jo også ligegyldige i forhold til fødsler, og jeg kan jo altid se målene i Onside, hvis jeg altså overhovedet er interesseret i fodbold, når jeg er blevet far, for det kan jo være, jeg bliver et helt anderledes menneske nu, det ved man jo aldrig, men nu skal jeg bare sørge for at være der for min kæreste, og…..
Jeg havde på en eller anden måde brug for en sikker havn og noget trygt at tænke på, og for mig var det åbenbart en ligegyldig fodboldkamp mellem to hold, der ikke betyder det fjerneste for mig. Flere gange, mellem lattergas, vejrtrækninger og psykopatveer, trak jeg mig mentalt ind i Parken og forestillede mig, hvad der skete. Nu må der være spillet cirka en halv time, så der står sikkert stadig 0-0…….nå for søren, der kom lige en ordentlig ve….men det kan selvfølgelig også være, at AGF er kommet foran og så….nå for søren…..”du klarer det så flot. Bare bliv ved med at trække vejret dybt.”
Efter en times tid stod det klart, at hun ikke kunne få barnet ud selv, så en mindre hær af læger og sygeplejersker kom ind i en fart, og lynhurtigt blev der sat en kop ned til det lille stykke hoved, som var kommet frem, og ”svup”, gled min søn ud af min kæreste og blev lagt oven på hende, og fem minutter efter blev der rullet en vogn ind med noget toast og en kande saftevand, og jordemoren forlod lokalet, og der blev fuldstændig stille. Og klokken var ikke en gang atten. Kampen i Parken måtte være i fuld gang endnu.
Jeg bemærkede, at min kæreste havde iklædt sig et saligt smil, som så ud til at sidde fast. Hun var lige præcis det sted i verden, hun helst ville være.
Jeg var mere sådan: Fuck, det er vildt, det her. Godt han lever. Godt det ikke gør ondt på hende mere. Jeg bliver nødt til at passe på dem. Det er godt nok sindssygt det her. Hold kæft jeg gad godt ryge.
Efter en times tid listede jeg ud for at ryge, men havde glemt min lighter, så jeg måtte ind til jordemoderen, der gudskelov havde en, men jeg kunne se, at hun kiggede underligt på mig, og jeg tænkte, om det var en absurditet, at jeg havde lyst til at ryge nu. Men her bagefter tror jeg, at hun med sit blik forsøgte at advare mig om, hvor kontroversielt det er at ryge, når man har små børn (hvilket jeg senere selv fik at mærke i en grad, så jeg til sidst helt stoppede).
Nå, men jeg kom udenfor, hvor der stod to indvandrerknægte og røg, og helt instinktivt fløj det ud af munden på mig:
-Jeg er lige blevet far.
-Sådan. For fedt mand. Stort tillykke. Du skal have en krammer.
-Tak, ja, det er ret vildt. Pyha. Nå, hvad laver I så her?
-Det er vores ven. Lidt for sindssyg aften på Nørrebro i går. Derfor skal man ikke have kniv med i byen. Men han var selv ude om det, ha ha.
-Øh…nå…okay. Det var da noget værre noget.
-Ja ja, pyt med det. For vildt med din baby, farmand!
Da jeg kom ind på stuen igen, havde jeg stadig svært ved at mærke glæde for alvor, men jeg kunne mærke, at det havde gjort noget ved mig at sige det til andre. Som om det var blevet mere virkeligt. Jeg kunne også mærke en kolossal lettelse over, at alt var okay. Alle lemmer i orden. Ørerne virker. Stemmen virker. Han har en mund og en næse og små fødder og alt muligt. Det ser ud til, at det hele er i orden.
Men først og fremmest befandt jeg mig i en form for anspændt tilstand, som skulle forfølge mig det næste lange stykke tid og vel bedst kan beskrives nogenlunde sådan her:
” NU SKAL JEG SATANEDME SØRGE FOR, AT DER IKKE SKER DEM NOGET. DET ER MIT ANSVAR, AT DE IKKE KOMMER NOGET TIL, OG JEG SKAL VOGTE OVER DEM OG PASSE PÅ DEM, OG HVIS JEG ALDRIG NOGENSINDE KOMMER TIL AT SOVE IGEN, ER DET BARE SÅDAN DET ER. FOR DE ER SMÅ OG SVÆKKEDE OG HAR BRUG FOR MIG, OG JEG MÅ UNDERTRYKKE MINE EGNE BEHOV I AL EVIGHED, FOR NU ER DER NOGEN DER HAR BRUG FOR MIG, OG DEN OPGAVE MÅ JEG TAGE PÅ MIG. FRA NU AF. SÆT I GANG.”
Og det var måske lige i overkanten.
Næste morgen kom en sygeplejerske ind for at tale om fødselsoplevelsen.
-Oplevede I det som ubehageligt?
-Nej, overhovedet ikke.
-Det kan jo godt virke overvældende på mange, når lægen og sygeplejerskerne kommer ind. Det er jo mange mennesker, der lige pludselig kommer brasende, når et barn skal tages med kop.
-Jeg oplevede det, som om vi var i meget trygge hænder.
-Nå, det er jeg glad for at høre. I må endelig henvende jer, hvis I får brug for at tale med nogen eller kommer i tanke om noget, I gerne lige vil have vendt.
-Mange tak, men jeg tror ikke, det bliver nødvendigt.
Men måske var det i virkeligheden nødvendigt. Måske skulle jeg have henvendt mig til Hvidovre Sygehus’ sygeplejerskepsykolog og spurgt hende, om hun ikke havde en kande kaffe og en eftermiddag til at sætte sig ned og i rolige vendinger fortælle mig, hvad i alverden det var, jeg havde rodet mig ud i. Men hun skulle glemme alt om sugekoppen. Eller hvad sådan en hedder. Og jeg havde heller ikke behøvet al den viden om plukkeveer, blokader, bækkenbundstræningsøvelser, vejrtrækning og fødestillinger. For det var der masser af dygtige folk, der tog sig af. Hun skulle hellere have snakket med mig om, hvad det vil sige at være nybagt far og måske have talt med mig om, hvordan jeg havde oplevet forløbet og fortalt mig, at det er okay, at lykken ikke kommer flyvende i fødselsøjeblikket, fordi mennesker er forskellige og reagerer forskelligt.
For ud over at være anspændt og koncentreret følte jeg mig også forkert. Fordi jeg ikke var lige så lykkelig, som det blev forventet. Jeg havde set stribevis af amerikanske film, hvor den nybagte far svinger sit barn rundt i en overstadig lykkerus, ligesom jeg havde set et utal af Facebookopdateringer med nogenlunde denne ordlyd: ”Så er min søn ude hos os. Han er velskabt, vejer 3500 gram og vi er ovenud lykkelige”.
Men jeg kæmpede altså lidt med lykken de første to dage på Hvidovre. Jeg havde det ikke dårligt, bestemt ikke. Jeg synes, det var spændende, og jeg havde masser af adrenalin i kroppen. Men jeg havde slet ikke samme permanente smil ved mundvigene som min kæreste, der ligesom bare gik i et med sin nye rolle. Jeg havde alt for travlt med at være anspændt, koncentreret, fokuseret, ikke i vejen og i det hele taget finde mine ben i en disciplin, hvor jeg i udpræget grad spillede en birolle.
Så hvis jeg skal give et råd til up-coming fædre skal det være noget med, at de skal forberede sig på en magtesløshed i selve fødselssituationen, hvor de ikke kan gøre ret meget, men hvor deres banale ytringer og holde-i-hånden opgaver er megavigtige, fordi de får den fødende til at slappe mere af. Men de skal også være opmærksomme på, at fødselsdelen er den nemme del, fordi der er så mange dygtige mennesker, der hjælper og tager sig af det. Nej, det er den del, der kommer bagefter, som det er en god ide at forberede sig på. For hvordan håndterer man en situation, hvor man forventes at føle noget bestemt? Hvordan håndterer man sine egne behov og følelser i en situation, hvor man har været igennem en adrenalinfyldt roller coaster, som ingen interesserer sig for, fordi der er to andre mennesker, hvis tilstand åbenlyst er mere interessant? Og hvordan undgår man at blive selvudslettende i sin iver efter at hjælpe sin nye familie i den kommende tid, hvor man pludselig skal øve sig i gå fra to til tre personer i det, der pludselig hedder en familie? Det er i hvert fald ikke en mulighed at ignorere sine egne behov og gøre sig selv til en form for ydmyg tjener for de to andre. Det kommer der ikke noget godt ud af. Trust me.
Der er i samfundet masser af fokus på selve fødselsdelen og fødselsforberedelsesdelen, men man kunne overveje, om der ikke burde være mere fokus på den del, der kommer lige bagefter, hvor det handler om at få etableret en god og sund familie, hvor alle føler sig godt tilpas fra starten. For måske er der i virkeligheden mange, der først for alvor oplever problemerne, når de slipper de dygtige jordemødre og pludselig står alene med en livslang opgave, som ingen af os har fået nogen uddannelse i.
Og så får jeg lige lyst til at indskyde, at min anden søns fødsel var en helt anden oplevelse og mere i stil med: ”Så er min anden søn ude hos os. Han er velskabt, vejer 3500 gram og vi er ovenud lykkelige”.
Tak fordi du læste med.
Du har som altid mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen, hvis du mener noget om emnet.