Sidder netop nu med min computer i skødet og skriver febrilsk. Ved siden af mig ligger min søn på to år og nægter at sove. Han er stille, men bevæger sig konstant, og når jeg tror, han er ved at falde hen, bevæger han et ben eller en arm og går i gang med en rytmisk bevægelse, dum, dum, dum, der viser, at han er en lille dreng, der bestemt ikke har tænkt sig at sove.
Han har gang i sådan en aften, som jeg også kender fra mig selv, hvor der er spjæt og uro i benene, og hvor trætheden egentlig var der, men forsvandt, da sovetoget pludselig drønede forbi.
Men hvor er det dog til at blive sindssyg af, når man er ham, der sidder ved siden af og venter på, at han skal falde til ro. Hvis det var mig selv, kunne jeg i det mindste stå op og gå lidt rundt eller læse i en bog. Nu er jeg bare plantet med en jobbeskrivelse, der siger: ”Vær fuldstændig rolig og lad være med at lave en hjernedød lyd eller bevægelse, der fører til, at han slår øjnene op og går fra døsig til spilvågen, så det, der kunne være blevet en hyggelig aften pludselig forvandler sig til et skrigende-barn-der-ikke-kan-sove-og-derfor-må-med-ned-i-stuen-i-en-time-som-bare-gør-ham-endnu-mere-gakket-end-han-er-i-forvejen-mareridt….”
Så, nu gjorde han det igen. Lå stille et sekund og gav mig håbet om, at den var ved at være der, for så øjeblikket efter at vende sig om, åbne øjnene på klem og begynde at pille ved gitteret på sengen.
Blinkede han lige til mig der? Frustrerende. Frustrerende. Frustrerende….
Og nu kan jeg høre højlydte soveforhandlinger mellem min kæreste og min ældste søn uden for døren, og det vil da være prikken over i’et, hvis der også kommer larm fra den kant. Han vil have sin mælk i et andet glas, men hun vil ikke gå ned og hente det, og jeg tror, hun siger noget i stil med: ”betingelsen for, at du kunne få et glas mælk med i seng, var, at du var helt stille”. Men hvis jeg kender hende ret, ender det alligevel med, at hun henter et nyt glas, mens hun ryster på hovedet og understreger, at det ikke er fair, og at han bare har at lægge sig til at sove med det samme, når hun kommer op igen. Og det vil han så også gøre, for han kan ikke lide, når hans mor er sur på ham, og måske kan han også godt se, at det var et urimeligt krav han opfandt for lige at trække sengetiden to minutter. Og jeg vil synes, det var godt, hun hentede det, for ellers var han bare begyndt at larme, og så havde han vækket den lille, og så havde vi brudt hustandens vigtigste regel- nemlig den om at man under ingen omstændigheder må forstyrre den mindste, når han sover. Og det havde ikke været godt. Og i værste fald kunne det være endt i et skænderi mellem min kæreste og mig, og det er der ingen af os, der orker, for vi er trætte og vil egentlig bare gerne have fred nu.
Så gjorde han det lige en gang til. Lå stille i ti sekunder for så at vende sig om og pille ved tremmerne på den anden side. Jeg bliver snart idiot. Han er et vågenmonster, og jeg har lyst til at skrige ham ind i hovedet, at nu skal han krafteddeme tage sig sammen og sove, og det skal ikke bare være sådan en lille lur, men en helnats-tornerosesøvn i stilhed i tremmeseng, så alle her i huset kan få den søvn, de retmæssigt har krav på.
Men jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke vil virke. Min eneste mulighed er at sidde musestille og håbe på, at han til sidst giver fortabt. Og jeg ved heldigvis af erfaring, at vores børn altid overgiver sig til sidst. På de svære aftener skal vi så grueligt meget igennem, men til sidst overgiver de sig altid. Som alle andre små børn i alle tider har overgivet sig før dem. På nær altså de der skrækhistorier, som for eksempel Mathilde Falch, der fik et barn, der aldrig sov og andre man har hørt om, der skulle gå lange ture med barnevogn om natten.
Jeg ville ubetinget blive sindssyg, hvis jeg fik sådan en kolikslambert, der skreg i timevis og ligegyldigt hvad jeg gjorde, bare ikke ville stoppe. Og måske ville jeg ende med at slå barnet til plukfisk, ligesom moren gør i en eller anden dansk film, jeg en gang har set, og som er helt forfærdelig. Men de fleste børn falder heldigvis altid i søvn på et tidspunkt, og vores gør i hvert fald, og spørgsmålet er bare hvornår. Og hvor skør han når at gøre mig inden…..
Søvnfrustration er noget af det, der kan gøre mig allermest rastløs. Ikke så godt når min fornemmeste opgave er at udstråle ro. Men jeg klarer det vist meget godt, tror jeg. Jeg er heldigvis stærkt trænet i at se rolig ud, selvom jeg er ved at koge over indvendigt. En evne min kæreste har sat stor pris på ved begge fødsler, hvor jeg har bevaret en nærmest stoisk ro og taget ansvar for situationen. Jeg tror også, at drengene nyder godt af det, når vi står i pressede situationer med forsinkede tog eller forstuvede ankler. Bortset fra når vi er et helt fremmed sted, hvor jeg ikke kender reglerne og ikke ved, hvad man skal gøre. Så bliver min hjerne til budding, og jeg mister fuldstændig evnen til at sige sammenhængende sætninger. Og så står familien der med en paralyseret farstatue, og det er selvfølgelig ikke så godt, men det er heldigvis uhyre sjældent det sker og som regel udelukkende i fremmede lande, og eftersom vi ikke rejser ret meget, så længe børnene er mikroskopiske, gør det ikke så meget.
Og det kan jo faktisk sagtens tænkes, at det er gået over med nummer to, ligesom jeg har oplevet på andre områder, at jeg er blevet langt bedre til kontroltab, fordi det bare er umuligt at kontrollere noget som helst, når man vælger at gå fra ét barn til to og ovenikøbet gerne vil have dem med ud i samfundet en gang i mellem…
Så, nu ligger han helt stille, så måske er der bid. Måske har det hjulpet, at jeg er begyndt at skrive. Måske har han registreret, at min hjerne er holdt op med at fokusere på ham, og måske har det fået hans hjerne til at sige, at så kan det sgu også være ligegyldigt med at holde sig vågen, når min far ikke en gang tager notits af det, så nu lægger jeg mig til at sove.
Eller også var det bare helt tilfældigvis nu, søvntoget trillede fordi igen. Og valgte at tage ham med. Nu lyder det altså virkelig som en harmonisk søvnvejrtrækning, og jeg tror sgu, den er god nok.
Fuck. Fuck. Fuck. Han gav lige et spjæt…..nej….falsk alarm….nu trækker han vejret roligt igen.
Juhuu. Nu er den der….
Nu tager jeg snart chancen og går nedenunder og ser Robinsonekspeditionen, selvom det føles helt absurd at indrømme det. Jeg er blevet sådan en familiefar, der først kæmper en desperat kamp for at få mit barn til at sove for derefter at gå ned i stuen og lade mig belønne af en flok gennemsnitlige familiefædre og studerende, der spiser fårehjerner og står på pæle, indtil der kun er en enkelt tilbage, der lader sig hylde af den gamle silkeborgspiller Jakob Kjeldberg, der typisk siger noget i stil med, at det er en værdig vinder, og at det har været en god ekspedition.
Og der var en gang, hvor vi mest så Jersild og spin og Deadline, men så blev Jersild fyret og Deadline kommer alt for sent, og det passer bare bedre til børnefa
milielivet med noget let fordøjeligt, og man kan sige meget om Robinson, men man behøver ikke anstrenge sine hjerneceller, og der er heller ingen risiko for følelsesmæssig overstimulans. Og jeg må bare endnu en gang konstatere, at sofastening og tomme kalorier er mere overskueligt end samfundsanalyser og eventuelle spændinger i Mellemøsten. Og nu vil jeg lade barnet sove sødt og skynde mig ned i stuen og se, om hold øst klarer dysten og undgår ø-rådet, som vil være temmelig fatalt for dem som alliancerne er på øen netop nu.
