Det er sjældent, jeg udtaler mig om andet end pædagogiske problemstillinger, opdragelsesrelaterede emner og måske en gang imellem fodbold. Men for nylig spillede jeg et kortspil, som gjorde så stort et indtryk, at jeg er nødt til at nævne det her. Det startede med, at min kæreste havde spillet det til en fest og fortalt om det, og så viste det sig, at den ældste søn også havde spillet det og synes, det var sjovt. Derfor købte jeg det som en hemmelighed og tog det med på ferien til Sicilien,...

Foto: Unsplash.com Dette indlæg er dramatisk. Kan lige så godt sige det som det er. Det handler om, hvordan jeg vågnede mandag morgen og tænkte: ”Fandens også det er mandag, men det er der ikke noget at gøre ved.” Og så kravlede jeg ud af sengen og tog tøj på, som jeg altid gør. Og forsøgte at lade være med at vække de andre, som jeg altid gør. Og så tog jeg lige en tallerken i hånden, som havde forvildet sig op ovenpå. Og så gik jeg hen til trappen. Og så tog jeg et skridt... Og så forsvandt...

Vi fik øje på stedet på lang afstand, fordi der udenfor stod nogle af de maskiner, hvor man propper to Euro ind og drejer på et håndtag, så noget plastikbras eller tyggegummi falder ud. Sådan nogle, som der var en del af i Danmark for nogle år siden. Min yngste søn fik øje på automaterne og ville derhen. På Sicilien er de nemlig så smarte, at de har fyldt maskinerne med plastikfigurer, der relaterer til spillet Steal a Brainrot, som mange forældre til lidt større børn kender, fordi ungerne...