Søndag d. 15/03 2020 kl. 09:53
Jeg bliver nødt til at skrive noget coronarelateret. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg sad og kiggede på mine mere eller mindre færdige tekster om enlige mødre, børnefilosofi, folkeskolen og tilværelsens spidsfindigheder, men jeg kunne slet ikke få det til at give mening, når vi samtidig befinder os i et science fiktion univers, hvor Roskilde midtby minder om en scene fra The Walking Dead, og hvor man efterhånden ikke vil blive overrasket, hvis der pludselig vader en zombie forbi uden for vinduerne.
Derfor har jeg besluttet, at jeg i den kommende tid vil udgive ”dagbog fra Coronaland”, som vil indeholde beskrivelser af familielivet i en historisk epoke, hvor grænser lukkes, familier tvinges til at være sammen på nye måder, og der sættes spørgsmålstegn ved rigtig mange af de forhold, vi plejede at tage for givet. Dagbogen vil udkomme hver fredag og være mere uredigeret og umiddelbar end de normale fredagsindlæg, ligesom der vil være bredere perspektiver end de rent opdragelsesmæssige. Situationen er underlig, og mit hoved er fyldt med underlige tanker, så derfor er det nødt til at være sådan. I en periode. Desværre.
Mandag d. 16/03 kl. 12:10
I aftes var jeg ved at bryde sammen. For første gang i flere dage tillod jeg mig selv at slappe af i skuldrene og kæberne, og jeg kunne med det samme mærke, tårerne presse sig på. Jeg havde åbenbart været mere på overarbejde de sidste dage, end jeg lige gik og troede. Jeg tror, det handler om en beskyttertrang, hvor jeg indeni har været ret bekymret over situationen. Er børnene okay? Er den yngste ikke lidt varm? Kan vi klare situationen? Er alting under kontrol? Kan vi mon få mælk i supermarkedet i morgen, og hvorfor fanden bliver dødstallene i Italien ved med at stige?
Her til formiddag har jeg haft det bedre. Jeg besluttede mig for at gå tur med børnene, fordi min kæreste skulle arbejde, og fordi min hjerne har det bedst, når den jævnligt får noget luft. Vi gik hen til det lokale kafferisteri, hvor de lokale iværksættere stod i solen (med god afstand mellem hinanden) og drak kaffe, mens de vendte verdenssituationen. Det føltes skønt at tale og grine med nogen igen, og jeg mærkede med det samme fællesskabets kraft og blev mindet om, hvor vigtigt det er, at mennesker finder måder at være sammen på - ikke mindst når de traditionelle samværsformer er under pres.
Jeg blev også mindet om, hvor ufattelig privilegeret jeg er, at jeg får en månedsløn hver den første og ikke behøver at frygte for, at mit livsværk bliver taget fra mig fra den ene dag til den anden. Flere af de små forretningsdrivende i vores kvarter, det kreative Musicon-kvarter i Roskilde har investeret al deres økonomiske og menneskelige kapital i en container, som de sælger forskellige varer fra, og på et øjeblik er salget nærmest gået i stå. Normalt er det er kvarter, der summer af liv, og hvor man i solskin kan tænke, at en lille smule Berlin har sneget sig til Skandinavien, men i denne tid er der ikke et øje. Ud over de helt lokale. Og selv om både mikrobryggeriet og kafferisteriet på rekordtid har omstillet sig til rendyrkede to-go-butikker, er det hårde tider. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil støtte dem, alt hvad jeg kan i denne tid, og jeg vil i det hele taget bestræbe mig på at lægge så mange penge som muligt hos de allermest lokale.
Men først skal vi et smut i sommerhus. Vi har besluttet os for at tage væk en uges tid, fordi vi tror, det er en god ide at holde kæberne og skuldrene afslappede, og fordi vi gerne vil have noget god energi i en vanskelig situation, hvor børnene formentlig vil blive ekstremt rastløse, hvis de dag efter dag skal gå rundt og glo på deres hjemmearbejdende forældre. I et sommerhus vil de i det mindste kunne gå ud og lege i en stor have, ligesom vi kan lave nogle mere eksotiske ekskursioner til havet og ud i skoven.
Tirsdag d. 17/03 kl. 07:02
En ny dag truer. Min kæreste og jeg har besluttet at begrænse vores egen adgang til medierne. Hun har fuldstændig boykottet Ekstra Bladet og BT, og vi aftalt, at vi kun går ind og tjekker på særlige tidspunkter. Hun tjekker morgen og aften, og jeg tjekker morgen og aften samt en enkelt gang til frokost. Det er simpelthen for anstrengende, hvis man for ofte skal forholde sig til krisen. Det påvirker os for meget og sætter ubehagelige tankerækker i gang. Bliver det her ved i månedsvis? Bliver nogle af vores pårørende smittet? Bryder verdensøkonomien sammen? Får det konsekvenser for vores egne jobs?
Samtidig med at coronakrisen i al dens gru går rent ind hos mig, har jeg bemærket en akademisk menneskegruppe, der pukler løs med Skypemøder og virtuel undervisning og produktion af videoer og videolink og planlægning af møder og konferencer og receptioner i en grad, så man har lyst til at spørge dem, om de overhovedet har opdaget, at der raser en verdensomspændende pandemi uden for vinduerne? Om de virkelig tror, at deres studerende knokler ekstra hårdt, hvis de ser en stribe ekstremt velproducerede videoer, og om de virkelig tror, at alle de fremadrettede tiltag og arrangementer, som de sidder og planlægger rent faktisk bliver til noget. Ingen ved, hvordan verden ser ud på den anden side, så hvorfor pokker lukker de ikke ned og tager sig af deres børn og familier?
Jeg tror, det handler det om, at mange forældre befinder sig i en lettere, men kronisk stresstilstand, hvor det er normalt, at man er i gang fra morgen til aften hele ugen rundt. Hvor man det meste er tiden er i gang med sit hypervigtige job og i weekenden går til en masse fødselsdage, loppemarkeder, parmiddage, sportsstævner og alt muligt andet. indtil man falder om, dødtræt, kl. 21:30 og sover, indtil næste morgen dukker op med nye krav om madpakker, tandbørstninger, arbejdspræstationer og efterfølgende kvalitetstid. Derfor oplever man det truende, når man som nu oplever en kolossal stilhed, der langsomt kommer nærmere. For på et tidspunkt slipper arbejdsopgaverne op (for manges vedkommende), og man er tvunget til at gå ned i gear og vente på, at det hele bliver normalt igen.
Og måske er arbejdsmanien også netop et forsøg på at opretholde en form for normalitet i en unormal situation. Vi lader som om, hjemmeskoling er lige så givende som almindelig skole, og vi lader som om hjemmearbejdet er lige så betydningsfuldt som det almindelige arbejde. Vi nægter at drosle det nævneværdigt ned, fordi vi gerne opretholde en tilstand af tryghed, som gør os i stand til at takle det ukendte. Men måske burde vi netop nu slække gevaldigt på arbejdskravene til os selv og vores børn og give os tid til alt det, der vigtigst for familien (og så pyt med at vi ikke får lavet helt så meget helt så godt, om vi tror, at skolelærerne og arbejdsgiverne forventer). For det er godt nok dumt, hvis vi skal bruge al denne hjemmetid til at blive endnu mere stressede end normalt.
Og det er jo ikke noget, der tyder på, at det her bliver en kortvarig situation. Jeg synes, vi ser nogle gruopvækkende tal fra Italien, Spanien, Frankrig og Iran, og jeg tænker, det er fuldstændig urealistisk, at vi nærmer os noget, der bare minder om normalitet, før vi er et godt stykke inde i maj eller måske juni.
---
Jeg mærkede selv en ny slags ro i går, da jeg var færdig med min virtuelle undervisning og pludselig ikke havde mere arbejde, fordi dagens øvrige møder og aktiviteter var aflyst. Min yngste søn spurgte, om jeg ikke havde lyst til at læse ”godnat-bogen”, som er en ufattelig lang og middelmådig bog, og jeg svarede ”jo”, men jeg mente det langt mere oprigtigt end jeg plejer. Normalt synes jeg, det minder om tortur at pløje netop denne bog igennem fra start til slut, men I går havde jeg rent faktisk lyst til at sidde og læse sammen med ham, fordi jeg ikke havde noget, jeg ”skulle”. Og det var ret fedt. Jeg oplevede også at have en ret sjov frokostsamtale med børnene, hvor jeg talte med dem om yndlingsrugbrødsmadder, og de sagde nogle sjove ting, så det endte med, at vi sad og skraldgrinede alle tre. Helt ægte.
Så hvis der skal komme noget positivt ud af det her, må det være, at rigtig mange lærer deres børn at kende på en helt anden måde end ellers. Mange har nemlig fået en tidsgave foræret, hvor vi får mulighed for at opleve, hvordan det er at være hjemmeskolere og hjemmegående med vores afkom. Og måske vil det føre til nogle erkendelser, der betyder, at mange vil lægge deres liv om, når vi kommer på den anden side. Måske er der nogle, der vil hoppe ud af hamsterhjulet og flytte på landet. Måske er der nogle, der vil blive skilt, fordi de fandt ud af, at de ikke havde noget at tale om. Måske er der nogen, der vil skille sig af med al deres ragelse, fordi de har fundet ud af, at det ikke betyder noget. Måske vil der komme et decideret babyboom, som man så det under krigen. Og måske vil et stort flertal bare fortsætte, præcis hvor de slap.
Onsdag d. 18/03 kl. 19:20
Jeg ville have været en glimrende nazist. Når landet kommer i problemer, stoler jeg åbenbart blindt på mine autoriteter. I går strammede Mette Frederiksen og hendes myndighedsmænd skruen, og jeg fik med det samme lyst til at rette mig efter alt, hvad de sagde. Hvis ham overpolitimanden sagde til mig, at man kun måtte stå på ét ben, ville jeg uden at tøve begynde at hinke til ALDI efter dagens ration af konserves og toiletpapir. Og selvom jeg ikke forstår en brik af ham serumfyrens matematiske beregninger, er jeg bare utrolig glad for, at han er der. For jeg kan høre, at han har styr på sit shit. Han sidder og regner på alle mulige kurver og grafer og fortæller mig, at Danmark er klar på det, der venter. Selv ham udenrigsfyren med den sjove stemme og det farvede kort er jeg vild med. Jeg tror, han har humor, og jeg tror, han er god at have med til møderne, når Mette, Brostrøm, Magnus og overpolitimanden bliver for seriøse, og der er brug for at få lettet stemningen.
---
Nå, men vi er nu kommet i sommerhus, og jeg syntes på et tidspunkt, at jeg følte mig syg, men eftersom jeg, og alle jeg kender, har den følelse cirka fire gange om dagen, har jeg besluttet mig for ikke at gå i panik.
Fuck. Har lige set, at der var 475 dødsfald det seneste døgn i Italien. Det tal må virkelig godt snart begynde at falde.