Den der lever stille er en bog, der starter så kedeligt, at jeg flere gange sagde til min kæreste: ”Det orker jeg simpelthen ikke det her, jeg finder en anden”, men hun insisterede på, at jeg skulle fortsætte, så jeg sled mig igennem de første sider, der handler om morens død, (hvilket jeg sagtens kan sige uden at være en plotspoiler, da det står på side et) og videre hen til bogens hovedspor, der viser sig at være langt langt bedre. Her følger man Leonora Christinas opvækst i barndomshjemmet i Helsinge, og de der siger, at man ikke skal tage fra hovedstolen tager fejl, for det er en ret forrygende beskrivelse af, hvordan det er at vokse op i et meget konformt og konservativt hjem som en anderledes lille pige. Senere følger man Leonoras rejse mod storbyen og hendes egen identitet, og der er mange mindeværdige scener fra hendes liv, men stærkest af alt står beskrivelserne af moren og faren, og det er her det bliver interessant for en børneopdragelsesblogejer at læse med. For hold da op, hvor er det nogle særprægede, udspekulerede, beregnende, kontrollerende og psykisk nedbrydende opdragelsesmetoder, de tager i brug, når det handler om at forme og påvirke deres lille pige, og hvor er det tankevækkende hvor meget modstand en lille pige er i stand til at mønstre, hvis hun føler, hun er landet på den forkerte hylde. Det er helt klart Leonoras indre og ydre kamp mod forældrene, der gør bogen værd at læse, og hvis man vil starte et selvstudie i ”Bad parenting” er "Den der lever stille" et glimrende sted at starte.

Karakter 10 (på den gamle skala, hvilket vil sige, at det er en ret god karakter)

Hvis du også har lyst til at anmelde en bog, podcast eller film, der siger noget børneopdragelse er du meget velkommen til at gøre det her i Jagtstuen. Det kunne være så hyggeligt.