Jagtstuen - debatforum

- Her kan du selv skrive et indlæg.

- Her kan du læse anmeldelser, portrætter af spændende mennesker og alt  muligt andet

okt 17

Børnevenlige stadions: Right to dream Park

0 kommentarer

 

I denne serie vil jeg anmelde diverse fodboldstadions i takt med, at jeg besøger dem. Jeg vil rette fokus mod deres egnethed som familieudflugtsmål, og se på, hvad de gør for at tilgodese børn og børnefamiliers behov. I dag gælder det Right to dream Park i Farum.

 

Right to dream Park er et af de mest børnevenlige stadions i Danmark, selvom det har et engelsk navn, der er uudtaleligt for børn under ti. Tidligere hed stadion Farum Park, men i moderne fodbold har man besluttet, at alt er til salg, så i Farum sælger man gerne stadionnavn, spillere, trænere, interiør og indbo, så længe man bare tjener en ordentlig skilling på det det. Og der må man bare tage hatten af for dem oppe i Farum. De er virkelig gode til at tjene penge.

 

Right to dream park er børnevenligt, fordi det huser en klub, der værner om værdierne, og hvis der er noget, der er godt at videregive til vores børn i den tid vi lever i, er det et fast forankret værdisæt, så børnene har noget at navigere efter. Og de har styr på det med værdierne oppe i Farum. Man skal have lov til at drømme på de kanter. Til gengæld bliver det lidt som med FN’s 15 verdensmål: Man er ikke i tvivl om, at de vil alt det gode, men det virker også lidt, som om de vil alt det gode på samme tid, og så drukner det lidt i mængden. Den ene dag vil man give unge mennesker en chance, den næste dag er man de homoseksuelles bannerfører, den tredje dag handler det om ligestilling og den fjerde dag handler det om at donere en procent af sin løn til verdens fattigste. Men det er gode ting alt sammen, og FC Nordsjælland må så afgjort være den klub, der indgår i flest idealistiske udskolingspigers projektopgaver.

 

Right to dream Park er også børnevenligt, fordi det ligger lige midt i et parcelhuskvarter. Når man nærmer sig i bil, som er egnens absolut foretrukne transportform, tænker man typisk: ”Det her er jo bare et almindeligt beboelsesområde, og min GPS kan da umuligt have ret i, at stadion skal befinde sig tohundrede meter herfra….eller hvad?…jo, der er det sgu”. Og lige der, mellem cyklende børn med hjelme og reflekser (det er jo Farum) har man valgt at placere arenaen. Og det emmer bare af socialdemokratisk velfærdsstat (beklager Brixtofte) med ligusterhække, kæmpetrampoliner, stisystemer og faste indkomster, og det signalerer med alt tydelighed: At det her er det fredelige forenings- og idrætsdanmark med træningsdragter og H2O-sandaler, og her kan du sagtens tage dine børn med på stadion (for at fuldende parcelsymbolikken parkerede vi på Fuglevænget og traskede det sidste stykke op mod stadion. Næste gang vil vi naturligvis benytte den til-parkering-indretterede-grusbane, men det ved man ikke, når kommer første gang, og så kan Fuglevænget være et udmærket alternativ).

 

Right to dream Park bliver tiltagende børnevenligt, jo tættere man kommer på. Forældre med børn dominerer billedet, og det er børnene, der er i klædt trøjer, halstørklæder og flag. Det her er børnenes fodboldklub, og det er ikke skudt helt forbi, når der på hjemmesiden under ”fans” udelukkende er billeder af jublende børn. Vi mødte også klubbens maskot, som må være den mest ufarlige tiger i verden, og hvis jeg ikke havde læst på lektien, ville jeg formentlig have troet, at der var tale om en tam farumgensisk parcelhuskat. Men jeg må tage hatten af for rovdyrets aktivitetsniveau. Både før, under og efter kampen var den i fuld vigør med at knuse og ”high five” de yngste, og man kan mærke, at man i Farum virkelig gør sig umage for at give de mindste en god oplevelse. Jeg kan ikke huske, at jeg på andre stadions har oplevet et så familievenligt set up, og man skal i hvert fald ikke være nervøs for at tage sine projektbørn med en smuttur til superliga i Farum.

 

 

 

 

Uden for Right to dream Park ligger der en lille bod, hvor man køber ”coins” som er en særlig valuta, de har opfundet, som giver rabat i boderne inde på stadion. Man kan købe en øl-coin, en pølse-coin og så videre. En smart løsning, der giver de voksne en følelse af at spare penge, men som også kan bruges pædagogisk inde på stadion: ”Jeg ville såmænd gerne have købt en is mere til dig, men så skulle vi jo have købt en is-coin mere før kampen.”

 

Inde på Right to dream Park er der også børnevenligt i den forstand, at der er god plads til børnene. Der er nemlig ikke ret mange mennesker, der gider at se FC Nordsjællands kampe, så man kan sagtens opleve at have masser af plads til sig selv og børnene. Og alle der har været på stadion med børn, ved, at det er meget fedt at have lidt ekstra plastiksæder at brede sig på. Så man lige kan placere børnene lidt strategisk og undgå at være medansvarlig for, at ens afkom forstyrrer andre entrebetalende menneskers oplevelse. Men det er nu egentlig en skam, det der med, at der ikke er så mange, der gider komme på Right to dream Park. For de spiller sådan ser ret så underholdende og børnevenlig fodbold inde på plastiktæppet. Med masser af mål og målchancer. Og de har også nogle spændende og børnevenlige spillere med sjove navne. Og nogle af spillerne ser så unge ud, at de sikkert også er en slags børn selv.

 

Alt i alt er det altså et utroligt børnevenligt stadion, men hvis man skal komme med lidt kritik, og det skal man som regel i Danmark, vil jeg pege på tre ting: For det første skal de arbejde med deres pauseunderholdning. I den kamp vi så, var der en mærkelig aktivitet i gang med nogle voksne, der drejede rundt om en fodbold, inden de sparkede til den, og nogle børn, der stod og kiggede på. Man kunne ikke høre en pind af hvad der foregik, og det virkede som en fest for de få og indviede. For det andet manglede der noget mere organiseret underholdning før kampen. På hjemmesiden havde de reklameret med noget Pana bane, noget golf fodbold og bordfodbold, men det viste sig, at de bare ikke havde fået opdateret hjemmesiden siden sidste hjemmekamp, og det er jo en smule utjekket. Og endelig, og det har egentlig ikke noget med børn at gøre, men jeg bliver simpelthen nødt til at nævne det, skal de have sat et andet net op nede i udebaneafsnittet, for hvis man får forvildet sig derind, når for eksempel den slumrende kæmpe, Silkeborg Idrætsforening kommer forbi, kan man som tilskuer nærmest ikke se en pind. Og det er jo heller ikke så fedt. Hverken for børn eller voksne.

Men overordnet set må det være det absolut mest børnevenlige superligastadion i kongeriget.

 

Hvis du har lyst til at læse en anmeldelse af min egen hjemmebane, Ørnereden, har du mulighed for det her: https://www.dengodeopdragelse.com/post/19-b%C3%B8rnevenlige-stadions-b-%C3%B8rnereden-i-roskilde

 

Husk desuden at der inde på bloggen udkommer et indlæg hver fredag i de næste 16 år.

 

 

Newest Posts
  • � �Sofie er et usædvanligt menneske, og interviewseancen med hende var også usædvanlig. Et rensdyr var for eksempel ved at spise mine noter, og en abe skreg så højt, at vi til tider lige måtte holde igen og afvente roen. Men sådan er det nok bare, når man laver interviews i zoologisk have, og selvom vi havde aftalt, at Sofie og jeg kunne gå et sted hen og tale stille og roligt en times tid, så passede det bare bedst, at vi gik med de to toårige i klapvogne og prøvede at få dem til at sove samtidig - så vi ligesom kunne slå to fluer med et smæk. Og sådan er det jo med livet i småbørnsfamilien. Tingene bliver aldrig helt, som man har planlagt. Der er altid lige et eller andet børnebehov, man ikke havde forudset, og selvom det virkede oplagt, at vi lige kunne gå fra en times tid, så var det i praksis langt mere logisk, at vi gik en tur med klapvognene. Og her bagefter er jeg faktisk glad for det. Det gav en god samtale. Så måske har de alligevel fat i noget, konsulenttyperne, når de anbefaler deres walk and talks og siger ting som: ”I skulle faktisk prøve at afholde møder i bevægelse, I vil opleve, at det kan være utrolig gavnligt for jeres organisation”. Så måske har jeg været for hård ved dem, når jeg har vendt øjne og beskyldt dem for at gå for meget op i form og post-its og for lidt i substans og indhold. Det virkede i hvert fald godt for Sofie og mig at vandre afslappede rundt i Guldborgsund Zoo - med en kop kaffe i den en ene hånd, en klapvogn i den anden, og en oplevelse af at have masser af tid, fordi børnene alligevel skulle lulles i søvn. Siden jeg blev børneopdragelsesblogejer, har jeg tænkt, at Sofie skulle have sin egen plads inde i Jagtstuen. Hun er i virkeligheden enhver børneopdragelsesjægers drøm, fordi hun har kastet sig ud i alle mulige projekter (hun er i øvrigt projektleder), som er ret spændende i et børneopdragelsesperspektiv. Hun er for det første absurd glad for børn. Da Sofie mødte vores ældste søn, blev hun suget hen til ham som en bi til en honningkrukke. Hun er unaturligt glad for børn, og børn er unaturligt glade for hende. Vores ældste vil altid mødes med tante Sofie, og vores yngste, som ikke kan snakke, kan alligevel sige Sofie. Og nu har hun fået sin egen datter. Det er hendes kæreste, der har født datteren, for Sofie er gift med en kvinde, og det gør hende også spændende. For hvordan er det egentlig at være mor uden at være det biologisk, og hvordan er det egentlig for to kvinder at opdrage et barn? Derudover er hun flyttet til Norge, fordi kæresten er nordmand, og det vil sige, at hun ud over lesbisk-mor-og-to-kvinder-der-opdrager-et-barn-erfaringerne også har erfaringer med, hvordan det er at opdrage et barn i et andet land. Hvordan det må være hele tiden at skulle tænke to kulturer ind i alt hvad man foretager sig. Og selvom det ikke er Uganda eller Filippinerne, må der alligevel være nogle ting, man ikke lige tænker over, der komplicerer opgaven. Men derudover har hun også en række andre relevante erfaringer. Hun lider nemlig af en sjælden kronisk svimmelhedssygdom, der betyder, at hun og familien hele tiden bliver nødt til at tage sig nogle forholdsregler for at sikre sig, at det ikke tager til og gør hende ukampdygtig og tvinger hende til at holde pause og sove, indtil det aftager. Det vil sige, at hun også har en række gode råd til familier, der er så uheldige at måtte døje med kronisk sygdom af den ene eller anden art. Ja, så derfor var jeg selvfølgelig også glad, da Sofie sagde ja til at ville interviewes. Men jeg havde på en måde også regnet med det. Sofie er nemlig sådan en type, der elsker nye projekter, og som altid ser det positive i nye tiltag. Et udpræget glasset er halvfyldt-menneske. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogen sinde har hørt hende sige nej til noget, og det er måske også noget af det, som jeg synes er spændende ved hende. At hun altid formår at se det positive i tilværelsen. Derfor lød mit første spørgsmål, mens vi slentrede forbi indhegningen til strudsen og kænguruen, også nogenlunde sådan her: Sofie, du er et af de mest positive og smilende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hvordan kan du altid være så overskudsagtig, at man aldrig mærker på dig, når du møder nogle af de bump, du utvivlsomt må støde ind i undervejs? ”Hm..jeg ved det ikke. Måske hænger det i virkeligheden sammen med min svimmelhed. Jeg var jo en ti-elleve år, da jeg sådan for alvor blev bevidst om den, og det satte jo ligesom nogle begrænsninger. Måske har det været med til at lære mig at sætte pris på det nære. Jeg husker i hvert fald, at jeg ret tidligt begyndte at sætte pris på alle de små ting. Og så siger mine forældre også, at jeg helt fra lille af bare var et meget glad barn. At jeg havde et positivt sind, kan man måske sige.” ---- Selvom jeg egentlig havde tænkt mig en anden rækkefølge, blev det ligesom logisk at starte med at tale om svimmelheden. Jeg døjede selv en gang med permanent svimmelhed i et år og ved, hvor enormt belastende det kan være, og jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det må være at være svimmel, samtidig med at man skal være en ansvarlig og overskudsagtig forælder. Heldigvis gik det ret godt med Sofies svimmelhed: ”Det er som om, svimmelheden reagerer ret godt ved det rutineprægede liv, der følger med det at være forælder. Det var angsten for svimmelhed, der gjorde, at det ikke var mig, der skulle være gravid, men forældreskabets rutiner har været overraskende gode for svimmelheden, som om mindre fest og farver giver færre svimmelhedsudfald. Den fylder også mindre nu. Den får ikke lov til at fylde lige så meget, som den gjorde før. Men det betyder ikke, at den ikke er der. Den kan hele tiden komme snigende, og nogle gange kan den komme med dobbelt styrke, fordi jeg lige har været optaget af et børnebehov og ikke har kunnet tage det i opløbet?” Hvordan er det at være forældre sammen, når den ene er syg? På en måde har jeg været helt vildt heldig, fordi jeg har fået en partner - eller kone - som har gjort det til et familieanliggende. Svimmelheden er ikke min alene, det er ”vores” svimmelhed. Familiens svimmelhed. Sofie skal lige ind og lægge sig, men så kommer hun jo ud og er frisk igen. Det er der ikke noget farligt ved. Vores datter oplever det som noget helt naturligt, og det er helt sikkert med til at gøre det nemmere. Svimmelhed er ligesom noget, man kan tale åbent om. Har du nogle gode råd til andre, der skal leve sammen med en kronisk syg? Ja, find en partner som er klar til at tage det hundrede procent seriøst. Som vil gøre det til en del af familiefortællingen. Så man ikke står alene med det og har en oplevelse af, at man skal tage sig sammen. Og en, som er i stand til at tage det i opløbet. Og som har overskud til at hjælpe. Min kone - jeg skal stadig vænne mig til at kalde hende min kone - tager helt automatisk kufferterne og tunge ting, inden jeg overhovedet når at spørge hende. Og så lader hun altid svimmelheden trumfe i familieregnskabet. Selvom hun har haft vores datter i lang tid, så tager hun altid lige en ”vagt” mere, hvis svimmelheden kræver det. Og det er jeg bare utrolig taknemmelig for. Det har jeg aldrig oplevet i andre forhold.” --- Vi blev efterhånden fortrolige med vores rute, der gik frem og tilbage i en halvcirkel. Forbi tigeren, aberne, rensdyret, strudsen og kænguruen og tilbage igen. Eneste rute med asfalt. Eneste rute til klapvogn. Børnene sov sikkert allerede trygt under deres solafskærmninger, men ingen af os følte trang til at tjekke. Det var hyggeligt at gå der, og nu havde vi jo ligesom også fået skabt os en rutine. Det næste emne havde jeg tænkt en del over - ikke så meget indholdet, men ordvalget. For vil man egentlig gerne kaldes lesbisk eller homoseksuel eller ”til kvinder”, hvis man ligesom Sofie har valgt at gifte sig med en kvinde. Jeg ved godt, det lyder plat, men jeg synes godt, det kan være svært at finde ud af, hvad der er bedst at sige. Jeg prøvede med homoseksuel, men det lød enormt forkert, og selvom Sofie ikke sagde noget, fordi hun er høflig, kunne jeg mærke, at det føltes helt forkert. Jeg synes bare også, at lesbisk lyder så firseragtigt? Jeg ved simpelthen ikke, hvad man skal sige, og jeg skulle egentlig bare have spurgt Sofie, for det ville jeg sagtens kunne, men det tænkte jeg ikke lige på. Nå, men det, jeg var nysgerrig efter at vide, var, hvordan det føles at være den mor i forholdet, der ikke har født barnet. Er det ligesom at være en slags far? Eller hvordan føles det? Mærker man et savn eller er det bare helt naturligt? For Sofie var det umiddelbart ganske naturligt: ”Det kommer nok også an på, hvilken person man er. Jeg er meget sådan en krammetype, og jeg synes, jeg er helt vildt tæt på hende. Men jeg har sjovt nok også bare altid været sådan en, der troede, jeg skulle adoptere. Det biologiske har aldrig været det vigtigste for mig?” Sjovt.. ”Ja, men jeg har aldrig tænkt adoption som noget negativt. Mere bare hyggeligt.” Men hvordan har det så været at blive ”ekstramor”? Har du på intet tidspunkt oplevet at være udenfor? ”Jo, lige i starten, men det handler også meget om det norske sundhedssystem. Der bliver fædrene sendt hjem om natten, og personalet henvender sig generelt kun til den biologiske mor. Som om de slet ikke er gearet til at rumme andre familieformer. Der kunne jeg godt føle mig enormt meget udenfor. Det var en ret hård start. Men lige så snart vi kom hjem, var det fint. Og vi fandt lynhurtigt bare vores egne rutiner.” Er der noget, du er bekymret for ved at være ekstramor? Ja, jeg kan godt være bekymret for, at hun, når hun bliver ældre, vil knytte sig mere til sin biologiske mor. Det, ville jeg synes, var hårdt. Men jeg oplever det overhovedet ikke nu. Er der ellers noget, der er anderledes ved at være en familie med to mødre? Nej…eller jo….der er selvfølgelig noget ude i det offentlige rum. Når man lige skal ned i Brugsen i Nykøbing, og alle kender alle. Gider man så lige give hinanden et kys? Eller når man er på Nørrebro og nærmer sig Nordvest. Er det så lige der, man har lyst til at gå med hinanden i håneden? Det kan selvfølgelig godt være lidt hårdt, at man nogle gange skal overveje, om man orker at tage kampen den dag. Orker man opmærksomheden. Der ville det selvfølgelig være rart, hvis man ikke behøvede at tænke over det, men for det meste er det helt fint, og de fleste tror jo også bare, det er to veninder eller søstre, der er ude at gå en tur. To kvinder med en barnevogn er jo ikke ligefrem et usædvanligt syn. Ville det være sværere for to mænd? Ja, det er jeg ikke i tvivl om. De ville tiltrække sig langt mere opmærksomhed. Hvordan reagerede dine forældre egentlig, dengang du sprang ud ? Jeg tror faktisk, de var lidt kede af det. Også fordi det var sådan en pæn gade, hvor man gerne ville blende ind og være ligesom alle andre. Men senere er skeletterne bare væltet ud af skabene hos de andre i gaden, og alle havde ligesom noget på hinanden. I vores familie er det nu blevet helt normalt at være sammen med en af samme køn. Og man går ikke så meget op i, hvad de andre synes. Min familie har virkelig rykket sig, og på en måde tror jeg, de er glade for, at vi er sådan nogle, der tør vælge selv. --- Sofie og jeg havde også rykket os - hen til en bænk, der lå tæt på en kunstig vulkan, der kunne gå i udbrud hvert øjeblik det skal være. Det ville typisk medføre en masse larmende børn, og alle ved, hvordan det er, når man har et barn til at ligge og sove i en klapvogn. Man har sin lydradar slået til. Man er klar til at rykke ud øjeblikkeligt, hvis der kommer nogen og forstyrrer den søvn, som man ved er altafgørende for dagens videre forløb. Bliver det en god dag eller en hård dag? Svaret ligger i antallet af sovede minutter, og derfor blev vi en smule mere anspændte, mens vi sad der. Hele tiden klar til at skærme vores børn med eventuelle lydkilder. Men vi kiggede også pludselig hinanden i øjnene - det gør man jo ikke, når man slentrer af sted, og på en måde skabte det lidt distance. Som om ordene blev tillagt mere betydning, og noget at det naturlige og afslappede forsvandt. Derfor var jeg faktisk lettet, da min søn vendte sig i vognen, og jeg kunne foreslå, at vi gik igen. Forbi tigeren, aberne, rensdyret, strudsen, kænguruen og tilbage igen. For der var lige en sidste ting, jeg gerne ville drøfte med Sofie, nu jeg havde chancen. Og det var det her med at være en familie med rødder i flere lande. For hvordan sikrer man sig, at børnene slår rødder i stedet for at blive rodløse? Her havde Sofie sine egne erfaringer at trække på, fordi hendes mor er fra Sverige. ”Det vigtigste, når man skal opdrage børn til to lande, er, at man gør ”det andet land” til et ferieparadis, som børnene elsker at komme til. Det betyder så også, at man ikke kan komme så meget til udlandet i øvrigt, når man holder alle sine ferier i det samme land. Men jeg kan tydeligt huske, da jeg var barn, hvordan der var noget helt magisk ved at komme til Sverige. Og sådan tror jeg faktisk også, at vores datter er ved at få det med Danmark…. Men det kan godt være svært.” Hvordan svært? ”Det der…det der med at der altid er nogen, for eksempel bedsteforældre, der bliver efterladt i det andet land. Det kan jo også handle om, hvem der har bedst råd til at rejse, og hvem der har mentalitet til det. Hvordan deler man sol og vinde lige? Hvordan er forventningerne?” ---- Jeg kunne mærke, at det her var et emne, der fyldte meget hos Sofie, og at det måske er her, det største konfliktpotentiale gemmer sig hos familien. For Sofie er sådan en, der gerne vil gøre alle glade, men hun er også sådan en, som mange er glade for og derfor gerne vil være sammen med. Og hvordan tilgodeser man lige alles forventninger og behov, når venner og familie er spredt ud i to forskellige lande? Og så var familien fortsat uafklarede omkring, om de i al fremtid skulle blive i Norge eller om de på et tidspunkt skulle til Danmark. Jeg besluttede mig for at lade være med at bore mere i det, men i stedet spørge, om der er nogle forskellige syn på opdragelse i de to lande, og her havde Sofie bemærket nogle interessante forskelle: ”Nordmænd kan godt nogle gange være lidt bedrevidende i forhold til, hvad der er bedst for børn. For eksempel at alle børn skal lære at elske naturen. De kan godt nogle gange mangle noget fejlbarlighed eller selvironi. Måske kommer det af, at de allesammen er så rige, at det er svært at forstå, at mennesker kan leve og være fundamentalt anderledes, end de selv er. Og så går de meget op i ting. De er mere materialistiske end danskerne. Det er jo egentlig sjovt, at de både går så meget op i natur, men samtidig også i ting. Og så har de mere fokus på præstation. Jeg kan klart bedre lide den danske pædagogik, hvor der er meget mere fokus på fri leg og lidt mindre på præstation. På en måde har nordmændene meget mere selvtillid, men jeg kan bare bedre lide den danske tilgang….måske fordi jeg selv er fra Danmark. --- Sofies datter var vågnet, og vi var ved at være tilbage ved vores kærester, der havde drukket kaffe og fulgt vores ældste søns færden på legepladsen. Jeg kunne sagtens havde talt meget længere tid med Sofie og blandt andet hørt om, hvorfor hun har stor respekt for Anne Linnet, og hvorfor hun nogle gange lytter til fædre-podcast og en masse andre ting, men som det altid er i småbørnsfamilien, ændrer behovene sig løbende, og vi skulle også nå at klappe geder og spise parisertoast og finde nogle krokodiller og videre med en bus inden klokken 16. Og Sofie og familien havde familieforpligtelser, og jeg havde jo også fået svar på de vigtigste ting og var blevet en smule klogere på, hvordan det altid lykkes Sofie at være positiv og overskudsagtig, selvom hun bestemt ikke har valgt den lige og lette vej. I Jagtstuen vil der løbende blive lagt portrætter ud af spændende mennesker, der har truffet nogle interessante valg i forhold til børneopdragelse. Hvis du kender nogen, det vil være oplagt at portrættere, må du meget gerne sende mig en mail på: jesperkoerstz@hotmail.com . Du er også mere end velkommen til selv at oprette dig som bruger og fortælle om dine egne erfaringer eller tanker om børneopdragelse. Endelig håber jeg, at du vil læse med på min noget utraditionelle blog, hvor der vil blive lagt et nyt indlæg op hver fredag i de næste 16 år. Tak fordi du kiggede forbi...