Jeg har fået sommerferie og befinder mig i det der besynderlige limbo, hvor leddene løsnes, gabene er monstrøse og kæberne siger knæk knæk knæk. Som om kroppen spørger: ”Er det virkelig rigtigt, at jeg bare kan slappe af nu og tage det roligt?” Og hjernen svarer: ”Nej, du er ikke blevet 22 og fri som fuglen, men du må godt tage det mere roligt, end du plejer, og du skal ikke på arbejde, og du skal ikke tjekke åndssvage intramails og arbejdsmails. Du skal bare slappe af med din familie og hygge dig og mærke efter, hvad du og I har brug for.”
Og jeg kan mærke, at jeg har brug for frihed, og jeg ved heldigvis, at friheden venter lige om hjørnet. For i år har min kæreste og jeg besluttet, at vi skal på Roskilde, og når denne tekst udkommer, er det fredag på festivalen, og så er vi allerede i fuld gang og har været det i et par dage, og så har jeg gjort mig en masse erfaringer frem for nu, hvor det hele bare er oppustede forventninger. Og det føles virkelig nostalgisk at skulle derude igen med partoutarmbånd og hele svineriet, men også virkelig fedt, og jeg kan mærke på min kæreste, at hun også glæder sig, og jeg ved ikke, om vi skiller os ud fra andre forældre, men for os var det naturligt at udlicitere ungerne i tre overnatninger, men måske er der nogen, der synes, det er for meget for en toårig? Jeg spurgte pædagogen i vuggestuen, og hun mente godt, det kunne gå, men jeg talte også med en anden mor til en toåring, og hun så helt vild ud i øjnene, da jeg fortalte det. Men velfærdsmødre er jo også så pylrede, så mon ikke det går alt sammen.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke kommer til at savne dem i mit hoved. Der skal simpelthen gå længere tid. Jeg har andre gange været væk fra dem i tre overnatninger, og jeg har endnu til gode at mærke en regulær følelse af afsavn. Jeg bliver glad for at se dem igen, og giver dem et stort knus, men jeg kan ikke mærke savnet oppe i hovedet. Til gengæld kan jeg mærke det i kroppen. Når jeg for eksempel læser bøger med dem efter at have været væk fra dem, kan jeg mærke, at min krop sætter pris på at have dem tæt på mig igen.
Altså endnu et eksempel på manglende forbindelse mellem krop og hjerne. Måske må jeg bare konstatere, at jeg lever et liv, hvor kroppen ikke aner hvad hovedet har gang i og omvendt. Måske et livsvilkår i den vestlige verden, at vi lever så meget oppe i hovedet, at kroppen bliver koblet af. Eller et særligt kendetegn ved mig, at jeg har udviklet en krop, der alene har som formål at transportere hovedet rundt.
Når jeg lancerer disse krops/hjerneadskillesestanker til andre mennesker, er der altid en, der kigger mig dybt i øjnene og siger: ”Du burde virkelig begynde at gå til yoga”. Og så siger jeg typisk noget i stil med, at ja, det ville helt sikkert være godt for mig, men samtidig ser jeg et indre billede af en flok forpinte kvinder i kattens stilling, og så ved jeg bare, at det ikke kommer til at ske. Jeg kommer ikke til at folde min lilla yogamåtte og sige: ”Hej hej, far smutter lige ned i yogaforeningen og træner åndedræt.” Og jeg ved godt, at det er åndssvagt, når det nu vitterligt ville være godt for mig, men nogle gange bliver man også bare nødt til at erkende, at barrierene er for store og motivationen for lille. Hvis jeg nogensinde kommer til at dyrke yoga, bliver det i smug. Den hemmelige yoganist (eller hvad det hedder) fra Roskilde. Naboerne hviskede om, hvorfor han altid trak gardinerne for tirsdag eftermiddag, og rygtet på gaden sagde, at han havde fået en elskerinde. I virkeligheden lavede han grøn te, rullede måtten ud og udførte tyve centrale stillinger efterfulgt af en virkningsfuld meditation. Når han rullede gardinet fra igen, havde han røde kinder og opadgående mundvige, men det skyldtes ikke udløsning, som de fleste troede, men tværtimod afspænding- og en ikke ubetydelig tilfredsstillelse ved at have gjort noget forbudt. Endnu en tirsdag på måtten. Endnu en tirsdag i perfekt harmoni.
Nå, tilbage på sporet. Jeg har sommerferie, mine børn har sommerferie, og min kæreste har sommerferie. Nu handler det bare om at holde Bakterier, forkølelser og togstrejker fra døren og få hovedet til at fortælle kroppen, at den skal slappe af på den måde, hvor den bare slentrer rundt på en støvet dyrskueplads med en fadøl i hånden og tager det som det kommer.
God sommer.
Comments