#369 Spillehal fra 80'erne

Vi fik øje på stedet på lang afstand, fordi der udenfor stod nogle af de maskiner, hvor man propper to Euro ind og drejer på et håndtag, så noget plastikbras eller tyggegummi falder ud. Sådan nogle, som der var en del af i Danmark for nogle år siden.

Min yngste søn fik øje på automaterne og ville derhen. På Sicilien er de nemlig så smarte, at de har fyldt maskinerne med plastikfigurer, der relaterer til spillet Steal a Brainrot, som mange forældre til lidt større børn kender, fordi ungerne altid plager om at få lov til at spille event lørdag aften i stedet for at gå tidligt i seng og passe deres nattesøvn.

Så min søn spurgte, om jeg ikke havde to Euro, og da jeg er under stærk påvirkning af det nye børnesyn, hvor børnene altid skal have deres vilje, sagde jeg naturligvis: ”Jo, selvfølgelig,” og gav ham en to-euro, så han kunne dreje på håndtaget og håbe på at få sig en Tun Tun Tun Tahur eller måske endda endda en Strawberry Elephant.   

Men automaterne viste sig at være andet end blot automater. De var lokkemad for noget endnu mere eksotisk, nemlig et lokale fyldt med spillekonsoller og underholdningsmaskiner, der alle sammen så ud til at være mindst var 30 år gamle.

”Det bliver vi nødt til at gå ind” hørte jeg til min overraskelse mig selv sige. For i min familie gik man ikke i spillehaller. Det blev betragtet som spild af tid og ikke mindst "penge ud af vinduet". Men jeg blev åbenbart nostalgisk og fik lyst til at gå ind i det lille klaustrofobiske mørke rum, der udgjorde en skærende kontrast til solen udenfor. Og inden jeg kunne nå at tænke rationelt, var det lykkedes mig at veksle en tyve-euro seddel til absolut værdiløse spillepoletter, altså værdiløse i den virkelige verden, men helt essentielle i den fantasi-gamer-verden, hvor vi skulle tilbringe den næste times tid.

Min første observation var, at fang-bamsen-maskiner stadig har en dragende effekt på børn. Altså de der maskiner, hvor man skal styre en fangarm, så den hapser en bamse, og hvor man altid konstaterer, at man var utrolig tæt på, men så smuttede den af krogen, lige inden man hev den i land. Men her var jeg garvet og sagde til min søn: "Prøv lige at vent og se, hvad der sker, når de andre gør det. Hvis du ser en fange en bamse, så synes jeg det er en god ide at prøve, men ellers synes jeg, at du skal spare pengene." Og ganske rigtigt. Ingen fangede en bamse, og det var så her, min yngste søn lærte, at man ikke skal stole på alt, hvad man ser i en spillehal.

Så fik jeg øje på en lidt større og mere fancy maskine. En VR- virtual Reality computer, som så nyere ud end de andre. Det var eddermame spændende. Jeg lokkede yngste søn til at tage en VR tur i en rutsjebane med mig, og vi blev spændt fast i en stol og fik briller på, og så gik det ellers over stok og sten i en rutsjebane, der var halvtreds gange vildere end den i tivoli. Yngste søn og jeg var rimelig oprevede og duperede, og derfor sagde jeg til den store, at den skulle han virkelig tage at prøve. Så det gjorde han. Han var imidlertid knap så imponeret: ”Det er jo sindssygt dårlig grafik, det ligner noget fra en hel anden tid.”. Okay, slap af, der er åbenbart sket noget på VR-fronten på det seneste.

Videre til nogle skydespil, og et ram-grisen-i-munden-med-bolde-spil-og et slå-med-en-hammer-på-de-små-figurer-der-popper-op spil og hen til det, der skulle vise sig at være den absolut største attraktion. Bilspillet. Altså sådan et simulationsspil, hvor der står to bilsæder ved siden af hinanden, og hvor man selv skal styre rat og pedaler. Spillet var fra SEGA og der stod anno 1998. Den ene skærm var så grynet, at man virkelig skulle koncentrere sig for at se, hvad der skete. Men det fangede ungernes, og min, opmærksomhed. Nu skulle der edderhakkeme køres ræs.

Og så sad vi der. Med bragende solskin udenfor. I en spillehal fra 80’erne, hvor tiden havde stået stille. Og hvor man kunne vinde noget elendigt plastikskrammel, som minder om det man får hos børnetandlægen, hvis man klarede sig utrolig godt på deres konsoller. Men det glemte vi alt om. Vi havde nok i vores interne konkurrencer på racerbanen. Det var i øvrigt ældste søn der vandt de fleste løb. Formentlig fordi stolen var for lille til mig, og fordi jeg altid skulle have den grynede skærm.

Men sådan er der så meget. Så meget man først finder ud af, når man bruger en eftermiddag med sin familie i et mørkt rum med spillekonsoller fra firserne og halvfemserne.

Kan klart anbefales.

Tak fordi du læste med

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her