Dette indlæg har også været bragt i Politiken tirsdag d. 10/5 2022:
Mandag formiddag begynder det.
Pling. Den lille skal have turtaske og drikkedunk med i børnehave.
Pling. Dagens coronasmittetal.
Pling. Påmindelse om skovtur søndag.
Pling. Børn skal igen tjekkes ind og ud på i-Pad’en.
Pling. Besked om, at den yngste er blevet tagget på et eller flere medier.
Pling. Påmindelse om at alle skal have en ret med til buffeten, når vi skal til afslutning nede i SFO’en.
---
Jeg synes, vi skal lave en bevægelse, der hedder ”folkebevægelsen for mindre kommunikation over Aula”. Og så skal vi insistere på, at skoler og børnehaver kun kontakter os, når der er noget meget vigtigt på færde, som det er umuligt at overlevere mundtligt eller vente med til næste skole-hjem-samtale. Og vi skal som forældre gøre en dyd ud af at forsøge at løse udfordringer selv uden at kontakte det pædagogiske personale. Måske skal vi ligefrem give hinanden stjerner eller medaljer, når det lykkedes os at håndtere en problemstilling, som tidligere ville have udløst en mail: ”Denne klistermærkemedalje får du, fordi du selv tog ansvar for drikkedunksituationen og undlod at sende en mail til pædagogerne forrige onsdag.”
I folkebevægelsen for mindre kommunikation over Aula skal vi være opmærksomme på, at selv små mails med tilsyneladende uskyldige spørgsmål kan føre til, at det pædagogiske personale skal bruge tankekraft og energi på kommunikation, som ville være bedre givet ud hos børnene. For som vi siger i bevægelsen: ”En mail sparet, er en pædagogressource tjent”. Eller noget i den stil. Vi skal lige arbejde lidt på vores slogans.
Og så skal vi arbejde på at infiltrere klasserådene på de danske skoler, så vi undgår folkesygdommen ”overorganisering”. Lige nu vrimler det med velmenende forældre, der arrangerer hytteture, overnatninger, fællesspisninger og legeaftaler, og selvom det er supergodt, udløser det også et inferno af google-doc’ser, mødeindkaldelser og mailtråde, som kan få enhver familie med mere end to børn til at ønske sig tilbage til 80’erne eller langt ud på en øde ø. Her er det bevægelsens medlemmers opgave at begrænse kommunikationen så meget, som vi overhovedet kan og foreslå arrangementer, som kræver utrolig lidt planlægning og mailkorrespondance. For eksempel: ”Vi tager ned i parken og spiller rundbold efter skole d. 19 juni. Alle er velkomne. Man må gerne tage en kage med, hvis man har lyst.”
Og her skal vi turde løbe risikoen for, at der ikke kommer nogen. Eller at der kommer for mange kager. Eller at der kommer mange mennesker og slet ikke nogen kager. Prisen for mindre kommunikation er mere uforpligtende, rodede og tilfældige møder, men i folkebevægelsen for mindre kommunikation over Aula mener vi, at det er en lille pris at betale for, at vi alle sammen skal sende og modtage væsentlig færre mails, end vi gør i dag. Vi tror desuden på, at uforpligtende og afslappende møder potentielt kan udløse mere energi og overskud og måske ligefrem føre til, at arrangementer i klassen og børnehaven bliver noget, vi glæder os til- fordi vi ikke forbinder dem med noget stressende eller forberedelsestungt.
Så folkebevægelsen for mindre kommunikation over Aula handler også om at sænke skuldrene, slappe af og sige ”pyt” til langt mere, end vi gør i dag. Pyt med at jeg ikke ved, hvad mit barn laver henne i børnehaven, pyt med at hans elefanthue er blevet væk, pyt med at der kommer alt for mange pizzaer i buffeten, pyt med at der kun var fem, der mødte op til rundbold nede i parken. Det vigtigste er at børn, forældre og det pædagogiske personale har det godt, og hvis vi allesammen kan bidrage til fællesskabet ved at slippe lidt af kontrollen og sende lidt færre mails, end vi gør i dag, er det da en meget lille pris at betale. Længe leve folkebevægelsen for mindre kommunikation over Aula.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her.
