Jeg har opdaget en mennesketype, som jeg gerne vil advare imod: Hun er ung og smart og arbejder med kommunikation i et firma, hvor de laver noget kompliceret, som det er svært at forklare for andre. Hun er god til at tale med fremmede mennesker, og man føler sig altid i godt selskab, når man er sammen med hende. For hun er opfindsom. Og iderig. Og har ofte nogle ret visionære bud på komplicerede problemstillinger. Og man kommer til at grine, når man sidder og ideudvikler med hende, for hun er sjov, og siger nogle skæve ting, og man får lyst til at lave projekter med hende. Måske noget med iværksætteri. Eller noget kreativt.
Men det skal man ikke. Og nu skal jeg forklare hvorfor. Denne mennesketype er fuldstændig blottet for evnen til at overholde aftaler, og du vil allerede opdage det første gang, du skal mødes med hende. For hun kommer ikke. Eller i hvert fald ikke til tiden. Måske skriver hun ti minutter efter, I havde aftalt at mødes, at hun bliver lidt forsinket, måske kommer hun bare ti minutter for sent uden at sige noget, eller måske ringer hun og siger, at hun er blevet forhindret. Det sker tit. Hun har nemlig et meget afslappet forhold til tid (især andres), som hun synes, at mange mennesker hænger sig alt for meget i. Hvorfor skal det hele være så tidsfascistisk, kan hun finde på at sige til veninderne, når de mødes på det økologiske kafferisteri.
Du vil også opdage det i andre forhold, hvis hun for eksempel skal sende noget til dig eller har sagt, at hun vil ringe til dig. Det sker ikke. Selvom I havde en klokkeklar aftale. Og nogle gange lader du tvivlen komme hende til gode og tænker: ”Måske var det bare mig, der havde misforstået, at hun skulle sende mailen til mig i dag” eller ”måske kom hun til at sige i morgen, selvom hun mente i overmorgen”. Men sådan er det ikke. Hun mente det hun sagde, og hendes intentioner var oprigtige, da hun sagde det. Hun ville faktisk gerne sende den mail eller foretage det opkald. Hun gjorde det bare ikke. Måske dukkede der noget andet op. Måske kom der noget i vejen. Måske blev hun distraheret af en veninde, der havde oplevet noget spændende, eller en situation, der krævede hendes fulde opmærksomhed. Ja, der kan faktisk være sket tusind ting, og du finder aldrig ud af hvad det var. Det eneste du ved med sikkerhed er, at du ikke fik den mail eller det opkald, som I havde aftalt.
Hvis du aldrig har mødt denne mennesketype, er du heldig, og så tænker du sikkert, at det må være komplet umuligt at arbejde sammen med et menneske, de ikke er i stand til at overholde en simpel aftale. Og det er det sådan set også. Men alligevel befinder denne mennesketype sig på arbejdsmarkedet inde i byerne. Enten fordi de kender nogen, eller er i familie med nogen, der gerne vil ansætte dem, eller fordi det er lykkedes dem at finde ind i en af de brancher, hvor det vrimler med amatører, og hvor det er vigtigere at fremstå professionel end rent faktisk at være det. Og kommunikation er også noget dejligt bredt noget, hvor ingen rigtig ved, hvad man kan, og hvor det er let at lyde som om, at man kan en helt masse. Det ville selvfølgelig aldrig gå i en mere håndfast branche, som byggebranchen, ingeniør- eller lægeverdenen, hvor man rent faktisk skal kunne det, man får penge for, men i forbløffende mange erhverv i et vidensamfund, kan man komme tankevækkende langt ved at være smart, veltalende og i stand til at sammensætte en spektakulær jobsamtale.
Men hvorfor er det dog blevet sådan, at vi i et vidensamfund har udviklet en mennesketype, som ikke er i stand til at overholde en simpel aftale, og som det er helt umulig at arbejde sammen med?
Tja, jeg tror årsagerne er mange, men måske skal en af forklaringerne findes i kærlighedsbarnsteorien, som er den, jeg lancerer for de studerende, når de spørger, hvorfor eleverne i folkeskolen i dag har så svært ved at opføre sig ordentligt. Så her kommer den. Kærlighedsbarnsteorien:
Det hele gik galt, dengang velfærdsstaten blev så velhavende, at dens borgere pludselig skulle forholde sig til andre forhold end brød på bordet og familiens reproduktion. Pludselig blev det et diskussionspunkt, om man overhovedet skulle have børn, og børn blev det naturlige tilvalg, når to voksne mennesker gerne ville demonstrere overskud og kærlighed. Disse børn voksede så op med fire voksende forældreøjne klistret på sig, og hver en bevægelse blev fulgt med allerstørste bevågenhed. Og da alle eksisterende autoriteter samtidig faldt til jorden- Gud døde, læreren blev langhåret og universitetet en snakkeklub - ja, så havde vi balladen. Så havde vi pludselig en generation af kærlighedsbørn, der strittede i alle mulige retninger. Nogle blev religiøse, nogle blev mønsterbrydere, nogle blev Brøndbyfans og nogle syntes, at det fedeste i verden var at køre på skateboard. Men der var ikke noget, der var bedre end noget andet. Det hele afhæng af, hvilke værdier den enkelte familie valgte at opdrage efter og hvilke miljøer, man placerede sine børn i.
Og her gik det så galt for en gruppe af forældre, der begyndte at definere deres eget livsprojekt efter, hvordan det gik for deres børn. ”Hvis mit barn har det godt, er jeg en god mor. Hvis mit barn smiler og er glad, har hun det godt. Ergo skal mit barn altid smile og være glad.” En ren Erasmus Montanus ligning og en sikker vej til skabelsen af kærlighedsbarnet, der aldrig møder modstand, og som oplever at blive bakket op i alle sine holdninger og meninger: ”Laver din lærer virkelig så kedelig undervisning, så skal jeg nok tage en snak med ham. Siger gymnasielæreren virkelig, at der ikke kan gives dispensation, så ringer jeg til ham. Er det virkelig rigtigt, at der slet ikke er noget gruppearbejde på andet semester, jeg ringer straks til dekanen.”
Kærlighedsbarnet er et barn, der altid er blevet set og hørt, men som aldrig har lært, hvad det vil sige at køre med aviser i regnvejr, lave matematiklektier med tårerne trillende ned af kinderne, mangle et sted at bo og rydde op efter sig selv både fysisk og psykisk.
Og de findes derude. På gymnasierne, på universiteterne, i HR-afdelinger og kommunikationskontorerne. Ud over deres manglende evne til at overholde aftaler, kan du kende dem på, at de ofte udgyder en pærevælling af fremmedord, aldrig får noget gjort færdigt, holder oplæg uden indhold og finder på ideer til håbløse projekter, som ikke en gang kongedømmet i Qatar har råd til at finansiere.
Og lad mig lige på falderebet understrege, at der findes ligeså mange mandlige som kvindelige kærlighedsbørn derude. Jeg har bare lige mødt et par af de kvindelige og fandt det derfor naturligt med et kvindeligt eksempel.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 16 år. Husk også at du altid har mulighed for at skrive et indlæg og lægge det ud i "Jagtstuen".