#264 Fem gode råd til bedsteforældre
top of page

#264 Fem gode råd til bedsteforældre





Foto: Unsplash.com


Min farmor var et geni til at være bedstemor, selvom hun aldrig havde læst en børneopdragelseshjemmeside eller en bog om emnet og næppe heller talt med nogen om, hvordan man skulle bære sig ad. Hun var ligesom bare et naturtalent. Og hun synes helt sikkert ikke, at hun gjorde noget særligt. Hun var nemlig fra generationen, der var både underspillet og ydmyg, og hvis hun vidste, at jeg ville skrive om hende, ville hun helt sikkert sige: ”Det skal du da ikke” og ”det er da ikke noget at gøre sådan et stort væsen ud af.”


Men jeg vil nu gøre det alligevel. Og jeg vil særligt fokusere på ”kunsten at arrangere vellykkede weekender og miniferier med sit barnebarn”. Den disciplin mestrede hun nemlig til perfektion.


Her kommer fem gode råd udformet i en formidabel farmors ånd:   


1 Gør huset rent. Jeg ved ikke, om det er et godt eller vigtigt råd, men jeg ved, at farmor altid gjorde sit lille rækkehus rent, inden jeg skulle komme, og af en eller anden grund husker jeg tydeligt fornemmelsen af at komme ind i et hjem, der duftede rent og lækkert og ligesom var gjort klar til ”en særlig weekend”.


2 Glæd dig. Min farmor glædede sig altid helt vildt til mine besøg. Og så stod hun og kiggede ud af vinduet og gjorde nærmest et lille hop, når hun fik øje på mig ude på stien. Og så gav hun mig et kæmpeknus og kaldte mig ”Puds” eller ”lille skat”, helt indtil jeg nærmede mig de tredive. 


3 Læg ingen planer. Min farmor havde stort set aldrig lagt nogen planer. Og hun havde heller ikke ret mange penge, så det var ligesom ikke et spørgsmål, om man skulle i Løveparken eller Legoland, men mere, om vi skulle ind til byen eller over på legepladsen. Og jeg husker det som en virkelig rar kontrast til hverdagens mange gøremål, at der var en hel weekend, hvor man ikke skulle foretage sig andet, end det man havde lyst til.

    

4 Lyt til barnets ønsker. Min farmor var god til at være nysgerrig og interesseret og stille spørgsmål: ”Nå, hvad kunne du godt tænke dig at lave?” eller ”har du nogle gode ideer?” Og hvis man ikke lige havde det, så var det også fint: ”Så kan vi også bare hygge os og slappe af.”


5 Vær med på den værste. Jeg spurgte hende engang, om det ikke kunne være hyggeligt at se film, mens vi spiste aftensmad, og så sagde hun: Nej, hvor skørt, jo, lad os da gøre det, og så dækkede hun op i stuen, og så sad vi og spiste spaghetti med pølser, mens vi så Dirch Passer film. Der var også en gang, hvor jeg var blevet lidt større, og vi havde set første afsnit af Matador om aftenen og næste morgen spurgte jeg, om vi ikke skulle se et afsnit mere, og så endte vi med at se Matador næsten hele dagen, og indimellem gik hun ud og hentede en isvaffel eller en Bastognekiks og sagde ”se hvad der faldt ned i min kurv i Liva forleden” eller ”har vi det ikke bare hyggeligt?” Og det havde vi.


Ja, jeg havde det skidehyggeligt i farmors hus, fordi jeg måtte alt muligt, som jeg ikke måtte derhjemme. Jeg måtte få sukker, se tegnefilm om morgenen, gå rundt i nattøj hele dagen og føle mig som selve centrum i universet – i en hel weekend.


For farmor havde skabt et frirum i sit rækkehus. Og selvom vi også var på ture, i sommerhus, i legeparker og andet, så er det samværet og det der med at tudse rundt derhjemme i rækkehuset, som jeg tænker tilbage på som noget magisk. Som barn er der ikke noget bedre end at gå rundt med en lykkefølelse i maven og indimellem få stukket en isvaffel i hånden af en farmor, der siger "har vi det ikke bare dejligt", mens hun smiler i hele femøren og viser, at det bedste i verden er at have besøg af sit elskede barnebarn.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page