#29 Afskaf fædreturen

Opdateret: 8. nov. 2019

Forestil dig en flok fædre, der sidder ved lejrbålet, når børnene endelig er faldet i søvn omkring midnatstid. De har fået nogle dåseøl, så stemningen er løssluppen. En af dem, en ældre far, der er både leder og leankonsulent lægger en hånd på skulderen af en yngre far og forklarer andægtigt, hvordan man forbløffende nemt kan øge omsætningen i en virksomhed. En anden taler om en motorcykel, han overvejer at købe, når huslånet er blevet lagt om. En tredje slår en bøvs og høster anerkendende nik, og en fjerde er ved at vælte ned i bålet, da han mister balancen på vej ud for at pisse i den nærmeste hybenbusk. Resten af flokken taler om fodbold og kvinder, og de er alle sammen enige om, at sammenholdet blandt fædrene her i klassen er noget ganske særligt.


----


Før min søn skulle begynde i skole, anede jeg ikke, at der var noget, der hed fædreture. Jeg gik i min naivitet ud fra, at alting var som i gamle dage, hvor man i løbet af skoletiden kom på en enkelt eller måske to ture, hvis bølgerne gik højt. Da jeg selv arbejdede som folkeskolelærer i midtnullerne oplevede jeg, at mange ture blev sparet væk, fordi skolerne i højere grad skulle passe på pengene, men jeg havde ikke opfanget, at man rundt omkring var begyndt at overlade lejrtursdannelsen til forældrene, og at det var blevet en slags forældrerådssport at arrangere flest mulige hytte- og teltture. Herunder fædreture.


På min søns skole er der tradition for, at man tager på fædretur en gang om året. Det foregår sådan, at de interesserede fædre sætter sig sammen og arrangerer en telttur på en strand, og det er så fædrene, der deltager sammen med deres børn.


Det mest gennemgående argument jeg hører, når jeg taler med fædretursentusiasterne er, at vi skal ”have fædrene på banen” og vi skal ”have dem til at engagere sig i klassefællesskabet.” Som om fædre er en særlig apatisk dyreart, som det kræver radikale foranstaltninger at få til at interessere sig for børnenes tilværelse og klasseliv. Til hverdag er det jo mor, der bestemmer, så det kan være godt med en lille boble, hvor mændene rigtig kan få lov til at boltre sig. Og hvis vi så pakker det ind i noget outdoor/telt/bål/grillagtigt, så det rigtig dufter af maskulinitet, så kan mændene også prale af det bagefter: Ja, det var sådan en rigtig drengerøvstur under åben himmel med mad over bål, det var bestemt ikke noget for damerne.


Et andet argument jeg hører er, at det er mere ”loose” og ustruktureret, når mændene organiserer det. Som om det er en særlig maskulin værdi at ”tage det lidt, som det kommer”, som vi gerne vil have, at børnene skal lære. Altså på en telttur i begrænsede doser. Det er jo ikke en værdi, som vi rigtig kan lide, og det er da slet ikke noget, som skal praktiseres til dagligt, hvor mor nok skal holde familien i stram snor. Men på sådan en lille telttur, hvor det hele er lidt pjattet og mandeagtigt, kan vi godt leve med det, ja, så er det faktisk lidt sødt, at det hele er lidt useriøst.


Et tredje argument er, at det skal styrke relationen mellem far og barn, at de får sådan en helt særlig oplevelse sammen. Vi ved jo godt alle sammen, at det er mødrene, der er tættest på børnene, der forstår dem bedst, der connecter mest med dem, men sådan en oplevelse som en fædretur kan være en oplagt mulighed for, at far og barn også får lidt kvalitetstid sammen, som man kan snakke om i lang tid fremover.


----


Ja, som du måske fornemmer er jeg ret kritisk overfor fædreturen, fordi jeg synes den reproducerer nogle stereotype opfattelser af, hvordan en mor og en far er. Og det synes jeg ikke, vi skal bakke op om. Jeg synes, vi skal bakke op om, at en mor godt må være ustruktureret, at en far godt må være tjekket og organiseret og tættest på barnet. At en mor ikke behøver stå for alt det kedelige og være hjemme med den lille, mens far er ude og stege en fisk over åben ild. At det lige så godt kunne være omvendt. Og at der ikke findes et særligt maskulint fællesskab, der kun har værdi, fordi deltagerne er mænd.


Lad os da i stedet gøre det til en telttur, hvor et barn tager af sted med en forælder, men hvor det er familien selv, der afgør, om det er far eller mor, der skal med. Der kan da sagtens være noget værdifuldt i at tage på telttur med den ene forælder, men hvorfor skal det absolut være en regel, at det skal være en med et bestemt køn, der skal af sted. Hvorfor kan det ikke ligeså godt være mor, der synes, det er sjovt at tage på telttur med sin søn? Og lad os da bare lave turen loose og ustruktureret, hvis det er det, vi synes er det særligt værdifulde, men lad os da lade være med at udelukke den ustrukturerede mor, bare fordi hun er kvinde. En fritvalgstur ville i øvrigt også løse en del problemer for skilsmisseforældrene, drengen uden far og pigen med to mødre. Familier er ikke længere altid en mor og en far med to børn, og det tager fædreturen ikke særlig meget højde for.


Ja, jeg synes altså, der er flere gode grunde til at afskaffe fædreturen, men det er ikke lykkedes mig at få det gennemført endnu. På min søns skole er det som sagt en tradition, og nu har jeg så prøvet at være med til en (fordi jeg generelt prøver at omfavne det, jeg er kritisk over for), og jeg må også sige, at det var ganske hyggeligt. Jeg tror bare ikke, der skyldtes, at vi kun var mænd af sted. Jeg tror mere, det handlede om, at vi var en flok engagerede forældre, der ville det bedste for vores børn.


Jeg vil rigtig gerne høre fra dig, hvis du hader, elsker eller på anden måde forholder dig til fænomenet fædreture. Skriv en kommentar, opret et indlæg i Jagtstuen eller send en mail, hvis du mener noget om emnet.


Tak fordi du læste med.




Dette indlæg har også været bragt i Politiken d.7/11 2019

0 visninger