I denne lille serie vil jeg fejre den forestående højtid ved at interviewe særligt udvalgte personer på en uformel og uhøjtidelig måde. Håbet er at sprede hygge, men også at blive klogere på nogle af de emner, der optager os alle sammen op mod jul. I denne uge gælder det Jesus Kristus, der er højaktuel og har været så flink at kigge forbi mit lille interimistiske studie her i Roskilde.
-Hej Jesus.
-Hej.
-Det har faktisk overrasket mig lidt, at du ville stille op til interview. Jeg ved, at rigtig mange forgæves har forsøgt at få fat på dig gennem tiderne.
-Ja, det er også rigtigt, men det passede bare rigtig godt i dag. Og så kunne jeg mærke, at du virkelig gerne ville det.
-Ja, for pokker. Som ny børneopdragelsesblogejer er det altså noget af et scoop at få fat i dig. Det er jeg virkelig glad for. Og så har jeg jo gået og overvejet, hvad vi kunne tale om, og jeg er nået frem til, at det kunne være spændende at høre dine tanker om, hvordan du opfatter kirkens betydning i samfundet og noget om dens ritualer og ceremonier, som jeg ved, at mange opfatter som gammeldags og støvede. Ja, og så kunne jeg vildt godt tænke mig at høre, hvad du egentlig gør dig af tanker og forestillinger om kristendommen i et fremadrettet perspektiv. Hvordan du ser på mulighederne for at få de kommende generationer gjort til gode kristne medborgere.
Hvad tænker du om den dagsorden? Lyder det okay for dig?
-Ja, for pokker da. Spændende. Lad os bare komme i gang. Og du må undskylde, hvis jeg er lidt rusten eller hakker i det. Det er virkelig længe siden, jeg har talt med et menneske, og det er i øvrigt første gang på dansk, så det kan godt være, jeg lige skal op i omdrejninger.
-Helt forståeligt. Godt. Lad os starte med kirkens overordnede betydning i samfundet i dag, og her vil jeg sige til dig, at jeg tror, det går ned af bakke. Mange af de rigtig kristne er oppe i årene, og jeg fornemmer ikke, at de nye generationer ligefrem står på spring. Når jeg kigger på børnene i min ældste søns klasse, har jeg svært ved at forestille mig, at ret mange af dem vil bliv kristne. Jeg vil tro, at kun cirka halvdelen af dem skal konfirmeres, og jeg tror også, at mange af dem, der bliver konfirmeret, gør det mest for gavernes skyld.
-Virkelig?
-Ja, Og jeg tror oven i købet også, at deres forældre er rimelig indforståede med, at de ikke tror ”sådan rigtigt”. I Danmark er det for mange mennesker okay at bruge kirken som en slags forsamlingshus, som man kan booke til livets allerstørste events. Holdningen er vist, at når man betaler kirkeskat, har man også lov til at benytte faciliteterne, også selvom man ikke tror på Gud.
-Er det virkelig sådan? Passer det? Er der mange, der bliver døbt og konfirmeret uden at være rigtig kristne? Det er jo slet ikke i vores ånd. Jeg havde faktisk opfattelsen af, at religionen virkelig rodfæstede sig den gang med korsfæstelsen og genopstandelsen og alt det der. At kirken var sådan et sted, der stod en aura af respekt omkring. Hvor folk gjorde sig umage for at overholde konventionerne. Det lyder helt vildt underligt, at folk kan få sig selv til at gå derhen, hvis de ikke tror på budskaberne. Så er det jo på en eller anden måde bare noget, de leger.
-Sådan tror jeg virkelig også, det er for mange. Så lader de lige lidt som om de tror, mens de snakker med præsten om deres bryllup, og resten af året skænker de ikke kirken en tanke.
-Det er jeg altså virkelig rystet over. Jeg har læst lidt op på medlemstallene fra folkekirken, fordi jeg skulle ind til dig i dag, og jeg tænkte, at det jo egentlig så nogenlunde fornuftigt ud, men det kan jo være fløjtende ligegyldigt med antallet, hvis de i virkeligheden slet ikke er troende.
-Det er sjovt, som kommunikation kan være vanskeligt, og måske særligt, når den ene part er i himlen og den anden nede på jorden, men jeg havde ligesom forståelsen af, at I kunne se alt deroppefra. At især Gud havde fuldstændig styr på, hvordan det stod til med troen hos menneskene.
-Vi ser meget, men den der er smuttet.
-Nå, men altså, der er mange, der er medlem af folkekirken og som måske definerer sig selv som kulturkristne, men som aldrig kommer i kirken udover ved de store begivenheder. Så ja, jeg er bange for, det står ret slemt til. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er rundet af Grundtvig og hans budskab om, at troen i høj grad er et individuelt anliggende, eller om det skyldes, at der blev mindre brug for kirken med velfærdsstatens fremkomst, men min klare fornemmelse er, at danskerne vælger kirken fra, selv når de har brug for noget at tro på. Så kaster de sig hellere over mindfulness eller yoga eller går en lang tur i skoven. Det er virkelig de færreste, der søger meningen i kirken.
-Det er sørme da bekymrende. Vores kære gamle religion. Hvad pokker tror du, det skyldes?
-Jeg tror blandt andet, det handler om, folk ikke finder gudstjenesten og kirken meningsfuld. Ritualerne er for gammeldags, og hele stemningen for andægtig. Når jeg tænker på at skulle have min familie med i kirke, tænker jeg, at det bliver forfærdeligt.
-Ligefrem forfærdeligt?
-Ja, faktisk. Jeg forestiller mig, at jeg skal sidde og tysse på børnene konstant, mens jeg kæmper med de sædvanlige rejse-sig-op-og-sætte-sig-ned-regler som ingen kender, og som man kun gennemfører succesfuldt, hvis man tilfældigvis sidder lige bag en stamgæst. Og det er såmænd okay i de få sekvenser, hvor præsten siger noget personligt, men ofte skal vi tilbage til det stive og ”lad os alle bede” og oplæsning af utidssvarende passager fra bibelen og usyngelige salmer af Brorson og C.E.F. Weyse.
Og det er pokkers ærgerligt, for jeg tror, mange har det ligesom jeg, at de sætter pris på både højtlæsning, filosofi og salmesang, men føler, at det bliver overhøjtideligt og fremmedgjort i kirken. Hvorfor ikke tage budskaberne og gøre dem nutidige? Gøre det til en rar oplevelse for gæsterne. Mit indtryk er, at selv dem vi kalder de gode og levende præster er så meget spændt for ritualhesten, at deres nærvær fortaber sig i altergang og fællesbøn, og så ender det også hos dem med at føles som noget, der bare skal overstås.
-Hold da op, en forfaldshistorie. Det er altså helt skørt for mig at høre, at det er sådan. Altså, far og jeg snakkede jo længe om, hvordan det skulle være i kirken, og vi blev faktisk enige om, at det var vigtigt med en balance, hvor det på den ene side var rart at være, men hvor der samtidig var autoritet, så man tog præstens ord alvorligt. Og så var det vi opfandt præstekjole, prædikestol, nadveren og alt det der. Så man ligesom havde respekt for institutionen. Men samtidig blev vi enige om, at det skulle være hyggeligt med stearinlys og fine bænke og pæne malerier. Så det ligesom både var vigtigt og varmt, hvis man kan sige det sådan. Og stort. Vi ville også gerne have, at det var nogle store rum, så man havde mulighed for at komme og være anonym, hvis man havde brug for det. Men det kræver selvfølgelig også, at der kommer mange, for man er jo ikke særlig anonym, hvis man sidder helt alene på en bænkerække i en stor kirke. Men det var altså nogle af de tanker, vi gjorde os den gang. At det ligesom skulle være stort, varmt og vigtigt.
-Det kan jeg også godt se logikken i. Jeg tror bare, det passede bedre til samfundsstrukturen for 50 eller 100 år siden. I havde en anden position den gang, og borgerne var anderledes. Jeg tror, mange mennesker i dag gerne vil ses, når de vælger at involvere sig i noget. Jeg tror, at mange gerne vil opleve et fællesskab og nærvær. Jeg tror faktisk, I er nødt til at gøre gudstjenesten til en rigtig god oplevelse, hvis I fortsat skal have en berettigelse.
-Hm…du giver mig godt nok noget at tænke over….men det er også bare….jeg har svært ved skulle stå inde for det, hvis det bliver ligesom at træde ind i en dagligstue. Jeg vil altså rigtig gerne have, at Guds hus skal være et vigtigt sted, hvor man gennemfører nogle særlige ritualer, som vi jo faktisk har brugt lang tid på at udvikle og flere hundrede år på at forfine og praktisere. Det er jo på en måde hele vores historiske ballast, der ligger i vores ritualer og vores praksis, og det er godt nok meget forlangt at skulle skylle meget af det ud med badevandet.
-Det forstår jeg også godt, Jesus. Jeg siger heller ikke, at det kun skal være spaghettigudstjenester og babysalmesang. Men jeg siger bare, at vi er ved at være klar til et ansigtsløft af gudstjenesteritualet. Ellers er jeg bange for, at I risikerer at må dreje nøglen om, om få hundrede år.
-Det er alligevel tankevækkende, er der er så lidt tro tilbage i samfundet. Jeg havde virkelig fornemmelsen af, at vi havde fået skrevet en bibel, der holdt, og at folk ville køre det videre i vores ånd, selvom vi ikke lige var der til at administrere det. Jeg mener, vi har jo alle biskopperne og præsterne og de missionske, og selvom jeg godt har hørt deres bønner om fremgang og flere penge, så troede jeg ærligt talt at det var mere taktisk end reelt, men nu kan jeg da godt se, at det kom fra hjertet. Hvor er det bare skørt, at jeg gik rundt og troede, at vi havde forandret folk så meget sjæleligt.
-Jamen, det tror jeg virkelig også, I havde. I kan sagtens være stolte af jeres reformation. Det er bare efterhånden rigtig mange år siden. Men hvis det kan være en trøst, er der virkelige mange manifestationer i vores samfund, der vidner om stor fortid. Det vrimler med kirker og helligdage og kristne referencer. I har bestemt sat jer spor. I fylder bare ikke så meget i folks bevidsthed i de her år. Måske lige med undtagelse af juleaften, hvor ret mange i det mindste snupper en julegudstjeneste.
-Ja, besøgstallene for juleaften er da pæne…..Men hvad pokker skal vi gøre? Jeg er virkelig rystet over, at det står så skidt til. Hvordan tror du, vi kan få opdraget børnene til at være gode kristne borgere? For hvis de ikke kommer med på vognen, ser det fuldstændig håbløst ud. Så kan vi jo ligeså godt give op.
-Jeg er virkelig ked af, at jeg gør dig ked af det, Jesus, men jeg troede faktisk, du vidste alt det her.
-Det burde jeg nok også…
-Nej, nu skal du ikke være så hård ved dig selv. Du har pint og plaget dig selv rigeligt for vores skyld. Men jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror, det bliver rigtig svært, men jeg er nok heller ikke den rigtige at spørge, for jeg er…jeg er heller ikke medlem af folkekirken.
-Nej, selvfølgelig. Det burde jeg have regnet ud.
-Nu må du ikke give op, Jesus. Nu må du være en stærk frelser og lægge en plan. Og hvis du vil have fat i børnene, må du tænke lidt kreativt og uortodokst, hvis man kan sige det sådan. Min søn er nede i domkirken med sin klasse hvert år, og måske kunne du komme derned og gå på noget vand eller sådan noget. Lave en form for mirakel. Alternativt kunne du overveje at gå til børnene via deres telefoner og I-pads. Jeg har faktisk fornemmelsen af, at børnene bruger deres I-pads som vores oldeforældre brugte bibelen, så måske var det på tide med en IT-strategi. Du bliver i hvert fald nødt til at forholde dig til, at børn er anderledes i dag end tidligere. Du får dem ikke ind i folden med frygt eller bare fordi deres forældre siger, det er en god ide, hvad de jo i øvrigt heller ikke gør.
-Det lyder godt nok som en meget poppet vej.
-Ja, det gør det måske nok. Men børn i dag er meget rastløse. De kan ikke se en spillefilm uden at skulle have en pause halvvejs, og de kan ikke læse lange tekster, fordi de er vant til hele tiden at modtage input fra flere kilder ad gangen. Hvis du vil have fat i børnene, bliver du nødt til at give dem stimuli og oplevelser hele tiden. Og måske reklamer. De bliver nødt til hele tiden at blive mindet om, hvorfor kristendommen er fed- eller forsvinder det ud af deres hjerner. Børn i dag ejer ikke evnen til fordybelse.
-Ved du hvad? Det bliver jeg faktisk en lille smule pikeret over at høre. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg skal ikke til at lave IT-strategier og halvhjertede kristendomsfix til rastløse teenagere. Jeg skal noget andet. Jeg skal lære de kommende generationer at fordybe sig, skal jeg. Det er min nye åbenbaring! Det er jo helt vildt langt ude, hvis børn ikke er i stand til at læse tekster eller se en film. Det duer jo ikke. Det må vi genlære dem.
-Okay?
-Og det at vi er ”kedelige” er ikke nødvendigvis en svaghed. For vi er stærke på substansen. Og det kan da godt være, at vi skal forny os lidt hist og her, men vi skal først og fremmest holde fast i vores værdier, og så skal vi lave en kæmpestor fordybelseskampagne, så børn igen kan finde roen i tilværelsen og lære, at det kan være værdifuldt at sidde og lytte til lange tekster- også dem i kirken.
-Sådan, Jesus. God energi. Det er jeg glad for at høre. Og kampagner er helt sikkert vejen frem. I Danmark laver vi altid store kampagner, når vi vil ændre noget. Det er det eneste, der virker. Jeg var bange for, jeg havde helt havde taget modet fra dig, men nu kan jeg mærke, at du virkelig tror på det.
-Ja, for søren. Jeg har bare været lidt på pause de sidste par tusind år, og måske er det i virkeligheden for lang tid at være væk, hvis man gerne vil holde liv i en religion. Man kan vel sige, at jeg har hvilet lidt for længe på laurbærrene ha ha. Men nu vil jeg i arbejdstøjet. Nu skal der ske noget. Jeg må i gang med det samme. Af sted på fordybelsesmission 2019/2020. Halleluja.
-Det er jeg simpelthen bare så glad for at høre. Og jeg er da også lidt stolt af, at jeg har været med til skubbe dig i gang.
-Det kan du også roligt være. Hvis det ikke havde været for dig og din blog, er jeg ikke sikker på, at jeg var blevet inspireret til at komme ned på jorden igen.
-Plejer du virkelig at læse min blog?
-Ja, jeg er skam en af dem, der sidder troligt hver fredag og venter på det næste indlæg.
-Sejt, læser du også andre?
-Ja, jeg læser Blogsbjerg og Jernmor og Sofie Ude. De skriver også fremragende. En af fordelene ved at være i himlen, er at man har ret god tid til at læse sådan noget. Det er jo også en god måde at holde sig opdateret.
-klart. Men ved du hvad, Jesus. Så vil jeg også sige tusind tak, fordi du kiggede forbi. Det er jeg virkelig virkelig glad for. Og du skal have held og lykke med det hele og en rigtig god fødselsdag, når du når så langt.
-Mange tak. Det var en sand fornøjelse at møde dig i virkeligheden.
-Lige over.
