#371 Taco Cat Goat Cheese Pizza

Det er sjældent, jeg udtaler mig om andet end pædagogiske problemstillinger, opdragelsesrelaterede emner og måske en gang imellem fodbold. Men for nylig spillede jeg et kortspil, som gjorde så stort et indtryk, at jeg er nødt til at nævne det her. Det startede med, at min kæreste havde spillet det til en fest og fortalt om det, og så viste det sig, at den ældste søn også havde spillet det og synes, det var sjovt. Derfor købte jeg det som en hemmelighed og tog det med på ferien til Sicilien, hvor det udløste stor begejstring: ”Juhuu, det er grineren, lad os spille det nu, vi må i gang med det samme”.

Her kommer lidt forklaring: Spillet hedder Taco, Cat, Goat, Cheese Pizza og handler om at man skiftes til at vende et kort, mens man siger ordene i den rigtige rækkefølge. Det vil sige, at den første siger Taco, den næste siger Cat, den tredje siger Goat og så videre. Hvis man så rent faktisk vender et kort med et billede af en kat på, mens man siger Cat, så handler det om at alle skal klaske hånden ned på kortet så hurtigt som muligt, så hænderne lander oven på hinanden. Den langsomste spiller får så alle kortene i bunken. Man skal med andre ord være lynhurtig, så man undgår at få en masse kort.   

Og det gik da også fint, og vi grinede og klaskede, og det var ikke et øje tørt. Min kæreste fandt ud af, at det er en god ide at tage fingerringe af, ligesom vi hurtigt lærte, at det er en fordel med kortklippede negle. Og alt var godt og ha ha ha og ”skal vi ikke tage en runde mere?” og alt det der.

Men så skete der noget uheldigt. Det viste sig nemlig, at spillet havde pædagogisk slagside. Det var de samme mennesker, der vandt igen og igen. Og det kan jo være fint nok, hvis det handler om talent eller taktisk snilde, men sådan var det ikke. Spillet er tilsyneladende konstrueret, så det er en fordel, hvis ens hjerne er mikroskopisk eller under ombygning, hvilket er tilfældet for mine to drenge. De lammetævede ganske enkelt de voksne. Og i starten var det selvfølgelig hyggeligt nok: ”Sikke glade de bliver, og det er jo også mest for deres skyld, vi spiller.”

Men på et tidspunkt bliver det jo irriterende. Og man begynder at tage sig sammen. Og min kæreste begyndte også at stramme sig an, men der var ikke noget at gøre. Det var konsekvent ungerne der vandt, og det der var mest bekymrende, var nok oplevelsen af, at da alle begyndte at gøre sig umage, var det konsekvent mig, der fik flere og flere kort.

Og det kan jeg ikke tolke som andet end en konstruktionsfejl. Jeg er jo måske den allermest eftertænksomme i vores husstand, og man kan sgu da ikke konstruere et kortspil, der straffer eftertænksomhed. Hvad i himlens navn er meningen? Altså, jeg kan jo godt lide at høre hvad der rent faktisk bliver sagt, fundere over det, tage stilling til om det er noget jeg vil reagere på, og så måske derefter foretage en passende handling. Men når det bare handler om at klaske sin hånd på en dum taco eller kat, så bliver den slags egenskaber jo fuldstændig ligegyldige.

Og så er jeg også den største af os og den med de længste arme. Det vil altså sige, at jeg skal flytte mine lemmer utroligt meget længere end de andre, der ligesom bare skal svuppe deres små elastiske arme op på bordet. Altså, jeg skal jo ligesom sætte en stor muskuløs organisme i bevægelse. Og skal man nu også straffes for det?  

Ja, det er som om dette tåbelige spil i den grad belønner evnen til at reagere lynhurtigt med sine små underudviklede hænder og frontallapper. Og at man fremmer børns umiddelbare spontanitet og livsglæde. Og altså fuldstændig ignorerer behovene hos mere muskuløse og eftertænksomme voksentyper.

Så derfor en advarsel herfra. Hold dig langt væk fra spillet Taco, Cat, Goat, Cheese, Pizza, hvis du bare tilnærmelsesvis kan betegnes som en dårlig eller mellemdårlig taber.  

Tak fordi du læste med

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her