#378 Det forsømte forår

Ugens indlæg består af fem glimt, jeg enten selv har oplevet eller har fået refereret af nuværende og tidligere kolleger i løbet af ugen:     

Glimt nummer 1:

Jeg cykler hjem fra arbejde og stopper for rødt ved lyskrydset. Ved siden af står to nyudklækkede studenter på fortovet og giver hinanden et langt og inderligt knus. Helt sikkert kærester. Jeg tænker, at det er ren lykke og idyl, indtil det går op for mig, at pigen står og græder: ”Jeg ved ikke, hvad skal jeg sige til min mor. Hun bliver simpelthen så skuffet over mig". Lyset bliver grønt, og jeg cykler videre. Noget virker helt forkert.  Solen skinner, huen er på, familien venter sikkert med champagne derhjemme. Alligevel står hun der på fortovet og er dybt dybt ulykkelig.

Glimt nummer 2:

En elev har været til mundtlig matematik og fået 00. Læreren prøver at overbringe karakteren så nænsomt som muligt. Ikke nogen nem opgave. Eleven er heldigvis rimelig fattet: ”Nu er jeg jo ikke så god til matematik, så kan du måske hjælpe mig med at regne ud, om jeg har dumpet folkeskolen?” Han siger det uden at fortrække en mine. Det er ikke for sjov. Matematiklæreren siger, at man ikke kan dumpe folkeskolen, fordi det er prøver og ikke "rigtige" eksamener. Men eleven forstår ikke forskellen. For ham er logikken åbenlys. Hvis man ender med et snit under 02, har man selvfølgelig dumpet ni års skolegang.

Glimt nummer 3:

Jeg sidder i det evindelige dilemma. Syv eller ti? Syv eller ti? Min mavefornemmelse siger syv, men censor siger ti. Og han har selvfølgelig det sidste ord, men jeg tror, jeg kan påvirke ham. På den anden side ved jeg, at eleven har gjort sig umage. Og jeg ved, at hele hendes familie står udenfor med flag og konfetti. Karakteren betyder meget for hende. Men det var da kun til syv. Var det ikke? Hvorfor skal jeg altid havne i denne situation, hvor jeg skal sige: ”Man savner godt nok den gamle 9’er.” Og hvor meget skal jeg argumentere for at tale min egen elev ned? Ja, hvor professionel skal jeg egentlig være? Og hvorfor skal man som eksaminator så ofte stå med netop dette valg: Den faglige integritet på den ene side og den lykkelige elev på den anden?

Glimt nummer 4:

En elev får ikke det snit, han skal bruge for at komme videre i systemet. Han er afklaret, men det er alligevel ikke sjovt: ”Det værste er næsten, at ens venner går rundt og er så lykkelige. Og så forventes det ligesom også, at man selv er det. Jeg er den eneste, jeg kender, der skal til optagelsesprøve. Jeg føler mig lidt som en taber. Det ville på en måde være nemmere, hvis det regnede. Så kunne man meget bedre sige, at man havde lyst til at være derhjemme."   

Glimt nummer 5:

Jeg modtager endnu en mail om eksamensangst. For nogle år siden skete det aldrig, men nu sker det oftere og oftere. At de enten kommer og siger det, eller skriver det, fordi det føles nemmere. Nogle tager medicin, andre får professionel hjælp fra studievejledningen eller organisationen. Der kommer flere og flere af dem. Unge mennesker, der er skræmt fra vid og sans ved udsigten til at skulle ind og præstere ved den grønne dug.    

---

I den kommende tid kommer det til at vælte rundt med lykkelige studenter og folk, der fremhæver deres imponerende karaktersnit og tolvtaller. Og det skal være dem vel undt. Det er sindssygt flot at knække skolens koder og præstere, når der er allermest pres på.

Men lad os også prøve at huske de andre. Selvom de er lidt sværere at få øje på.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse (og pædagogik) hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her