-Far
-Ja
-Prøv lige at se den blomst
-Ja, den er fin, men vi bliver nødt til at gå nu
-Den er smuk
-Jamen, så tag den med. Vi skal altså være i børnehaven om ti minutter
-Jeg kan ikke tage den. Så dør den. Ligesom oldefar
Hvis der er noget, mine børn har lært mig, så er det, at god børneopdragelse kræver tid. Masser af tid. Tid til at samtale. Tid til at tage en konflikt. Tid til at indlede en filosofisk drøftelse på et tidspunkt, der bare passer helt vildt dårligt med faste mødetider på et arbejde.
Jeg synes ofte, jeg har oplevet, at en af mine drenge har afkrævet mig tid til et eller andet, og så har jeg stået og trippet, kigget på uret, tænkt over hvordan jeg skulle få ham til at skynde sig og mærket en irritation over, at det da umuligt kan tage så lang tid at finde et par støvler og tage en flyverdragt på- når jeg oven i købet har lagt den foran ham, så den er lige til at hoppe i.
Og den irritation responderer mine drenge bare helt vildt dårligt på. De reagerer typisk ved at blive endnu langsommere, og så bliver jeg endnu mere irriteret, og så har vi startet en spiral, der trækker ud i det uendelige. Og det er gerne her, lige på det her tidspunkt, hvor min søn ligger og vrider sig på gulvet henne i børnehaven, at der kommer to-tre mødre ind, der skal hente deres børn, og jeg ved ikke hvordan de formår at time det, men det slår aldrig fejl. Og selvom jeg kan se, at de prøver at være overbærende i deres ansigtsudtryk, kan jeg godt se, at de tænker, at det her ville aldrig ske for dem. Ikke på den måde. Ikke så voldsomt. Og de værste af dem tænker, at det er noget, der sker fordi jeg er mand, men det gør de alt for ikke at udstråle, så det kan jeg ikke bevise, men jeg fornemmer, at de tænker det, og det får mig til at ærgre mig endnu mere over situationen.
Men det besynderlige er, at det aldrig sker på de dage, hvor jeg tror, det sker. Og det sker slet ikke på de dage, hvor jeg har masser af tid og tænker: ”Det gør ikke noget, hvis han er svær at hente i dag. Vi har masser af tid, så han kan bare komme an.”
Og måske handler det om, som en af mine helte, Ulla Dyrløv, fremhæver i hendes fremragende bog ”Pilot for dit barn”, at man altid skal være klar til at tage en konflikt, når den opstår, for det kan barnet mærke, og derfor opstår konflikten ikke. Eller måske handler det om, at min søn kan mærke, at jeg bare er afslappet, og det synes han er rart, så derfor vil han gerne gøre sig færdig, så han kan komme til at hænge ud med sin, for en gangs skyld, afslappede og velafbalancerede far.
Under alle omstændigheder handler det om tid. Om at have tid til at være tilstede i det man foretager sig som forælder og om at udstråle, at man har al tid i verden, ”og der er intet der er mere vigtigt netop nu, end at du får dine støvler på og får transporteret dig ned i den flyverdragt, der ligger her på gulvet foran dig.”
I bestræbelsen på at skaffe os tid, og som et led i jagten på den gode opdragelse, er min kæreste og jeg gået ned i tid, så vi begge arbejder 30 timer om ugen. Og det har da helt sikkert også hjulpet. Det har betydet, at det er blevet nemmere at få enderne til at nå sammen, ligesom det har givet os mulighed for at hente børnene væsentligt tidligere end før.
Men stadigvæk oplever jeg ofte den der følelse af utålmodighed, når jeg eksempelvis skal hente mine børn. Som om den mindre arbejdstid ikke har fjernet oplevelsen af rastløshed, som jeg ellers troede, den ville. Jeg oplever stadig ofte at få lyst til at udføre alle handlingerne selv: ” Nu giver jeg dig lige den her flyverdragt på. Og huen. Og handskerne. Og støvlerne.”
Og så kan man jo indvende, at det bare er mig, der er noget galt med. At jeg bør begynde at gå til yoga eller anskaffe mig en lykkesten, som jeg kan nulre med i lommen, når jeg mærker rastløsheden komme snigende. Men jeg har bare på fornemmelsen, at det ikke kun er mig, der oplever det her. For når jeg kigger rundt hos de andre ”tidlighentere” - primært bedsteforældre og barslende mødre - synes jeg, at jeg også kan også kan se symptomerne hos dem. En flakken i blikket, dybe duk, en utålmodig vippen med fødderne. Og så tænker jeg ved mig selv: Når så mange af os, der har masser af tid, kan blive så utålmodige over ”børnetempo”, hvordan ser det så ikke ud hos dem, der lever mere stressset, og som lever op til de normer samfundet sætter om, at man helst skal arbejde 37 timer om ugen samtidig med, at man får en børnefamilie til at fungere. Og er der tale om, at vi helt overordnet har indrettet et samfund, hvor alting går så stærkt, at der skal mere end nedsat tid og folkepension til, at vi kan være hundrede procent afslappede, når vi skal hente vores børn og børnebørn i institutionerne? Og hvad skal der egentlig til for at nå derhen, hvor man kan være hundrede procent tilstede, når ens barn vil tale om sin døde oldefar eller bare vil have tid til at tage tøj på i sit eget tempo?
Jeg vil rigtig gerne høre fra dig, hvis du mener at have knækket ”rastløshedskoden” og er i stand til at udføre langsomme aktiviteter, som eksempelvis hentning, bringning, tandbørstning, spisning med dine børn uden at føle utålmodigheden komme snigende. Hvad har du gjort? Er du blevet zenbuddhist? Tager du stærk medicin? Siger du en særlig remse til dig selv, eller tænker du på Ulla Dyrløvs gode råd, ligesom jeg prøver at gøre?
Skriv meget gerne inde i debatforummet Jagtstuen, hvis du har knækket koden, eller hvis du bare kan nikke genkendende til følelsen og måske har noget at tilføje. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre fra dig.
(Du er også velkommen til at skrive et brev - så ved jeg med sikkerhed, at du ikke er et rastløst menneske. Du kan skrive til: Jesper Koer
stz Jensen, Rampelyset 53, 4000 Roskilde. Så lover jeg, at jeg vil omtale brevet her på min langsommelige blog og nævne det til mine debataftner. Jeg synes, der er noget helt fantastisk og romantisk langsomt ved breve, så sådan et ville jeg elske at modtage fra et ikke-rastløst menneske - om lang tid).
