Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg kommer ikke til at skrive særlig meget om børneopdragelse i dag. Jeg sidder i en idrætssal, delt i to, og inde bag skillevæggen kan jeg høre en studerende, der spørger skuespilleren Marco Grimnitz, om han ikke har lyst til at afhjælpe hende med de stemmeproblemer, hun har haft, siden hun var lille. Det vil han selvfølgelig gerne. Jeg kigger på mit ur. 17 minutter til frokostpause. Jeg har lovet mig selv at skrive denne tekst inden spisetid, men så skete der tusind ting, og nu er jeg tidspresset som aldrig før og har kun 16 minutter tilbage.
Men det er på en måde også lige i dagens ånd. Vi startede morgenen med en fællessamling, på ægte højskolemaner, hvor den fremragende retoriker Jan Fogt læste et digt op af Theis Ørntoft, som sagde, at vi har smadret planeten, og at jorden er under afvikling. Og den digtsamling fik jeg lyst til at læse, selvom jeg uhyre sjældent læser digte. Men fordi Jan er så forbandet dygtig til oplæsning, blev jeg langsomt suget ind i universet. Bagefter satte han de studerende til at skrive turbodigte under hovedoverskriften morgenstund, og de fik under ti minutter til det, og hvis de kan skabe stor poesi på ti minutter, må jeg også kunne skrive en tekst på, lad mig se, 13 minutter. Det er jo trods alt simpel prosa, og der står ingen forlagsredaktører eller censurudvalg, parat til at sable det ned. Det handler mere om, om jeg selv kan godkende niveauet og være bekendt at sende det ud til mine læsere (jer), og her har jeg heldigvis udviklet en uhyre nyttig sans, der gør mig i stand til lynhurtigt at udpege skønheden i egne produktioner, når jeg nærmer mig en deadline.
Og i denne uge er jeg bare nødt til at skrive om retorik-kursus, for jeg er fyldt op af det, og jeg har lært, at det ofte er godt at lade pennen løbe med det, som hjertet er fyldt af. Også selvom man kun har 9 minutter til at gøre det i. Det er mig selv, der har arrangeret kurset, og vi har nu i tre dage indført de studerende i retorikkens verden, med udgangspunkt i en bred forståelse, hvor vi både har set på sproget, stemmen, kroppen, powerpointet og samtalen, og om halvanden time slutter det hele med en live-tv-transmission, hvor studerende og undervisere laver et show og performer, og jeg ved bare, det bliver godt. Jeg ved det, fordi værten er Marie Sloma Qvortrup, som er absurd dygtig til at lave radio og tv, og som laver landets mest nærværende interviews, og jeg ved det, fordi både Jan, Marco og Marie er så store personligheder, at de vil nyde at stå på scenen og øse ud af deres gigantiske faglige viden.
Og nu kan jeg mærke, at teksten alligevel bliver opdragelsesorienteret, her med 4 minutter tilbage, for det har lige slået mig, at de tre undervisere er eksempler på noget supervigtigt, hvis man skal have et godt liv. De er eksempler på mennesker, der har fundet ”den rette hylde”, og som har gjort deres job til deres identitet i en grad, så de bliver selve personificeringen af de, de laver. Jan er retorik, Marie er journalistik og Marco er skuespil.
Og hvis vi gerne vil give vores børn nogle gode liv, tror jeg, at vi skal lægge mærke til, hvor deres øjne stråler, hvor de bliver ligeglade med pauser og tiden og tilværelsen og alt det andet, der flyder forbi. Og så skal vi støtte dem, tale med dem om det og give dem alle muligheder for at nørde videre med deres passioner. I time- dage- og ugevis.
For hvis man ender med at arbejde med noget, som man føler en indædt kærlighed til, og hvor man ikke kan lade være med at tale om det ved hver en given lejlighed, ja, så har man formentlig lyst til at springe ud af sengen hver morgenen, og det er vel i bund og grund det livet handler om.
Og nu er jeg gået 7 minutter over tid, så nu skal jeg altså til frokost. Jeg har nemlig en meget vigtig fiktiv tv-produktion, som skal forberedes på rekordtid.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
