Torsdag d. 9/4 2020 kl. 08:04
Ja, jeg går stadig og pusler med at være menneske i den vildeste periode, jeg formentlig kommer til at opleve i mit liv. Kæmpestore lufthavne ligger øde hen, statskasser pumper milliarder ud i nødlidende samfund, og sportsarenaer omdannes til lighuse i Madrid og New York. Jeg er ikke sikker på, at vi helt har fattet, hvad der har ramt os, men vi har på rekordtid måtte indstille os på en helt ny tilværelse, hvor frihedsrettigheder er blevet inddraget på stribe, og hvor vi mærker, hvad det vil sige at være underlagt restriktioner, som normalt hører hjemme i diktaturstater.
Og i denne uge har debatten så handlet om, hvorvidt vi skulle foretrække fortsat nedlukning, som vil føre til massearbejdsløshed, gigapukler i sundhedsvæsenet og statsbankerot, eller om vi skulle forsøge at åbne lidt op med de risici for ukontrolleret smitte, det nu en gang indebærer. Og selv om jeg er nyudlært selvuddannet epidemiolog og coronafilosof, har jeg haft svært ved at vurdere, hvad der egentlig er smartest. Jeg har siden pressemødet tirsdag haft nogenlunde denne diskussion til at køre inde i hovedet:
-Selvfølgelig kan vi begynde at åbne igen. Det bliver vi nødt til. Og hvis man ser på Sverige, hvor de slet ikke har lukket ned, kan man jo også se, at det ikke er gået bananas. De har godt nok flere døde end os, men det er også et meget større land. Og vi åbner jo heller ikke ligeså meget op som dem. Vi lukker en lille smule op, på en rolig og kontrolleret måde.
-Ja ja. Men vi sender godt nok mange mennesker af sted på én gang. I dag skal vi nærmest alle sammen blive hjemme, men fra næste onsdag er det pludselig forsvarligt at sende hundredtusindvis af snotnæser og pilfingre i institutioner, og hvis der er én ting, vi kan være sikre på, så er det, at små børn kommer til at røre ved hinanden. I dag skal man helst lade være med lave en legeaftale, og fra onsdag i næste uge får man fravær, hvis man ikke sender sit barn ned til en masse andre børn.
-Ja, men så skal man huske på, at børn ikke bliver særlig syge af corona og ikke ser ud til at smitte ligeså meget som voksne, og derfor giver det vel god mening at starte med dem. Og så bor jeg i øvrigt sammen med en syvårig og kan se, hvor forkert det er at spærre tusindvis af raske børn inde fra en sygdom, der ikke er særlig farlig for dem.
-Nej, det kan godt være, sygdommen ikke rammer dem så hårdt, men det virker ikke til, man ved ret meget om, i hvilket omfang børnene render rundt som symptomfri smittebærere. Og hvis de gør det, mere end man lige tror, ja, så har vi balladen. Så kommer tusindvis af tilsyneladende raske børn hjem og starter smittekæder hos deres forældre, der sender det videre til deres kolleger og venner og så videre og så videre, og så får vi pludselig en ekstrem smittespredning i samfundet. Og jeg er især bekymret for de helt små børn, vuggestuebørn og børnehavebørn, der har brug for at mærke og røre og som overhovedet ikke forstår anvisningerne. Jeg tror godt, man kan dressere en fjerdeklasses elev til at holde afstand og vaske hænder, men det er jo helt umuligt med en toårig. Derfor tror jeg også, at vi kun i meget begrænset omfang kommer til at sende den lille i vuggestue. Og jeg har en fornemmelse af, at mange andre følger vores eksempel.
-Jeg tror, vi bliver nødt til at stole på Mølbak og regnedrengene i denne her situation. De sidder med al deres data alle deres modeller, og selvom Coronaen er et nyt fænomen, så har Danmark altså nogle af de førende eksperter i verden på det her område, og de virker til at have godt styr på, hvor meget danskerne smitter hinanden. Og så vidt jeg har forstået, blev der regnet på tre forskellige åbningsmodeller, der alle indbefattede, at man skulle starte med de mindste. Alle sundhedsapostle i Danmark, Norge, Finland og Island er enige om, at det kun giver mening at starte på den måde. Og regeringen valgte i øvrigt at køre med en model, der var endnu mere forsigtigt end den mest forsigtige af de tre modeller. Der er dermed tale om en livrem og seler løsning, som harmonerer fint med regeringens hidtidige linje.
-Jeg kunne så bare godt tænke mig, at det blev fulgt op af en langt mere offensiv teststrategi. Hvis jeg for eksempel vidste, at mit barns lærer blev testet hver uge, og at skolen blev lukket, hvis der blev fundet tegn på smitte, så ville jeg være mere rolig. For hvad nu, hvis der kommer skoler, hvor der kommer seriøse smitteudbrud, fordi lærere og elever render rundt og smitter hinanden i ugevis, før det bliver opdaget.
-Ja, men det er så her, man kan lade sig berolige af myndighedsmændene, der siger, at børnene kun skal se den samme lille gruppe børn i løbet af en skoledag, og at de kun skal være i et enkelt lokale. Det vil sige, at der i teorien kan være mange coronasmittede på en skole, uden at det nødvendigvis spreder sig ukontrollabelt.
-Jeg ser bare ikke børn som de mest ansvarlige i forhold til at undgå smitte.
-Nej, men det her problem er jo også uløseligt. Vi kan ikke satse på at holde samfundet lukket, indtil der måske bliver opfundet en vaccine om et par år, for så dør folk af alle mulige andre ting, og landet går rabundus. Vi kan heller ikke bare sætte smitten fri, for så ender vi med italienske, spanske eller amerikanske tilstande. Vi bliver nødt til at lukke langsomt op og få de rigtige mennesker smittet i et roligt tempo, så sundhedsvæsenet og velfærdssamfundet kan følge med. Og så håbe på, at nogen ved et lykketræf opfinder et eller andet, der virker. Og der må sgu da snart være en eller anden gevinst i de tusindvis af reagensglas, som forskere i hele verden roder rundt med i de her uger.
-Ja, vi må vist bare krydse fingre og håbe det bedste.
-Ja, og så huske at vaske hænder.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse (og for tiden også corona) hver fredag de næste 16 år, og at du altid har mulighed for at bidrage ved at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagstuen.