#58 Historiens vingesus


Foto: Unsplash.com


I mandags var det 4. maj og præcis 75 år siden, Danmark blev befriet. Da jeg var barn, fortalte min farmor og mormor om, hvordan det var at være barn under krigen. Min mormor voksede op ude på landet, hvor de mærkede vareknapheden, rationeringsmærkerne, Richs kaffen, der smagte forfærdeligt, og tilstedeværelsen af fire tyskere oppe ved Brugsen. For min farmor var det mere nærværende: Hun boede i Kolding by og blev ofte vækket af luftalarmer, som sendte hele familien i beskyttelseskælderen. Hun kunne også stå i vinduet på første sal og se tyske patruljer marchere nede på gaden. Min farfar, der desværre døde for mange år siden, kunne fortælle hårrejsende historier om, hvordan han stjal cigaretter fra tyskerne, og hvordan hans far smuglede en jøde fra Hamborg til Danmark, så han kunne komme videre til Sverige.

I dag kan hverken min farmor eller mormor fortælle noget fornuftigt om krigen. De er begge blevet overmandet af alderdommen og demensen, og selvom de sikkert på en god dag kan huske, at der har været en krig, har deres stemmer og erindringer mistet betydning. Og sådan er det efterhånden med de fleste. Snart er det slut med bedsteforældre, der kan svare på spørgsmål som: ”Hvordan var det egentlig at være barn under krigen?”, og ”Var du ikke helt vildt bange, da tyskerne kom?” Snart har vi kun historiebøgerne og de overleverede fortællinger at læne os op ad, når vi skal fortælle vores egne børn om verdenskrigen.

Og hvordan gør man egentlig det? Altså fortæller sine børn om verdenskrigen på en måde, hvor den bliver nærværende og vigtig, selvom det var noget, der foregik ”i meget gamle dage”. Og hvordan får man dem til at relatere til begreber som holocaust og nazisme uden at skræmme livet af dem? Vi har hjemme hos os besluttet, at vores børn aldrig skal kunne komme til os som 15-årige og sige: ”Hvorfor fuck har I aldrig fortalt mig om alt det vigtige historie, der er sket i verden? Jeg er sygt nederen bagud i forhold til mine venner.” Det må ikke ske. Derfor har vi besluttet, at vi vil indoktrinere dem med museer, bøger, foredrag, Matador, ture rundt i Danmark og fællessang, så det næsten tager overhånd. Men så er vi da sikre på, at vores børn, om ikke andet, har chancen for at blive nogle historiebevidste størrelser, der tager demokratiet alvorligt.

Nå, men her kommer tre friske bud på, hvordan du kan tale med dine børn om verdenskrigen på en måde, hvor det bliver nærværende, uden at de bliver skræmt fra vid og sans:

For det første lader du være med at glemme en dag som 4. maj, hvor du som forælder får foræret en anledning til at mindes krigen og dens ofre. Jeg havde fuldstændig svedt ud, at det var 4. maj i mandags, og som gammel historielærer plager det mig, hver gang det sker, og at det sker forbløffende ofte. Jeg går ikke sådan og tænker på datoer til daglig, og i mandags måtte jeg igennem hele den klassiske, ”hvorfor mon der er flag på busserne i dag”-undren, inden det så småt gik op for mig, hvilken dato, der var tale om. Til gengæld fik vi taget revanche senere, og vores syvårige søn fik for første gang lov til at have stearinlys stående i vindueskarmen, da han skulle sove. Så forslag nummer et handler om at tage 4. maj alvorligt og gøre det til noget eftertænksomt og hyggeligt at tænde lys sammen, mens man taler om, hvorfor man gør det.

For det andet træffer du en aktiv beslutning om, at du vil tale med dine børn om det. At krigen bliver en del af dit forældrepensum. Min kæreste spurgte mig, om det egentlig ikke var på tide, at jeg tog en rigtig snak med vores søn om det, og selvfølgelig var det det. Og egentlig vildt at jeg (igen som tidligere historielærer) slet ikke havde overvejet, at han var gammel nok til det, men hverdagen har bare en tendens til at komme til at handle om arbejde og skole og alle mulige andre ting, der ligger ret langt væk fra ”de fem forbandede år” for meget længe siden. Men jeg tog snakken med ham, og vi havde en glimrende samtale om besættelsestiden. Så syv år er en fin alder at lave en ”der var en gang en ond mand, der hed Hitler”-agtig indføring i verdenskrigen, og jeg synes også, jeg kunne se, at det satte nogle refleksioner i gang, selvom hans umiddelbare reaktion var: ”Vildt, skal vi ikke snart se Svampebob Firkant?” Så forslag nummer to handler om at beslutte sig for at gøre det, og så rent faktisk få det gjort - selvom man måske ikke er vant til at tage sådan nogle højtidelige historiske snakke med sit barn. Bare gør det alligevel.

For det tredje bruger du coronakrisen som en form for springbræt til at tale om, hvordan det er at leve uden borgerettigheder, at bekæmpe en fælles fjende og at holde sammen som befolkning i en tid, hvor der er mørke kræfter på spil (men så skal du også stoppe med sammenligningerne der). Der hviler en tung skygge over nationen netop nu, og måske er det nemmere at føle identifikation med tidligere generationers lidelser i en tid, hvor man selv mærker nogle afsavn. Jeg synes i hvert fald at kunne mærke en kortere vej til højstemthed, glæde over demokratiske frihedsrettigheder og respekt for historien. Så måske er det ikke så skidt endda for den kollektive historiebevidsthed, at 75-årsjubilæet finder sted i netop denne periode. Og måske er coronatiden en oplagt mulighed for forældre til at få talt med vores børn om en krig, som vi har lovet hinanden aldrig må blive glemt.

Tak fordi du læste med.

Foto: unsplash.com

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 16 år. Husk også at siden ikke findes på sociale medier, hvilket er så eksotisk, at det er svært at glemme.

49 visninger