#343 Da bedstefar Bob kom til byen

I tirsdags kom 84-årige Bob Dylan til København, og når det sker, går der et omfattende planlægningsarbejde i gang i min husstand. Først skal der skaffes billetter, hvilket er vanskeliggjort af, at folk vil se de store navne i disse år. Og så kom der også lige det ekstra benspænd, at der var forkøbsret til dem med et Mastercard, hvilket betød, at der kun var middelmådige billetter til resten af os. Puha, Royal Arena, eller Mastercard, eller Ticketmaster, eller hvem der nu har fundet på sådan en uskik. Det er ligesom når de rige menneskers børn får lov til at springe køen over i Legoland. Det er usympatisk og i min optik udansk (ligesom det er langt ude, at gode billetter til en koncert skal koste 2000 kroner- som om grådigheden ikke har nogen grænser).

Nå, men på et tidspunkt lægger man mavesurheden til side og begynder at glæde sig til begivenheden. Og forberede sig. For en Dylanfan er der meget forberedelse i sådan en koncert. Først skal sætlisterne fra de foregående aftener granskes, så skal der læses anmeldelser og tekster, nå ja, og høres en masse musik.

---

Undervejs kom jeg til at tænke over, hvordan mine unger egentlig oplever sådan en periode, hvor Dylan brager ud af højtalerne. Jeg husker selv meget af musikken fra min barndom, hvor det særligt var Kim Larsen, Anne Linnet, Trille, De Gyldne Løver og Sebastian, der kørte på repeat. Så jeg ved jo fra egen krop, at musik fra barndommen har det med at gøre indtryk.

Jeg besluttede mig for at lave en lille voxpop og spørge dem, hvad de egentlig synes om musikken.

Den yngste var tydelig, som han ofte er:

-Jeg synes det lyder hæsligt, sagde han.

Den store var mere nuanceret. Han var enig i, at det generelt var elendigt, men at der var forskellige niveauer af elendighed. For eksempel spillede jeg et nummer fra den nyeste plade, Key West (Philosopher Pirate), og den synes han ikke var helt så dårligt som de andre, så her blev jeg selvfølgelig nysgerrig. Er det lyden? Melodien? Teksten?

-Hm…det er nok mest fordi han nævner Key West, som vi lige har set i Først ved verdens ende.

Okay okay, man kan nok ikke kalde det en åbning eller en Bob Dylan fan in spe, men lidt har vel også ret.

---

Måske får de kommende generationer det svært med bedstefar Bob. Der var i hvert fald en del af publikummerne i tirsdags, der kæmpede med hans start-til-tiden-princip og reglen om, at alle telefoner skal inddrages inden koncerten. Og det er faktisk også en interessant kombi, når folk kommer for sent uden telefoner. For så har de heller ingen lommelygter, og så kan de ikke finde deres pladser i mørket. Og så må de skamfuldt luske rundt og spørge folk, hvad række, de mon sidder på.

Men sådan er det med bedstefar Bob. Han starter altid til tiden, og han hader at blive filmet, ligesom han i øvrigt ikke synes, at telefoner hører hjemme til koncert, hvor man skal lytte til musik.

Så folk var tvunget til at sidde stille i næsten to timer, mens de lyttede til en gammel mand, der nægter at spille sine hits og som ikke siger et kvæk mellem numrene. For sådan er han også. Gode gamle Bob. Han gør præcis, hvad der passer ham, og spiller de sange, som han synes skal spilles.

 ---

Så hvordan får man sine unger til at se lyset i en sær utilgængelig kunstner som ham? For jeg gad virkelig godt, at de en dag kunne se storheden og få bare en brøkdel af de oplevelser jeg har haft med ham? Både i forhold til melodier, men særligt i forhold til tekster, hvor han jo skriver på et exceptionelt niveau?

Er det mon nok at spille musikken i baggrunden og håbe på underbevidsthedens mirakler (det virkede i forhold til mig og Kim Larsen). Eller skal jeg tage dem i Bob-skole, når de bliver lidt større og introducere dem til nogle hits og så tage den derfra? Eller måske få dem til at se filmen?

Løsningen er helt sikkert ikke at tage dem til koncert. For det er ikke for børn. Det kræver flid, tid, koncentration og mange års lytning, hvis man ikke skal have en oplevelse som ham jeg tilfældigvis hørte ude i baren: ”Hvorfor fanden siger han ikke noget? Eller spiller nogle af de gamle? Det lyder jo ad helvede til.”

Tsk tsk tsk. Nogle folk lærer bare aldrig at lave deres lektier. Jeg kunne da sagtens høre, at det her var en udmærket performance, inden for den helt særlige og svært tilgængelige disciplin, der hedder "koncerter med Bob Dylan."

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her