#60 Coronastudenterne


Foto: Pixabay.com



Forestil dig en scene fra The Walking Dead, hvor alle gader ligger øde hen, fordi en stor flok zombier for nylig har raseret området, men nu er der stille, og ingen ved rigtig, hvad der kommer til at ske. Pludselig høres en lyd i det fjerne. Et horn trykkes i bund. En drengestemme råber ”fisseeeeee”, og musik gjalder ud af en skrattende højtaler. En lastbil kommer til syne om det nærmeste hjørne, og på ladet står 23 spritstive studenter og hopper i takt til musikken, fordi de er fucking ligeglade med zombier, og nu har de gået i skole i tre lange år, og så har man eddermame ret til at feste igennem.

Ja, det er nok nogenlunde sådan, jeg har det med studenterkørsel i coronatiden. Som om det må føles lidt forkert. Lidt ligesom den gang kyllingen holdt et helt felt bag sig, ene mand, og man tænkte: ”Det er fedt, at en dansker er ved at vinde Tour de France, men der er noget, der ikke er, som det skal være.” Jeg ved sgu ikke, om jeg ville kunne nyde det, hvis jeg var student og skulle stå og fejre mig selv på sådan et lad, mens en farlig virus har lammet det meste af verden og slået tusindvis af mennesker ihjel.

Og det handler bestemt ikke om, at jeg ikke under studenterne at blive fejret. Jeg forstår godt, at det må være sindssygt frustrerende, at alle fremtidsdrømme pludselig er sat på stand by eller aflyst. Man skulle måske have været på Roskilde for første gang. Man skulle måske have været ude at rejse. Man skulle måske have oplevet ”the sommer of love”, og nu står man der med håret i postkassen. Og jeg kan godt huske, hvordan det er at være 18 år og have glædet sig uendelig meget til den symbolske kulmination på tre år med afleveringer, forsømte forår og eksamensnervøsitet. Og jeg kan også godt huske, hvordan man lever i nuet og ikke kan bruge det til en pind, at ”der også kommer en sommer næste år” og ”livet er langt - du skal nok nå det alt sammen”.

Meeen. Verden befinder sig bare i et underligt vakuum lige nu. Hvis jeg var far til en kommende student i år, tror jeg, jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at få hende til at forstå, at der er kræfter på spil, som er langt større end studenterfester og studenterkørsel. At det handler om at være solidarisk med de mennesker i vores samfund, som er ældre og sårbare, og som risikerer at dø, hvis ikke vi står sammen om at bryde smittekæderne. Simpelthen gøre det til en øvelse i solidaritet og medmenneskelighed. Og så i øvrigt forsøge at opfinde fejringer, som er fede, men måske knap så demonstrative og synlige, hvor man bliver fejret uden at bevæge sig så meget rundt og komme i kontakt med så mange mennesker.

Måske kunne man leje tre sommerhuse i det samme område, og så kunne forældrene komme ned og stille anretninger udenfor, og man kunne holde fest på stranden om aftenen og sætte telte op i haverne. Eller hvad ved jeg. Bruge kreativiteten til at finde på fejringer, der er legendariske, og som gør, at coronastudenterne bliver husket som dem, der både var solidariske og respektfulde, og som opfandt de vildeste alternative studenterfejringer.

Tak fordi du læste med.


Foto: Flicr.com

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er ved at blive en sippet gammel mand, eller om jeg har ret i, at festen bare ikke bliver ligeså god, når den udspiller sig under en pandemi. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar, hvis du mener noget om emnet.

87 visninger