Jeg stod tilbagelænet og nød en americano på mit lokale kafferisteri, da jeg pludselig hørte taktfaste kampråb og skrattende musik fra en højttaler: ”Hvad pokker sker der her? Der er da ikke fodbold i byen?” Jeg trådte udenfor og så cirka 100 unge mennesker med papskilte, Christianiacykler og slagord, der viste solidaritet med den dræbte George Floyd og udtrykte modstand mod diskrimination og forskelsbehandling af minoriteter i hele verden.
Min syvårige søn var stoppet op i sin leg med nogle af de andre børn, og jeg gik over til ham:
-Ved du, hvorfor de går rundt med alle de skilte og synger?
-Nej.
-Det er, fordi der er en sort mand, der er blevet slået ihjel i USA, og i dag siger folk i hele verden, at man skal være gode ved hinanden, ligegyldigt hvordan man ser ud.
-God ide. Men hvorfor er der så politi?
-Det er for at passe på dem. I Danmark synes vi, det er godt, når folk mener noget, og så passer politiet på dem.
-Så må vi ikke håbe, de snart skal ud og fange røvere.
-Nej, det ville ikke være så godt.
Min første tanke var, at det var et noget begrænset fremmøde og lidt fjollet, at de gik rundt i vores område, Musicon, der ikke er det mest befolkningstætte i Roskilde, men efter at have tænkt lidt over det, synes jeg egentlig, det var ret sejt. Ret sejt at organisere, anmelde og gennemføre en demonstration i Roskilde, samtidig med at der bliver afholdt store demonstrationer i København og massevis af andre byer rundt om i verden. Det vidner jo på en måde om større engagement, at man insisterer på, at der også skal være noget i de mindre byer, hvor folk ikke er så vant til at gå på gaden. Og det fik mig til at have en samtale med min søn om demokrati, ligesom det fik alle os, der var i Musicon denne søndag eftermiddag til at tale om politivold mod sorte i USA - og så pyt da med at det ikke var halvdelen af Danmarks, eller Roskildes, befolkning, der så det.
På vej hjem kom jeg til at tænke over, hvad det egentlig er, der sker med ungdommen i de her år. Jeg har i årevis brokket mig over, at de studerende var apolitiske og ikke havde nogen holdninger til tingene. At de var ligeglade med reformer og bare gjorde, hvad de fik besked på. Og nu kan jeg pludselig se, at de begynder at forsamle sig og protestere både i forhold til klimaet, Metoo og nu også Black Lives Matter. Er det, fordi det pludselig er blevet moderne at mene noget? Er det, fordi det er sejt at lave et indlæg til Insta, hvor man ser sig selv stå og holde et papskilt? Eller stikker det dybere? Er det, fordi de gerne vil gøre op med deres holdningsløse forældre, eller er det netop deres forældre, der har opdraget dem til at mene noget? Ser vi pludselig en generation af unge, der rent faktisk er i stand til at være solidariske med folk, der har det værre end dem selv?
Jeg besluttede mig for at invitere ham, der organiserede demonstrationen på en kop kaffe for at finde ud af, hvad der får en ung mand til at engagere sig så stærkt, at man ligefrem arrangerer en politisk demonstration. Organisatoren viste sig at være den 26-årige højskoleelev Prince, der selv har mærket diskrimination og forskelsbehandling på egen krop:
”Jesper, du ville blive chokeret, hvis du vidste, hvad små sorte drenge og piger skal høre på i deres skoletid. De bliver kaldt fejlfarver, aber, N-ordet og det, der er værre. Og der er virkelig tit, at lærerne og pædagogerne ikke får det stoppet. Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange gange jeg har oplevet det.”
Han kiggede mig direkte i øjnene, mens han talte, og jeg blev på en måde lidt rystet over at høre om hans oplevelser. Altså jeg tror godt, at jeg vidste, der var noget, men jeg troede ikke, at omfanget var så massivt. Han havde også en anden pointe, der gik rent ind:
”Du forstår ikke, hvor frustrerende det er at føle sig dansk, at være dansk, men ikke få lov til at være det. Folk møder mig altid med udgangspunkt i min hudfarve, tror jeg ikke kan snakke sproget, og hvis jeg bliver ansat et sted, tror de, der er noget galt med mine papirer. Jeg ville virkelig ønske, at folk bare mødte mennesker for dem, de er - i stedet for at dømme dem på deres hudfarve.”
Jeg kunne mærke, at det her var hjerteblod, som han havde snakket om mange gange før. Han fortalte, at demonstrationen var blevet til, fordi de synes, det var urimeligt over for højskolen i forhold til smittefare at tage til København, men at det samtidig var vigtigt for dem at udtrykke deres sympati for sagen. Jeg spurgte ham, om han ikke var bange for, at den massive modstand i disse dage bare en trend, der vil gå over, når røgen en gang har lagt sig:
”Nej, jeg tror, det stikker dybere denne her gang. Jeg tror, det fører til nogle snakke om strukturel racisme, hvor folk interesserer sig for, hvor det kommer til udtryk, hvad det kommer af, og hvordan de kan ændre deres egne handlinger og tale dem imod, der åbenlyst praktiserer det.”
Hvorfor tror du det?
”Fordi jeg mærker en reel interesse, hvor folk prøver at forstå det. Jeg er godt med på, at der er et element af momentum og hashtag over det lige nu, men jeg mærker også, at mange er interesserede i at finde ud af, om de selv er del af det uden at ville det. Som om de er begyndt at forstå, at det her har dybe rødder, selvom det herhjemme kommer til udtryk på andre måder end i USA.”
Hvor kommer det mest til udtryk i Danmark?
Alle steder. I børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladserne, over alt.
Hvad skal der til for at ændre det?
Folk skal have et sprog for det. Folk skal tale om det, forstå at det er der, og så skal man lægge alle generaliseringerne til side. Og turde tale op i mod dem, der ytrer sig racistisk.
Jeg fortalte ham, at jeg selv kender en, der er sådan lidt klassisk dansk hyggeracist, og at jeg vil overveje at sige noget til ham, næste gang han kommer med en af sine syrlige bemærkninger:
”Hvis det sker, er det jo noget af det bedste, der kan komme ud af vores samtale. For det er jo nemt nok at stå i en stor flok med papskilte og råbe slagord, men det er jo langt sværere at stå op imod en af sine nærmeste. Det kræver jo langt mere mod. Men det flytter også mere.”
Hvad skal man ellers gøre som samfund, hvis man vil det her til livs?
”Man skal klæde pædagogerne bedre på, så de kan se det, når det udspiller sig blandt børn, og så skal man tale med dem om det. Og man skal have om det folkeskolen. Jeg ved ikke, om man skal have et specifikt fag, eller om det skal ind i de eksisterende fag, men det skal fylde noget i folkeskolen. Og så skal man have flere mørke rollemodeller og forbilleder. Det skal være meget mere normalt, at der er mørke mennesker på tv og film og alle mulige andre steder.”
Vi fik en længere snak om de modsatrettede bevægelser i Danmark netop nu, hvor der er massive ungdomsprotester mod klima, sexisme og racisme, samtidig med at der bliver generaliseret som aldrig før i medierne og af politikerne. Store grupper taler for eksempel om ”de evindelige problemer med indvandrerdrenge”, mens andre snakker om, hvor farligt det er at generalisere over befolkningsgrupper.
”Mit indtryk er, at man mange steder i den pædagogiske verden faktisk forsøger at tage det her alvorligt, men at man også kæmper mod strukturer og bevægelser, der er dybe og som ofte bliver forstærket i pressen, der jo ikke fokuserer ret meget på alle dem, der klarer sig godt. Men vi må bare blive ved med at tage snakkene Så skal det nok blive bedre. Det er i hvert fald mit håb.”
Da vi havde snakket i cirka tre kvarter, kunne jeg ikke nænne at tage mere af mandens tid. Jeg ved også, at han har et travlt program i disse dage og bliver kimet ned af journalister, der også vil have en luns af Roskilde Festival Højskoles helt egen frihedskæmper. Han nævnte som det sidste, at han ikke er del af organisationen Black Lives Matter, men at han bare engagerer sig stærkt i kampen mod strukturel racisme.
Jeg ved til gengæld ikke, om jeg blev klogere på ungdommen generelt, men måske er pointen også, at det er en illusion og en umulighed. Prince opfordrer alle til at undgå generaliseringer i forhold til hudfarve, og måske skal jeg undgå at generalisere så meget over de unge. For denne unge mand var i hvert fald hverken holdningsløs eller ligeglad, ligesom mange af mine studerende jo heller ikke er det, når jeg tænker mig ordentligt om. Så tak for snakken, Prince Henry. Jeg tror, du har helt ret, når du siger, at samtale mellem mennesker er vejen frem mod et bedre samfund.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg hver fredag de næste 15 år. Husk også, at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen, hvis du mener noget om emnet.
