#71 Sur sur campingmor


Foto: unsplash.com


Da jeg hørte hendes stemme i iskøen i campingkiosken, troede jeg, hun lavede sjov: ”Når I kommer ind i bilen, skal I sidde stille, ellers kan I få lov til at gå.” Men hun blev ved: ”I har bare at være rolige, ellers får I problemer.” Inden de nåede bilen, fik børnene adskillige møgfald, selvom de ikke gjorde andet end at være almindelige børn i en isbutik. Hvad pokker var hun så sur over? Jeg lagde mærke til en anden mor, der talte hårdt til sit barn, og jeg begyndte at tænke over, om mødre på campingpladser er mere sure end mødre i andre ferieformer.

Senere fik jeg mulighed for at studere fænomenet, da vi købte adgang til campingpladsens legeplads og tilbragte en eftermiddag med ubegrænset gyngning, vipning og hoppepudehopning.

---

Det første, jeg bemærkede, var afslappetheden. Campister er virkelig et afslappet folkefærd. Klipklappere, løsthængende t-shirts og bare maver overalt. Og rigtig mange kasketter. Jeg ved ikke hvorfor, men det var som kasketten havde fået en renæssance, og jeg tænkte, at……jeg blev afbrudt i min tankerække af endnu en sur mor: ”Du skal gå hjem, så du ikke bliver kold, ellers henter jeg far.” og lidt efter endnu en: ”Nu kommer du herover. Lige nu!”. Var det her mon en campingplads for særligt sure mødre? Eller blev mødrene sure af at være her? Eller er det bare generelt sure mødre, der tager på camping? Spørgsmålene stillede sig i kø.

Jeg lagde mærke til, at flere af de sure mødre gik rundt med poser med opvask, og jeg tænkte, at det måske var en del af forklaringen. Opvaskestedet lå lige ved siden af legepladsen, og man er jo ikke superglad på vej mod en kæmpeopvask. Og så taler man måske lige lidt hårdt til ungerne. Men hvorfor var det mest kvinder, der gik rundt med poser med opvask? Hvorfor var der ingen mænd? Har man i campingmiljøet besluttet, at man arbejder efter traditionelle kønsroller, hvor kvinderne tager sig af børn, opvask og madlavning, mens mændene nøjes med at køre bil og sætte fortelt op? Og er det derfor mødrene bliver så sure?

Jeg kiggede rundt på legepladsen og fik øje på et par fædre, der så ud, som om de hyggede sig. Måske var de glade for at slippe væk fra deres sure koner, eller også var de bare glade for at være på ferie. Måske tænkte de, at campinglivet er fedt, fordi man bare kan dase hele dagen lang uden at skulle tænke på alt det praktiske. ”Nu har jeg gjort mit, så nu handler det bare om at nyde livet, og gad vide om vi snart skal spise?”

Jeg bemærkede også, at campister er vilde med termokander. På en storbylegeplads ser man et væld af to-go-krus, fordi folk har købt kaffe på den nærmeste café. På campingpladsen har alle termokander, som de tager med rundt, og det er åbenlyst ikke et spørgsmål om økonomi, for de har masser af penge til store campingvogne, biler, slush ice og softice. Så det må være et spørgsmål om prioritering: ”Det er jo fuldstændig tåbeligt at bruge 40 kroner på en kop kaffe, når man kan lave den selv for ingen penge”. Det var i øvrigt kun mødre, der gik med termokander, så måske er de også eneansvarlige for kaffe, og måske er de i virkeligheden skidetrætte af rød Merrild og drømmer om en stor kanelfyldt cappuccino, som de ikke selv skal lave?: ”Ikke nok med, at jeg skal lave primitiv mad og vaske op i et åndssvagt fælleshus, så skal jeg også lave skod-kaffe, som jeg skal hælde i vores idiotiske blomstrede termokande og servere til alle og enhver, mens vi lader som om, vi hygger os”. Måske var det i virkeligheden kaffen, der gjorde dem sure.

Jeg kom også til at tænke over, at tætheden i campismen må være opslidende. Camping er en sjov blanding af social og privat ferie. På den ene side står vognene på række med kun en meters mellemrum, så man virkelig er tæt på sine naboer. På den anden side sætter man sit her-til-og-ikke-længere-fortelt op, så andre ikke kommer for tæt på. Som om man ikke helt kan finde ud af, om man vil være privat eller sammen med andre. I den enkelte vogn må beboerne dog være ekstremt tæt på hinanden, og hvis man er to voksne og to børn, må man virkelig komme hinanden ved, og det er jo også hyggeligt. For det meste. Men det må også betyde, at man ikke har nogen steder at trække hen, hvis man lige pludselig synes, det bliver for intenst. Ligesom det må være en totalt sex-fri ferieform, fordi naboer og børn kan høre enhver bevægelse, og måske er det også med til at påvirke mødrenes humør: ”Nu er det ottende år i træk, at jeg ikke får sex i min sommerferie, jeg kan ikke holde det ud!” (Men det burde selvfølgelig også påvirke fædrenes humør).

---

Til gengæld så jeg en masse campingbørn, der havde det fantastisk og socialiserede selvsikkert med hinanden: ”Hvornår er I kommet?” og ”hvor lang tid skal I være her” var populære vendinger på hoppepuden. Det var en inkluderende kultur, og jeg tænkte, at mange af dem ville komme til at tænke over det her som deres livs sommer, hvor de bare legede med andre børn fra solen stod op til den gik ned. Og de ville plage om at komme igen og igen.

Og måske er det den erkendelse, der er hård for mødrene. Måske har de indset, at de i mange år kommer til at tilbringe somrene med at vaske i vaskerum, stå op om natten og tage klipklapper på for at gå en halv kilometer til fællestoilettet for at tisse, fylde opvask i poser og gå til opvaskerummet, veksle til poletter til brusebad, tilberede mad i minikøkken og høre på manden, der siger: ”det smager bare helt anderledes lækkert, når man spiser det i et fortelt”

Og måske drømmer de i virkeligheden om noget helt andet. Måske drømmer de om luksusferie og gode hoteller og sex og sjov og gin og tonics og lækker mad serveret af solbrune tjenere. Og måske er de ved at gå ud af deres gode skind og appelsinhud ved tanken om endnu en dag med filterkaffe og en lasket mand, der dag for dag synker længere ned i campingstolen.

Men de ved, at det er umuligt, for resten af familien har forelsket sig i campinglivet, og så er det bare med at acceptere det. For deres skyld. Og prøve at holde frustrationerne nede i maven. Men det er ikke nemt. Og nogle gange slipper der noget surhed ud. Men måske bliver det bedre, hvis de bare bliver ved med at gøre sig umage. Og fokusere på det gode. Og nogle gange er det jo også meget hyggeligt, når de sidder der om aftenen og hører regnen slå mod forteltet, mens de drikker irish coffe og nyder, at ungerne omsider er faldet i søvn. Og så det er vel bare med at få det bedste ud af resten.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.

65 visninger