Jeg har de seneste fire år observeret og givet feedback til mere end 100 folkeskolelærere. Jeg har været på ressourcestærke skoler, udfordrede skoler, almindelige skoler og specialskoler. Jeg har set talenterne, de brune hjørner, de garvede rotter og de lallende amatører. Jeg har fået et unikt indblik i folkeskolens maskinrum, som få bliver inviteret ind i, men som mange har en mening om. Derfor vil jeg i den kommende tid (cirka hver fjerde fredag) udgive et indlæg, der handler om folkeskolen set indefra. Det første handler om de ofte anstrengte møder mellem folkeskolelærerne og læringskonsulenterne. Indlægget er også udgivet på folkeskolen.dk d. 13/08 2020.
Når man træder ind på en folkeskole med sine post-its, sin bærbare computer og sit konsulentsmil, kan man være sikker på at møde en masse høflige, men skeptiske blikke fra lærere, der tænker noget i stil med: ”Nå, hvad skal vi nu trækkes igennem? Sikkert endnu en bedrevidende konsulent, der aldrig har stået i et klasselokale” og ”jeg skal sørge for at finde en plads nede bagved, så jeg kan få rettet nogle opgaver undervejs.”
Og her skulle man tro, jeg blev forarget, når jeg nu selv har fået prædikatet læringskonsulent og er blevet sådan en, der skal ud på skolerne og ”vide bedre”. Men sådan forholder det sig ikke. Jeg synes tværtimod, det er fedt, når jeg mærker skepsissen lyse ud af lærerne, og jeg synes, det er dejligt at se, den kritiske sans trives i bedste velgående ude på lærerværelserne.
Det viser mig nemlig, at lærerne værner om folkeskolen og forsøger at beskytte den mod angreb udefra. Og dem har der været nok af gennem tiden. Jeg har selv arbejdet som folkeskolelærer i en årrække, og jeg husker en konsulent, der stillede sig op foran et helt lærerværelse med budskabet: ”Hvis du oplever at have meget travlt, skal du måske lægge dine arbejdsrutiner om, og hvis det ikke virker, kan det være, du skal have en lykkesten i lommen, som du kan nulre lidt med fingrene, mens du lige så langsomt tæller til ti”. Jeg har også oplevet, at min kommune igangsatte et ”nu-skal-vi-udvikle-nye-værdier-ude-på-skolerne”-forløb, der udmøntede sig i værdiplakater, der blandt andet skulle hænge ude på toiletterne, så man kunne sidde og dvæle lidt ved ”faglig fordybelse” og ”øget læringspotentiale”, så man ikke risikerede at komme til at kede sig.
Derfor undrede det mig heller ikke, at jeg skulle bruge det meste af min første konsulenttid på at overbevise lærerne om, at jeg kom med fred, og at jeg var nødt til at sige ting som: ”Jeg har selv været lærer, jeg arbejder på læreruddannelsen, jeg kommer ikke for at overvåge jer, og jeg tror ikke, der findes en manual for den gode undervisning.” Alligevel fik jeg en smule præstationsangst, da jeg to minutter før min første kursusafholdelse i målstyret undervisning overhørte følgende ordveksling mellem to lærere.
-Gud, hvor jeg bare hader konsulenter.
-Ja, også mig. Jeg får på en eller anden måde altid lyst til at gøre det modsatte af det, de siger.
----
Jeg ved faktisk ikke, hvad der skal til for at gøre mødet mellem lærere og konsulenter mere frugtbart. Måske skal eftervidereuddannelsesforløb skræddersys mere til de enkelte lærere, så de oplever at få løst nogle konkrete problemer? Måske skal lederne have mere indflydelse på, hvad der skal laves på deres egen skole, så man ikke bare er en del af et projekt, der ”kommer oppefra”? Måske skal konsulenterne være dygtigere? Måske skal der fokuseres mere på fagene?
Men hvor kunne det dog være fedt, hvis det en dag blev sådan, at lærerne glædede sig til at få besøg af konsulenter, og konsulenterne glædede sig til at komme ud på skolerne. Sikke en synergi det kunne skabe. Og måske ville vi alle sammen blive lidt klogere.
Tak fordi du læste med.