#79 En far i et tog


Foto: Unsplash.com


For nylig sad jeg ved siden af en far, der tydeligvis ikke havde styr på sit liv. Jeg stod på i Roskilde og fandt min vinduesplads, og på sædet ved siden af sad en mand med øjnene dybt begravet i sin kæmpetelefon. Jeg gav mig til at stå og blafre demonstrativt med orangebilletten, som man gør, når man gerne vil i kontakt med en medpassager, men han registrerede mig ikke. Først da jeg lænede mig frem og sagde tydeligt ”undskyld”, lykkedes det ham at kigge åndsfraværende op og flytte sine ben tyve centimeter, så jeg med nød og næppe kunne skrue mig forbi ham og lande på sæde 92. Over for sad hans søn og hamrede på en I-pad, hårdt presset af monstre og soldater, og når man er ti år gammel, er der åbenbart intet så herligt som at sidde på et togsæde og slå virtuelle væsener i ihjel.

Tsk. tsk. tsk.

I Sorø åbnende faren en øl og lænede sig tilbage på en bøvset aaah-agtig måde, og hvis han havde været hjemme, havde han garanteret også slået en prut. Han var helt sikkert en af de fædre, der drak for meget. Usoigneret. Lange skægstubbe. Og nogle ordentlige slurke, når han løftede mundbindet og førte dåsen op til munden. Jeg kunne ikke se, om han også havde en blålig druknæse, men det vil jeg næsten tro. Stakkels dreng. Så sad han der ved siden af sin fordrukne far og ville sikkert blive en af dem, der bliver alt for hurtigt voksen. Og så ville han gå rundt derhjemme og samle flasker. Og gør rent, når han vidste, at myndighederne ville komme på besøg. Og han ville sige til lærerne og kommunen, at alt var fint, for det er jo sådan børn gør, når de dækker over deres uduelige forældre.

I Korsør fiskede faren en gigantisk Toblerone op af tasken, som han åbnede og brækkede store stykker af, som han fordelte imellem dem. Helt sikkert deres frokost. Måske havde han vundet den i Tivoli, for han var selvfølgelig blevet skilt fra drengens mor, og så var hun rejst til Randers med en ejendomsmægler, mens han var blevet hængende på sine overførsler i København. Og så havde han gjort ligesom alle andre fraskilte københavnerfædre og taget sit weekendbarn i Tivoli, og så havde han fået abstinenser og tømmermænd, og selvom han skammede sig, gik han til sidst bare og talte ned, til de kunne gå over på banen og sætte sig ind i Jyllandstoget.

Under Storebælt lynede faren jakken op, så det blev tydeligt, at der var en ordentlig ølvom på vej. De levede sikkert af Guldkorn og Toblerone og McDonalds sådan en weekend, og jeg kunne lige se det for mig:

-Far, far, skal vi ikke have noget lækkert igen i aften?

-Jo, så lad gå da, men sig det ikke til mor.

Og drengen ville blive overvægtig. Det var et spørgsmål om tid. Så ville han svulme ud og blive gigantisk og ønske sig drømmende tilbage til dengang, han var i stand til at spille fodbold med de andre børn henne i skolen.

Efter Odense gik faren amok på sin telefon, og jeg kunne ikke se det tydeligt, men det lignede en side fra et spilfirma (han var sikkert blevet forført af de der casinoreklamer), og nu sad han og troede, han var lige ved at vinde. Eller måske havde han tabt en formue, fordi han havde spillet om natten, mens han var fuld, og nu sad han desperat og prøvede at vinde noget af det tabte tilbage. Han så ud som om, han svedte. ”Nu sætter jeg det hele på rød. Please please please.” Måske var det både drengens børneopsparing og julegaverne, der var på spil.

I Fredericia sagde han til drengen, at han ville ringe til mor. Okay, alligevel spændende. Drengen kiggede nysgerrigt op på ham, og jeg tænkte, at det nu ville blive afsløret, hvor rådden forældrenes relation efterhånden var blevet. Hun ville sikkert sige: ”Har du drukket?” og han ville blive defensiv, og man ville kunne mærke hadet, og jeg ville føle medlidenhed med drengen, og måske burde jeg ligefrem læne mig frem og sige noget til ham i stil med: ”Du skal ikke tage dig af, at de skændes lidt, sådan er det bare med voksne nogle gange”.

Faren tog telefonen op til øret. Den ringede. Der var hul igennem.

-Ja, hej skat. Det gik strålende. Ja, det var helt fint at have ham med, og der var heldigvis også et par andre børn, men vi er trætte i dag….hvad?....ja….ja, det er klart. Vi er helt baldrede. Nej, jeg har bare givet ham lov til at sidde og spille I-pad hele turen…ja ja, jeg ved sgu heller ikke, hvad de andre pasagerer tænker, men sådan er det vist bare i dag. Vi om lidt skat. Hej hej.

---

Resten af turen kiggede jeg ud af vinduet og tænkte på fodbold.

Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.

58 visninger