#85 Alting har en ende...

Opdateret: nov. 18


Foto: Mette Jensen


Shu-bi-dua er fadøl og røde pølser og fællesskab. Shu-bi-dua er fredag eftermiddag og god stemning i bilen. Shu-bi-dua er farmor og barnebarn, der skruer op for radioen og løber rundt i stuen og synger ”du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov”. Shu-bi-dua er Grøn koncert og tusindvis af mennesker, der kaster med kiks, mens de smiler og er glade for at være i live.

Ja, jeg er Shu-bi-dua fan, og jeg tør godt sige det højt.

Da jeg var ganske lille og havde en kassettebåndoptager, sad jeg tit på mit værelse og hørte Shu-bi-dua 1 og 2 og funderede over de rablende tekster i Sagnet om regnormen Kurt og arken i parken, livets pølse og kylling med softice. Hvad er det dog for noget vrøvl, de synger? Kan musik virkelig være sådan? Da jeg blev ældre, stillede jeg spørgsmål til teksterne: Hvad betyder det, at en hund har niflet? Hvad er en hundej? Hvad mener han med, at mor var lidt støvet? Eller at vi skal pudse lakken? Der var en masse, jeg ikke forstod, men der var også en barnlighed i mange af sangene, som gik rent ind. Jeg synes, det var fedt at høre sange om hvaler og grise og Askepot og folkevogne og så pyt da med, at jeg ikke forstod det hele. Jeg forstod nok til, at jeg synes, det var godt. Og så kunne jeg godt lide stemmen. Der var noget rar onkel-agtigt over forsangeren, som gjorde det behageligt at lytte til.

Da jeg blev teenager, glemte jeg alt om Shu-bi-dua. De var for barnlige. Jeg havde travlt med at finde mig selv og min identitet, og musik skulle ikke længere være harmløs underholdning, men med til at definere, hvem jeg var. Hvis jeg valgte skatervejen, skulle jeg høre hip hop. Hvis jeg valgte Goth, skulle jeg høre Nirvana, hvis jeg skulle være ligesom alle de andre, skulle jeg høre Pearl Jam eller Red Hot Chili Peppers. Jeg fandt (efter en del famlen mig frem) min egen vej med Bob Dylan, Neil Young og Lou Reed (nogle vil kalde det en gammelmandsvej), og faldt ligesom til ro i det. Men der var ikke ret meget plads til dansk musik i de år. Jeg kunne til nøds svinge mig op til at skråle med på Kvinde min eller tag med mig til Nepal i en ordentlig koger, men det var ligesom bare ikke cool at høre TV2 eller Johnny Madsen og da slet ikke Shu-bi-dua. Jeg kan ikke huske, at jeg overhovedet har hørt en Shu-bi-dua sang i mine teenageår (altså ud over sexchikane, som var umulig at undgå) og jeg tror måske, at deres lyd er så langt fra ungdomsoprør, som man nærmest kan komme. Der er bare alt for meget striktrøje og parcelhus-far over shubberne til, at det appellerer til unge mennesker i færd med at finde deres livs lydspor. Og derfor er der nok heller ikke ret mange fra min generation eller yngre, der har dem som deres yndlingsband. Vi tænker dem nok mere som en nostalgisk barndomslyd og et stykke Danmarkshistorie fra 80’erne.

Senere, da jeg blev gammel nok til at være ligeglad med, hvad andre mener om min musiksmag, var der en af mine venner, der gav mig Shu-bi-dua boksen i hånden:

-Vil du ikke have den her? Jeg hører den alligevel aldrig.

-Jo, da. Mange tak.

Og så gik jeg hjem og satte cd’erne på en efter en. Og det var en ret syret oplevelse. Der var noget helt særligt ved at genhøre mine barndomstoner på ny og mærke, hvordan jeg selv var nået et nyt sted hen, samtidig med at jeg var præcis den samme. Jeg forstod pludselig alt det ved teksterne, som jeg ikke havde forstået som barn, og jeg forstod også, at jeg havde dømt dem for hårdt i min teenagetid, ligesom jeg også synes, at mange andre var (og er) for hårde ved dem.

For Shu-bi-dua skrev altså nogle ret solide sange og havde en originalitet over sig, som jeg synes, man skal lede længe efter i dag. For mig at se var de totalt i balance med deres lyd, deres tekster og deres melodier, og de havde en ”sound” der var deres egen. De var på en måde et enormt afklaret band, og jeg tror deres eneste mission var, at de gerne ville gøre en masse mennesker glade. De ville ikke redde verden, være politiske, avantgarde eller hard to get. De ville bare gerne ud og lege med ordene og holde en folkefest. På mange måder den diametrale modsætning til den selviscenesættende rockstjerne med solbriller og læderjakke, der ser sig selv som mindst ligeså vigtig som sit publikum. Shubberne elskede deres publikum, og der var plads til alle, der ikke følte sig for fine til at synge ”Jeg har en hund med fire poter” eller ”koen har et dejligt yver”. Og så var de megagode live. For dem handlede livekoncerter om at komme ud og spille en masse hits og give folk den fedest mulige oplevelse. Så var den ikke længere.

For nylig oplevede jeg så en slags ”next generation dejavu”, da jeg gik med drengene og hørte Sommergryder og vaskede op. På et tidspunkt kom den store hen til mig og sagde:

-Far, de sagde lige, at det pindsvin der før blev kørt over, bare sov.

-Ja, er det ikke sjovt, at de laver historien om midt i sangen?

-Jo. Megasjovt!

Og det er bare et rigtig godt eksempel på, hvad shubberne kan. De kan forene børn og voksne og få generationerne til at tale om musik og synge sammen. Og når man er vant til kun at dele musikoplevelser med sine børn med udgangspunkt i Kaj og Andrea og børnehits volume 25, er det altså ret forfriskende pludselig at kunne sætte Shu-bi-dua 4 på i stedet.

Så jeg tænker, at jeg vil gøre mit for at udklække en ny generation af Shu-bi-duafans. Jeg vil sætte pladerne på jævnligt, så de får dem ind under huden og en dag også tvangsindlægger deres egne børn til at høre klassikere som Nam nam, Sommergryder og Askepot. For mennesket lever som bekendt ikke af Grundtvig og Holberg alene.

Tak for sangen, Michael og hvil i fred.


Top ti:

Jeg har lavet en top ti med gode Shu-bi-dua sange til dig, der pludselig har indset, at du muligvis er gået glip af noget:

1. Nappa og Nylon

Ja, jeg er bare ret vild med det nummer.

2. Mig og så Harry

Fordi hugga-hagga-koret er genialt og teksten syret og sjov.

3. Sommergryder

Fordi den er smækfyldt med vilde metaforer

4. Mc’arine

Min absolutte favoritsang som barn.

5. Bageren og servitricen

En lille overset perle

6. Emma

Gjorde et uudsletteligt indtryk som barn, og jeg måtte have min mor til at forklare mig, hvorfor manden var så bange.

7. Danmark

Et godt bud på en 80’er nationalsang

8. Costa Kalundborg

Relevant som aldrig før

9. Askepot

God at spille for sine børn

10. Folkevognen

På grund af et ret sjovt vers med Hitler.


Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her.Husk også at du har mulighed for at booke et af mine foredrag, for eksempel ”hvorfor har bedstemor så travlt?”, som du kan læse mere om her. Endelig har du altid mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.

283 visninger