#4 Det uspontane menneske

-Godmorgen

-Godmorgen

-Har du sovet godt?

-Ja

-Hvad vil du have at spise?

-Hvad kan jeg vælge i mellem?

-Yoghurt med havre eller havre med mælk

-Så vælger jeg yoghurt med havre


Denne samtale fører jeg hver morgen med min ældste søn. Spørgsmålene er altid de samme, og han vælger altid det samme. Altid yoghurt med havregryn. Men jeg fornemmer, han kan lide at blive spurgt, og jeg kan godt lide at spørge, så derfor gør vi det sådan. Forud for samtalen er der typisk sket følgende:

Jeg er vågnet af mig selv cirka tyve minutter i seks. Så er min yngste søn vågnet, og vi er listet nedenunder uden at vække de andre. Så er vi gået hen til vinduet for lige at se, hvad vejret har at byde på. Bagefter er vi gået ud på toilettet, hvor han er kravlet op på toiletbrættet og har strakt sin arm, så han lige præcis har kunne trykke kontakten ned for at tænde lyset. Derefter er han kravlet ned og har løftet brættet op, så det er klar til mig. Så er vi gået ud i køkkenet, jeg har tændt for P1 og sat kaffe over, placeret ham på køkkenbordet og fundet tre skåle frem og fyldt de to af dem med finvalset havregryn og mælk (og sukker til mig). Så har jeg båret ham hen til spisebordet og givet ham en hagesmæk på, som han har taget af, og jeg har givet ham på, og han har taget af, og jeg har givet ham på igen. Så er vi begyndt at spise, indtil min yngste søn er blevet forstyrret af trin på trappen, som stammer fra min ældste søn, som er på vej med sin dyne og pude, fordi han godt lige kan lide at ligge to minutter på sofaen, inden vi indleder vores morgenmadsdialog.


Sådan forløber hver morgen. Som at være med i Groundhogday-filmen med ham, der gennemlever den samme dag igen og igen. Og jeg kan sådan set meget godt lide det. Ligesom børnene. Min hjerne fungerer godt med gentagelser, og selvom min kæreste godt kan synes, det bliver lidt ensformigt, har hun ligesom erkendt, at sådan er livet nok bare, når man har valgt at stifte en børnefamilie.


Men jeg kan godt nogle gange tænke, at det må være svært for folk, der ikke trives med ro, renlighed og regelmæssighed, når de får børn og pludselig bliver tvunget ud i en rutinetænkning, som strider imod deres natur. Jeg har for eksempel en ung kollega, som elsker spontanitet og hader, når to dage bliver ens. Hun får simpelthen røde knopper af ensformighed. Hvad sker der med sådan en som hende, når hun en dag får børn?


Ja, måske bliver hun sådan en, der står med sin baby i bæresele foran orange scene og siger: ”Man kan sagtens have sin etårige datter med på Roskilde, hvis man bare sørger for at give hende de her røde ørebøffer på. ”Og vi andre står ved siden af og hvisker til hinanden: ”Ja, man kan godt, men man skal ikke, for det er da et fuldstændigt håbløst sted at være for et lille barn.” Men man orker ikke at sige noget til hende, for det er jo hendes eget valg, og man ved også, at hun er sådan en, der siger: ”Det er overhovedet ikke nogen begrænsning at få børn. Man kan gøre præcis det samme som før - man er bare en person ekstra.” Og det ved man jo godt er noget vrøvl, men eftersom man generelt ikke kan tale med andre mennesker om deres opdragelse, og da slet ikke en mor som hende her, tier man stille og prøver at fokusere på koncerten og lade som om, man stadigvæk er 22 og ikke skal hjem til barnepigen, ligeså snart ekstranummeret er slut.


Eller måske bliver hun sådan en, der tager sin treårige datter med på restaurant fredag aften, fordi hun ved, at vennerne er der, og hun kan bare ikke udholde tanken om endnu en fredag aften med Disneysjov og slik, mens de sidder lige dernede ad gaden og mæsker sig i klimavenlig broccoligratin og couscous, som oven i købet er hendes livret. Og derfor tager hun datteren med, og det skal nok blive hyggeligt. Men det bliver det ikke, for pigen er stagetræt og burde ligge i sin seng og derfor vræler hun og vrider sig og bliver kun nogenlunde rolig, når moren propper dessert i kæften på hende og i øvrigt sørger for hele tiden at finde nye tegnefilm på I-padden. Men vennerne er høflige, så de siger ikke noget, og det er jo heller ikke deres barn, og selvom de tænker deres, kan de jo på en måde også godt lide, at deres veninde er spontan, selvom det selvfølgelig lægger en dæmper på aftenen, at der sidder en treårig og blander sig på et tidspunkt, hvor samtalerne begynder at kredse om åndssvage ekskærester, og hvor man skal videre hen i byen.


Eller måske bliver hun sådan en, der undertrykker sin sande natur og rent faktisk bliver hjemme og ser Disneysjov og spiser slik fredag aften, selvom hun ved, at der sker alt muligt spændende ude i byen. For hun har jo læst, at små børn har brug for faste rammer og rutiner, og derfor bliver hun nødt til at ofre sig, og heldigvis har hun jo abonnement til Netflix, så hun har mulighed for at drømme sig lidt væk om aftenen, og der kommer jo altid en serie mere, og lige nu ser hun den sidste sæson af House of Cards, og hun ved faktisk ikke, hvad hun skal se bagefter, men det er også lige meget, for der er rigeligt at vælge imellem, og det eneste fjollede er egentlig, at hun er nødt til at spise slik hver gang hun ser serier, for det hører sig ligesom til. Og selvom det har betydet, at hun på forbløffende kort tid har taget fyrre kilo på, så gør det jo ikke så meget, for man skal jo alligevel ikke rigtig noget, når man har små børn. Og hun kan jo altid smide dem igen, når ungerne er blevet lidt større.


Eller også bliver hun sådan en, der helt naturligt finder en passende balance mellem det spontane og det rutineprægede. Men det er også bare så kedeligt.

81 visninger